Politiken satser stort på netavis

Nye stillingsbetegnelser er på vej, men Tøger Seidenfaden garanterer, at der bliver plads til alle nuværende ansatte på den nye avis. Politikens tillidsmand er tilfreds.OFFENSIV. Chefredaktør Tøger Seidenfadens projekt Ny Avis blev ifølge tillidsmand Lars-Bo Larsen modtaget positivt af medarbejderne på et fællesmøde i sidste uge.

Nye stillingsbetegnelser er på vej, men Tøger Seidenfaden garanterer, at der bliver plads til alle nuværende ansatte på den nye avis. Politikens tillidsmand er tilfreds.

OFFENSIV. Chefredaktør Tøger Seidenfadens projekt Ny Avis blev ifølge tillidsmand Lars-Bo Larsen modtaget positivt af medarbejderne på et fællesmøde i sidste uge.

»Tøger optrådte som en vækkelsesprædikant, der har set nettet. Jeg tror, alle kan se, at det er en spændende og vigtig diskussion, selv om vi også kan se praktiske problemer med at føre den ud i livet. Det vigtige er, at medarbejderne nu søger indflydelse,« siger tillidsmand Lars-Bo Larsen med henvisning til de arbejdsgrupper for hver enkelt redaktion, der skal 'genopfinde avisen' inden den 1. marts.

Som Journalisten beskrev i det seneste nummer, så skal nettet styrkes markant, mens 1. sektion i papiravisen skal være klogere og mere oplevelsesorienteret.

Tøger Seidenfaden er aldrig blevet opfattet som den store praktiske avissnedker. Han oplyser selv til Journalisten, at han har skrevet 'mindst 10 og maksimalt 30 nyheder' i løbet af sin karriere. Derfor har nogle af hans første formuleringer om analytisk journalistik skabt en afventende holdning.

»Jeg har altid sagt, at Tøgers ansættelse her hos os er et af de største efteruddannelsesprojekter i dansk dagspresse. Men han lærer hele tiden og får nye ideer. Det er helt befriende, at han langt om længe tager udfordringerne fra nettet op«, siger Lars-Bo Larsen. Som tillidsmand er han specielt tilfreds med Tøgers løfte om, at planen ikke vil føre til fyringer.

Ikke alene skal politiken.dk have tilført omtrent en håndfuld nyhedsjournalister ud over de otte, som findes i forvejen, men der skal også ansættes en række ansvarlige for nye aktiviteter. Som en stribe andre nordiske aviser vil Politiken satse stort på internetdagbøger – de såkaldte blogs – som skal skrives af både medarbejdere og læsere. 'Interaktivitets-redaktøren' skal skabe andre fællesskaber med læserne på blandt andet sports- og kulturområdet. Samtidig skal 'fladeberigeren' skabe aktivitet på hjemmesiden i form af spørgsmål til læserne, quizzer eller andet.

»Politikens netavis skal blive Danmarks bedste største og mest nyskabende nyheds-site,« siger chefredaktør Tøger Seidenfaden.

Politiken.dk bliver også affyringsrampen for bladets satsning på at levere indhold til for eksempel mobiltelefoner:

»En masse af de ting, vi vil bruge netavisen til, kender vi ikke endnu. Idéerne har i mange år stået i kø til en lillebitte flaskehals, hvor dem, som skulle føre dem ud i livet, ikke magtede det i praksis, fordi de var for få. Men nu får netavisen kritisk masse.«

Der er ikke bevilget ekstra penge til de nye job på politiken.dk, for papiravisen skal levere
journalisterne. Den 1. februar åbnede ibyen.dk. Hvis direktion og bestyrelse vil åbne for
pengekassen, er der flere nye hjemmesider på vej.

– Hvad med et selvstændigt forbrugs-site?

»Ja, det er et af de projekter, som vi analyserer på, men der er ikke truffet beslutning om det endnu,« siger Tøger Seidenfaden.

– Kan du garantere, at ingen bliver tvangsforflyttet til nettet?

»Problemet bliver det modsatte, når vi slår stillingerne op internt. Der er tale om så spændende stillinger på et medie i rivende udvikling, at vi får for mange ansøgere. Men leder du efter garantier, får du kun den, at ingen skal forlade os.«

En række plancher ligger foran Tøger Seidenfaden i hjørnekontoret. De taler deres eget tørre sprog: Selv om Politiken klarer sig godt økonomisk og mister færre læsere end de andre store morgenaviser, så siver oplaget med 3.000-4.000 om året. Hertil kommer, at papiravisens læsere bliver ældre og ældre. Derimod stormer netavisen frem – specielt blandt de unge.

»Løsningen er den dobbelte offensiv. Vi skal satse på nettet og genopfinde avisen.«

Den styrkede netredaktion skal levere et dagligt nyhedsbånd til første sektion i avisen, som skal fylde en femtedel af hver enkelt side.

»Nyhedsoverblikket skal rydde banen og frigøre os for den gamle ideologi, som har hængt i os, siden avisen blev opfundet som nyhedsmedie. Vi skal droppe registreringen og satse på den indbliksjournalistik, som giver læseren en oplevelse af noget enestående.«

Ledelsesgruppen har analyseret nyhedsvinklerne i en uges udgaver af Politiken. Det viste sig, at mere end halvdelen af nyhedsartiklerne i papiravisen havde samme vinkler, som politiken.dk havde leveret gratis dagen forinden.

»Det svarer lidt til, at en grønthandler lægger de rådne æbler øverst i kurven. I stedet skal vi vælge nogle færre af døgnets vigtigste nyheder ud og tilføre dem noget unikt i form af oplevelse, fascination, indblik – eller ved at udvikle en ny, dagsordensættende vinkel. De genrer, som vi vil bruge til at signalere det unikke, er øjenvidneberetningen, interviewet, portrættet, den fortællende journalistik, den forklarende baggrund, dagbogen eller andet.«

Hertil kommer, at Seidenfaden overvejer at flytte den ene af de to daglige ledere om i første sektion som en signeret kommentar. Og give Mandag Morgen og Ugebrevet A4 konkurrence med analyserende rapportjournalistik om mandagen.

»Skåret over en bred kam, så vil papiravisens indhold blive mere subjektivt. Man vil kunne mærke journalisternes personlighed mere end i dag.«

Nogle medarbejderes frygt for en opdeling i hurtige journalister på nettet uden overblik og kloge papirjournalister, der mister den direkte kildekontakt og dermed jordforbindelsen, afvises af chefredaktøren. For kilderne på papiravisen skal tale med mange af de samme kilder, som netjournalisterne ringer til. Der er tale om to forskellige medier, som ofte vil jagte den samme historie og de samme kilder, men med hver sit udgangspunkt.

»Det her er ikke et bimedialt projekt. Net og avis er to forskellige medier med forskellige medarbejdere og forskellige succeskriterier – ligesom Berlingske Tidende og Weekendavisen,« siger Tøger Seidenfaden.

»Det har netop været en fascinerende proces at få visionen på plads, fordi jeg ikke selv havde svarene på forhånd, men kun spørgsmålet: Hvad fanden gør vi?«

2 Kommentarer

Ole Knudsen
11. OKTOBER 2010
Re: Politiken satser stort på netavis

Pardonne moi, men er vi ikke ved at være - godt og vel endda - ude over de dage, hvor de såkaldte blogs sådan (lidt nedladende?) bliver kaldt "internetdagbøger" som i "Lillemor skriver om, hvilke blomster hun har vandet i dag"?

Blogs er jo for pokker alt lige fra "internetdagbøger" til holdningsbearbejdelse til dybt seriøs formidling af niche-viden af verdens fremmeste eksperter til ... alt muligt. Den eneste fællesnævner er vel, at blogs er et stykke personlig kommentar-arbejde og ikke journalistik som sådan.

At kalde fx Jarl Corduas blog eller et sted som www.armscontrolwonk.com for en "internetdagbog" er vist en kende skudt ved siden af; jeg tror heller ikke, at hverken Jarl eller folkene på wonk vil være glade ved betegnelsen.

 mvh

torben skriver
11. OKTOBER 2010
Re: Politiken satser stort på netavis

må man ikke videre sende netavisen f.eks til sin egen søn ,der er i afrika

venlig hilsen  torben skriver