Politiken og Information vinder guld for design

Politiken og Information var blandt guldvinderne, da SNDS uddelte priser for design af aviser og magasiner i Skandinavien. Se de seks guldvindere, og læs hvorfor de vandt

Danmark tog tre ud af 14 guldmedaljer, da skandinavisk avisdesign blev hædret af Society for News Design Scandinavia (SNDS) ved den årlige prisuddeling. Politiken løb med en guldmedalje i kategorierne "Forsider" og "Visuel Kommunikation", mens Information fik guld i kategorien "Overall Design". Begge de danske aviser blev desuden kåret som "Scandinavia's Best Designed Newspaper" – Politiken i kategorien "Big" og Information i kategorien "Small".

SNDS har tidligere på året offentliggjort, hvem der vandt henholdsvis medaljer, og hvem der måtte nøjes med såkaldte ”honourable mentions”. Først fredag blev medaljerne så fordelt. Samtidig offentliggjorde SNDS fredag, hvem der løber med hovedpriserne.

Lars Pryds, der er grafisk designer, redaktør på SNDS's eget magasin og medlem af konkurrencekomitéen igennem 10 år, har udvalgt og kommenteret de mest interessante guldvindere i år. 

 

Informations helsidesopslag med en satirisk tegning over debatten om udflytning af arbejdspladser fra København til provinsen. FOTO: Information / SNDS

 

INFORMATION – GULD – OVERALL DESIGN OG BEST DESIGNED SMALL NEWSPAPER
Information vandt guld i kategorien “Best Designed Small Newspaper”. Her er det altså hele avisen, der har vundet prisen. Når det netop er Information, der løber med sejren, er det ifølge Lars Pryds, fordi den er konsekvent i brugen af grafiske virkemidler med enkle, stærke overraskelser som for eksempel illustrationer i nyhedshistorier.

»Når man slår op på en nyhedsside, og der så pludselig er en lys og venlig og glad tegnet illustration, så bliver man som læser overrasket. Det er en anden fortælleform, end vi er vant til at se i nyhedshistorier, der som regel er båret af ord og billeder,« siger han.

Der er ifølge Lars Pryds mange aviser, som bruger illustrationer, men de bruges ofte til livsstil og debatstoffet i avisen.

»Mange ville se på det her opslag og tænke, at der var for meget hvidt, der skal nogle ord ind. Men her vælger Information at sige, at tegningen også fortæller en historie, og derfor skal den fylde det meste af et opslag,« siger Lars Pryds.

 

 

Poltikens opslag om Star Wars i tillægget Film og TV i anledningen af premieren på Star Wars-filmen 'The Force Awakens' i december 2015. FOTO: Politiken, Thomas Thorhauge / SDNS

 

POLITIKEN – GULD – VISUEL KOMMUNIKATION

Star Wars-opslaget, som har vundet guld, var forside på Politikens film og tv-tillæg samt midteropslag inde i tillægget i forbindelse med premieren på Star Wars-filmen 'The Force Awakens' i december 2015.

»Det her opslag vækker folks nysgerrighed. Her er simpelthen så mange detaljer at dykke ned i, og det er ikke et opslag, man bliver færdig med på fem minutter. Der er mange små bitte fortællinger fra Star Wars-universet, man kan lægge den fra sig og vende tilbage og gå på opdagelse igen,« siger Lars Pryds.

Hvad betyder det for læserne, at Politiken lægger så mange ressourcer i et enkelt opslag?

»Rigtig mange ting i avisproduktion både på print og online handler om at få ting ud hurtigst muligt, og så er det rart, at man kan tilbyde læserne en længere varig fortælling. Når Politiken gør sådan noget som det her, ved læserne, at de med Politiken får den daglige nyhedsstrøm, men en gang imellem dukker der også større ting op,« siger han.

Lars Pryds forklarer, at der generelt er en tendens til, at aviser i højere grad bruger layoutskabeloner til det meste og lægger ekstra kræfter i enkelte opslag som dette.

»Jeg tror, det er supervigtigt, at man bliver ved med at bruge kræfter på enkelte, større ting, for det gør, at læserne fortsat har lyst til at bruge penge på en avis.«

 

Bergens Tidendes forside med skuespilleren Helge Jordal. Hele portrættet er holdt i sort hvide farver. FOTO: Bergens Tidende / SNDS

BERGENS TIDENDE, NORGE – GULD – MAGASINER

Et portræt af skuespilleren Helge Jordal i Bergens Tidende vandt guld i kategorien ”magasin”. Portrættet, der strækker sig over fire opslag og en forside, består af fem store sort/hvid-billeder og ganske lidt tekst.

»Her har man skrællet alt det overflødige fra, så det nærmest kun er billederne, der står tilbage. Det er meget på fotografiets betingelser,« siger han.

Kammer det over og bliver form for formens skyld?

»Nej, det synes jeg ikke, for det er stadig en journalistisk fortælling. Når man kigger siderne igennem, er det ligesom en film, der fanger øjeblikke. Det må aldrig blive ren form, for så er der ingen idé i at bringe det.«

Ifølge Lars Pryds er portrættet fra Bergens Tidende og Star Wars-opslaget i Politiken to eksempler på, hvordan man kan bruge sort/hvid helt forskelligt.

»Her har vi helt rensede og enkle billeder, og med Star Wars-opslaget er der et mylder af informationer og historier,« mener han.

 

Den norske avis Verdens Gang, VG, vandt guld for dens dækning af terrorangrebet i Paris. FOTO: VG / SNDS

VG, NORGE – GULD – BREAKING NEWS

Den Norske avis VG vandt guld for dækningen af terrorangrebet i Paris. Juryen lagde vægt på omfanget og grundigheden.

»Når sådan noget sker, opstår der stor forvirring, og digitalt skal man være hurtig og præcis på samme tid i sin nyhedsdækning. VG formår at skabe et overblik hurtigt,« siger Lars Pryds.

De bruger både grafiske oversigter på kort, hvor det tydeligt og overskueligt er markeret, hvor og hvornår en handling har fundet sted, og så har de lavet små billedserier og filmstumper med vidner på stedet.

»Vi gør det ikke lige så godt herhjemme, VG er virkelig god til at skabe overblik. Det er mit indtryk, at mange danske medier kigger til Norge og forsøger at lære af dem,« siger Lars Pryds.

 

Norske VG vandt også guld for deres historie om faldne nordmænd i Anden Verdenskrig. FOTO: VG / SNDS

VG, NORGE – GULD – ONLINE NEWS COVERAGE

VG fik ligeledes guld for avisens onlinedækning af de faldne, norske soldater fra Anden Verdenskrig. Som en del af dækningen har VG lavet en kollage med de knap 12.000 norske soldater, der faldt under Anden Verdenskrig, og det giver ifølge Lars Pryds et meget stærkt, visuelt udtryk.

»Resultatet er vildt imponerende og også en smule uhyggeligt. Her er rigtig mange mennesker, og når det bliver sat op på denne måde, bliver det pludselig meget overvældende og meget tydeligt, hvor mange der egentlig er tale om,« siger han.

 

Avistillægget HS Teema vandt guld i kategorien Overall Design. FOTO: HS Teema / SNDS

HELSINGIN SANOMAT, FINLAND – GULD – OVERALL DESIGN

HS Teema, som er et magasintillæg til den finske avis Helsingin Sanomat, vandt guld i kategorien ”Overall Design”. Magasintillægget er ikke større end et A5 papir og trykt, så det minder om en lille bog.

»Her har vi et eksempel, hvor det hele fungerer. Typografien er i orden, billedbrugen er i orden, og magasinet er meget konsekvent hele vejen igennem. Forsiden er som regel bygget op på samme måde med et stort ansigt med elementer rundt om, som fortæller noget om historien,« siger Lars Pryds.

Alle eksempler er bragt efter aftale med SNDS

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right