Politiken-praktikant Jakob Sheikh modtager en EU-pris for reportage fra det københavnske natteliv, hvor han sammen med tre andre danskere med udenlandsk baggrund blev afvist på diskoteker.
Prisen er blevet overrakt i dag hos Institut for Menneskerettigheder (IMR), som også har været med til at udpege vinderen. Prisen overrækkes som del af EU-kampagnen "Brug forskellene – stop diskrimination". Det skriver IMR på deres hjemmeside.
Jakob Sheikhs artikel er fra august 2010. Her gik han i byen med tre unge studerende med henholdsvis iransk og kurdisk baggrund. Jakob Sheikh selv har pakistanske rødder.
Ingen af de tre var påvirkede af alkohol. Alligevel havde de problemer med at få lov at komme ind på diskoteker.
»I ligner nogle rødder,« sagde en dørmand blandt andet til de fire unge mænd.
Artiklen var med til at sætte diskrimination i nattelivet på dagsordenen, skriver IMR. Jakob Sheikh går nu videre til den europæiske konkurrence, der afgøres til foråret.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.