Politiken vælger som det første danske dagblad at give medie, markedsføring og reklame sit eget ugentlige tillæg.
I søndags udkom tillægget Politiken Media for første gang.
»Både medie og reklamebranchen er inde i en voldsom vækst, og samtidig vokser den økonomiske og politiske betydning. Derfor vil vi gerne sætte fokus på området,« siger Politikens erhvervsredaktør, Claus Skovhus.
»Vi vil gå kritisk til værks og blandt andet gå i dybden med de alliancer, der bliver indgået på kryds og tværs mellem nyhedsmedier, filmselskaber og reklameindustrien,« forklarer Claus Skovhus.
»Hvis vi havde eksisteret i sommer, så havde det for eksempel været oplagt at beskæftige sig med TV 2's rolle i Tour de France – Kan man lave uvildig journalistik, når man har betalt for at dække begivenheden,« siger erhvervsredaktøren, som har ansvaret for Media.
Tillægget er forankret i erhvervsredaktionen, men hele huset er leverandør til de tre sider – blandt andet satser avisen på at bruge sine korrespondenter, da tillægget vil vægte den internationale dækning højt.
»Vi vil ikke forfalde til branche-navnepilleri, men vil skrive til alle Politikens læsere,« forklarer Claus Skovhus.
Media erstatter tillægget Job og Uddannelse, som skubbes længere ind i sektionen. Politiken sidder i dag meget svagt på job-annonce-markedet, men netop de kreative jobannoncer – medie-, layout- og grafikannoncerne har avisen, – og den gruppe ville blive bedre serviceret med Media.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.