Politiken, Dagens Nyheter og Helsingin Sanomat er gået sammen om et initiativ, hvor de tre aviser vil oversætte en del af journalistikken til russisk.
Det sker som modsvar til den russiske regerings forsøg på at begrænse almindelige russeres adgang til pålidelig og objektiv journalistik om krigen i Ukraine.
”Russiske borgere skal også have ret til uafhængig oplysning. Tragedien i Ukraine skal ikke formidles til den russiske offentlighed gennem propagandakanaler,” lyder det i en fælles udtalelse, der er udgivet på Politikens hjemmeside.
Det fremgår ikke af udtalelsen, om der er særlige planer for, hvordan man vil distribuere de russiske nyheder til det russiske publikum.