
JP/Politikens Hus ved Rådhuspladsen i København. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Mens Politiken har bedrevet kritisk klima- og forbrugerjournalistik med et mål om at være Danmarks førende klimaavis, har mediet i læsertilbud på Politiken Plus gjort sig skyldig i omfattende greenwashing.
Det vurderer flere bæredygtighedseksperter, som mediet Sustain Report har talt med.
De kritiserer webshoppen for i årevis at have anprist varer som møbler, køkkengrej, tasker og tøj som bæredygtige uden at føre dokumentation for det.
”Den måde, de anbefaler deres varer på, det er greenwashing,” konkluderer civilingeniør Caroline Herlev Gebara, der er i gang med en ph.d. om absolut bæredygtighed på DTU, og som af Sustain Report er blevet præsenteret for en række eksempler fra Politiken Plus.
”Mange af varerne er ikke engang et alternativ til at købe mindre gode varer, men er blot med til at skabe nye behov, og alligevel giver man folk en fornemmelse af, at når de køber en vare, så har de gjort noget godt,” siger hun.
Bæredygtig kagerulle
Et af eksemplerne på greenwashede varer på Politiken Plus er en kagerulle af ’bæredygtigt oliventræ’.
”Firmaet er familiedrevet og fremstiller håndlavede produkter af bæredygtigt oliventræ,” lød det i beskrivelsen på webshoppen, som nu er ændret.
Kigger man lidt nøjere efter, lader det dog til at være så som så med bæredygtigheden. Træet er fra Middelhavsområdet, og firmaet bag har til huse i Skotland.
Møbelfabrikanten We Do Wood blev ligeledes markedsført af Politiken Plus som ”Dansk design og bæredygtige møbler”. Den beskrivelse blev ændret, umiddelbart efter at Sustain Report havde henvendt sig til webshoppen og spurgt ind til, hvilken dokumentation der lå bag løfterne om bæredygtighed.
En ren tilståelsessag
Afdelingschef for Politiken Plus Kit Lyngaa erkender blankt, at hun ikke har set en eneste livscyklusvurdering for de mange produkter, som Politiken Plus gennem flere år har markedsført som bæredygtige.
Ifølge Forbrugerombudsmandens kvikguide fra december 2021 er det ellers et krav, hvis man kalder sine produkter bæredygtige.
Kit Lyngaa forklarer desuden til Sustain Report, at hun indtil for nylig troede, at det alene var de enkelte producenter af varerne, som havde ansvaret for markedsføringen.
Ifølge hende har Politiken Plus de seneste måneder været i gang med en større oprydning i sin markedsføring, så de ikke længere pryder produkterne med lånte fjer.
”Jeg synes, vi tager vores ansvar på os. Vi forsøger at rydde op, vi forsøger at være opmærksom på, hvad det er for en lovgivning, der er, og hvad for krav der bliver stillet,” siger Kit Lyngaa til Sustain Report.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.