Politiken-journalist vinder principsag om aktindsigt

Politikens journalist Claus Blok Thomsen har fået Landsrettens ord for, at han har ret til at få aktindsigt i en domsafsigelse fra Frederiksberg Ret om rockersupportgruppen AK81. En vigtig afgørelse i forhold til loven om journalisters aktindsigt, mener mediejurist Oluf Jørgensen.

Politikens journalist Claus Blok Thomsen har fået Landsrettens ord for, at han har ret til at få aktindsigt i en domsafsigelse fra Frederiksberg Ret om rockersupportgruppen AK81. En vigtig afgørelse i forhold til loven om journalisters aktindsigt, mener mediejurist Oluf Jørgensen.

Da krimijournalist Claus Blok Thomsen ville lave et portræt af rockersupportgruppen AK81 for at beskrive dens aktiviteter og domme, søgte han aktindsigt i domsafsigelser over gruppens medlemmer i flere af landets retter. Han blev mødt med velvillighed hos Vestre Landsret, Københavns Byret og retten i Herning, der uden problemer udleverede samtlige domsudskrifter.

Men så samarbejdsvillige var de ikke hos Frederiksberg Byret, der valgte at udlevere udskrifterne med samtlige navne overstregede, hvilket gjorde domsafsigelsen umulig at læse. Efter protester fra Claus Blok Thomsen gav Frederiksberg Byret sig delvist, men havde stadig anonymiseret de dømte Ak81'ere ved at benævne dem som A, B, C og så videre.

Det undrer Politiken-journalisten:

»Retsmødet i Frederiksberg Ret var åbent, så det var et navneforbud med tilbagevirkende kraft, de valgte at indføre over for mig.«

Frederiksberg Ret henviste ifølge Claus Blok Thomsen til "sagens karakter" som argument for at sløre de dømtes identiteter, hvilket Landsretten således senere valgte at omstøde, idet anonymisering ifølge Landsretten kun må ske i særlige tilfælde.

Politiken bragte trods censuren fra Frederiksberg alligevel portrættet af AK81 i søndags, men historien kunne have været langt bedre dokumenteret med fuld samarbejdsvilje fra Frederiksberg Ret, mener Claus Blok Thomsen.

»Vi kunne have dokumenteret Jægersborggades (gade i København, red.) betydning for AK81's hashhandel med de rigtige oplysninger,« siger Claus Blok Thomsen.

Mediejurist ved Journalisthøjskolen, Oluf Jørgensen, vurderer, at afgørelsen befæster, at de enkelte retssale ikke selv kan bestemme, hvilke oplysninger de har pligt til at udlevere i forhold til aktindsigt. Journalister har som udgangspunkt ret til at se samtlige oplysninger i retsafgørelser, slår mediejuristen fast.

0 Kommentarer