Philip Hoepner/APPR/Ritzau Scanpix
Politiken følger nu Jyllands-Postens eksempel og tilbyder alle sine ansatte en økonomisk godtgørelse for at sige deres job op. Det skriver MediaWatch.
Konkret vil medarbejderne kunne få tre procent af deres nuværende bruttoårsløn ganget med antal hele års anciennitet på Politiken udbetalt, hvis de siger op.
Over for MediaWatch bekræfter Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, at det er hårde tider i mediebranchen, og at tilbuddet til de ansatte skal ses som led i at tilpasse Politikens omkostninger.
”Vi er i samme hårde virkelighed som alle andre, og vi har også oplevet en faldende omsætning i de seneste måneder særligt på annonceområdet,” siger han.
Da Jyllands-Posten før sommerferien gav sine ansatte et lignende tilbud, lød det såkaldte fratrædelsesgratiale på én procent af deres årsløn per år, de har været ansat.
Det var der dog ikke stor interesse for, og derfor fordoblede avisen i august tilbuddet til de ansatte fra én til to procent og forlængede fristen.