En journalist på Politiken har søgt aktindsigt i samtlige dokumenter, som navngivne kolleger fra andre medier har fået adgang til. »Ikke usædvanligt,« lyder det fra Politiken. »På kant med reglerne,« siger jurist.

Når vi journalister søger aktindsigt, så er det normalt i myndighedernes arbejde. Men en journalist på Politiken har søgt aktindsigt i alle de dokumenter, som tre navngivne journalister allerede har fået aktindsigt i – to fra B.T. og en fra Computerworld.

Det fremgår af de kommunale postlister, som Journalisten.dk har kigget på.

Sagen, som aktindsigten sigter mod, handler om gaver fra private firmaer til kommunalt ansatte. Computerworld og B.T. har afdækket, hvordan fodboldbilletter og rejser er blevet foræret til kommunale medarbejdere.

Men hvordan er det, at der bliver søgt aktindsigt i din aktindsigt? Kristian Hansen fra Computerworld er en af de navngivne journalister, og han har ikke noget problem med, at kollegerne søger aktindsigt i alle de papirer, han har set.

»Jeg kan ikke hidse mig op over, at Politiken søger aktindsigt i mit arbejde. Hvis der er noget, vi har overset, så er det fair nok, hvis de laver en vinkel om, at vi har overvinklet eller fordrejet noget – eller hvis de sidder og mangler den præcise ordlyd til et eller andet, er det også helt fint. Jeg har jo ikke noget at skjule,« siger han til Journalisten.dk.

På Politiken mener man, at det handler om, hvordan metoden bliver brugt, og om de pågældende papirer kan skaffes på anden vis.

»Vi har været nødt til at søge aktindsigt i det, som B.T. og Computerworld har søgt aktindsigt i, for at få adgang til alle dokumenter i denne her sag. Det er en principielt meget vigtig sag, og det er vigtigt, at offentligheden får adgang til de her oplysninger,« siger nyhedschef Anne Mette Svane til Journalisten.dk.

Er det ud fra din erfaring almindeligt, at man søger aktindsigt i andre journalisters aktindsigt i stedet for at søge på emne?

»Det er ikke noget, jeg synes er usædvanligt.«

Mener du, at det kan kritiseres, at en journalist søger aktindsigt i kollegernes aktindsigt?

»Det kommer helt an på, hvilken sag det er. Hvis der kører ekstremt vigtige sager, for eksempel lækagesagen, så vil jeg da håbe, at alle medier søger aktindsigt – også selv om man søger i det samme. Det er en nødvendig journalistisk metode, som man i høj grad skal benytte sig af,« siger Anne Mette Svane.

Hun understreger, at metoden viste sig at være meget effektiv i mange kommuner.

Selv om de fleste kommuner gav Politiken lov til at se dokumenterne, så tøvede nogle. En af dem, der tøvede, var Bornholms Regionskommune. Her siger chefjurist Helge Clausen, at han var i tvivl om, om ansøgningen overholdt det såkaldte 'identifikationskrav' i loven.

Det betyder, at en ansøger klart skal definere, hvad han eller hun vil have aktindsigt i. Ansøgningen fra Politikens journalist blev diskuteret blandt kommunale jurister i hele landet over en intern netportal, og de endte med at konstatere, at den er på kant med reglerne, fortæller Helge Clausen.

»Reglerne handler groft sagt om, at man skal indgive den sag eller det dokument, som man ønsker aktindsigt i – for at vi ikke skal rode i en høstak efter en nål,« forklarer han til Journalisten.dk.

Derfor valgte juristerne i de kommuner, der havde tøvet, at kontakte Politikens journalist og bede ham om at omformulere ansøgningen, så den var inden for lovens rammer.

Men det kan Kristian Hansen fra Computerworld ikke forstå. Han har meget erfaring med at søge aktindsigt hos kommunerne, og han mener ikke, det overbebyrder embedsværket at finde papirer frem ud fra navn i stedet for sag.

»Jeg synes, at de klynger sig til noget, der er helt absurd. Jeg bruger meget aktindsigt som arbejdsredskab, og de har digitale systemer til det her – det tager to sekunder at søge på "Kristian Hansen", se, at der er to ansøgninger om aktindsigt, og så sende dem,« siger han.