Amy-sagen, hvor en 12-årig pige blev tvangsfjernet fra sine adoptivforældre, bringer sindene i kog. »Politiken har ikke været interesseret i vores side af sagen,« siger adoptivfar Kenneth Steen. Politikens Dorrit Saietz: »Jeg kontaktede dem halvvejs gennem researchen. De ville ikke medvirke.«
»Sociale sager bør som udgangspunkt ikke foregå i medierne.«
Sådan siger Politikens Dorrit Saietz til journalisten.dk.
Hun har – som den primære journalist på morgenavisen – dækket sagen om 12-årige Amy fra Næstved, der i efteråret blev tvangsfjernet fra sin adoptionsfamilie.
At Politiken alligevel gik ind i sagen, handler om, at avisen blev kontaktet af Børns Vilkår og en centralt placeret ekspert i adoptioner. Begge meldte ud, at sagen var rystende, og "nogen burde kigge på det".
»Derudover så vi de sindssyge billeder af tvangsflytningen. På redaktionen blev vi rystede og sagde til hinanden, at den slags ikke må foregå i Danmark,« siger Dorrit Saietz.
Henvendelsen og indignationen førte til en længere artikelserie, hvor Politiken rullede Amy-sagen op – blandt andet med "centrale dele af sagsakterne" og interviews med Amy.
I flere interviews langer Amy hårdt ud efter sine adoptivforældre – Kenneth og Oxana Steen. Blandt andet kalder Amy sine adoptivforældre for løgnere.
»Vi forstår godt, hvorfor Amy siger de her ting. Hun er faktisk den eneste i sagen, som vi forstår. De andre parter bruger hendes udsagn i deres kamp mod andre. Det er enormt grænseoverskridende,« siger Kenneth Steen.
Han mener sammen med sin hustru, at Dorrit Saietz og Politiken har droppet den gode presseskik, når avisen lader Amy komme til orde i den grad, som hun gør.
»De er ukritiske over for udtalelserne fra et 12-årigt barn, og det er dybt uforståeligt, at Politiken gør det. Det er et svigtet og følelsesmæssigt skadet barn, der taler. Hun er vred på os og tager hævn, fordi vi ikke kunne rumme hende. Man kan finde 1000 børn i Danmark, der vil sige grimme ting om deres forældre. Skal det også bringes i avisen?« siger Kenneth Steen.
I regler for god presseskik styk B står:
"Andres tillid må ikke misbruges. Der bør vises særligt hensyn over for personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser. Andres følelser, uvidenhed eller svigtende herredømme bør ikke misbruges."
Dorrit Saietz, du har bygget flere af artiklerne på interview med Amy. Hvordan stemmer det overens med god presseskik?
»Jeg har talt med Amy masser af gange, og jeg har det indtryk, at hun er en klog 12-årig pige. I modsætning til mange andre børn på hendes alder udtrykker hun sig klart. Hun er ikke forvirret eller rablende. Tværtimod er hun stringent i sine argumenter, hun står fast på sine holdninger, men er samtidig villig – som den eneste i sagen – til at indgå kompromisser,« siger Dorrit Saietz, der ofte interviewer børn i forbindelse med artikler til Politiken.
»Det specielle i den her sag er, at man normalt skal have tilladelse fra forældrene, når man interviewer børn. Det har vi af gode grunde ikke kunnet få her, da det er adoptivforældrene eller Næstved Kommune, der skal give tilladelsen. Derfor diskuterede vi i lang tid, om vi alligevel ville interviewe Amy. Vi kom frem til, at 12-årige også har ret til at blive hørt,« siger Dorrit Saietz.
Hun slår fast, at citaterne og beskrivelserne fra Amy er underbyggede af andre kilder – både skriftlige og mundtlige.
»Vi har været nervøse for at gå galt i byen, så derfor har vi støttet os meget til sagsakterne.«
Dorrit Saietz forklarer i interviewet med journalisten.dk, at hun i begyndelsen af researchen kun havde sagen fra én synsvinkel – Amys – hvilket hun ikke lagde skjul på, da hun halvvejs gennem forløbet kontaktede forældrene for at få den anden side af sagen.
Kenneth Steen mener dog ikke, at Dorrit Saietz reelt var interesseret i deres synsvinkel:
»Vi føler os krænkede som mennesker og som forældre. Politiken har på intet tidspunkt været interesseret i vores udlægning af sagen og vores synspunkter. Og vi er endda de eneste, der har fuld aktindsigt, og som ikke har tavshedspligt.«
Dorrit Saietz svarer:
»Jeg har ihærdigt forsøgt at overtale Kenneth og Oxana Steen til at medvirke og har ført timelange samtaler med dem. Deres version af sagen, som de oplever fra den anden side, bidrager med nuancer til artiklerne i det omfang, deres oplysninger stemmer overens med sagsakterne. Siden vil de gerne deltage alligevel, hvorefter de får et helt opslag i søndagsavisen til at fremstille deres syn på sagen.«
Koger vi sagen helt ned, mener Dorrit Saietz, at den handler om ytringsfrihed:
»Har man som mindreårig ikke ret til at sige sin mening, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet? I sagen med Amy er et barn blevet kastet rundt i systemet, uden at nogen gjorde noget. Det bliver meget højtsvunget, men jeg mener, at en sag som denne er et sted, hvor journaliststanden virkelig kan arbejde som en fjerde statsmagt.«
12 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Daniel og Michael,
Vi er Amys adoptivforældre. Vi er er rigtig glade for, at vores sag er blevet hørt i Pressenævnet.
Politiken og Dorrit Saietz har aldrig været interesseret i vores version af historien og vores synspunkter og henvendte sig til os få dage inden offentliggørelsen af artiklerne, hvor hendes historie var allerede skrevet. Dorrit var ikke interesseret i hverken at høre eller tage de ting op, som ikke var i overensstemmelse med hendes sensationelle, følelsesladede og subjektive historie med meget klar definering af "helte" - plejeforældrene og "skurke" - Næstved kommune og os, adoptivforældrene, og Amy som "offer". Det var tydeligt, at det blot handlede om et sætte "flueben" på, at hun "har talt" med os. Og vi er endda de eneste, der har fuld aktindsigt og samtidig ikke har tavshedspligt sammenlignet fx med Næstved Kommune.
Hun respekterede heller ikke vores ønske om ikke at bringe billeder af vores børn i avisen. Hun tog af sted til Etiopien, hvor hun opsøgte børnenes biologiske mor, og gav håb både til moderen og Amy, om de snart skulle forenes - alt dette uden vores eller kommunens tilladelse, og selv om Danadopt stærkt frarådede hende om at gøre det. Dorrit roder rundt i barnets og familiens følelser ved at være initiativtagende til at etablere denne kontakt uden at have faglig viden og uden at være i standt til at gennemskue konsekvenserne.
Vi er dybt chokeret over Politikens takling af denne sag og manglende etik.
Vi er dybt chokeret over, at medierne i Danmark kan have så stor magt, at de faktisk er i stand til at ødelægge et enkelt menneskes og en families liv i deres jagt efter sensationen!
Det har været ubeskriveligt hårdt for os at læse de artikler - med så mange faktuelle fejl og udokumenterede påstande. Vi er en helt almindelig familie og gode forældre. Det er en meget stor opgave at adoptere et barn på knapt 10 år, og med de vanskeligheder.
Men vi er stadigvæk forhåbningsfulde - vi kan se her og andre steder, at der findes journalister af anden type, som sætter etikken meget højere end Politiken. Og det er vi meget taknemmilige for!
Nej, da. Men man skal høre begge sider. Læser du kendelsen fra Pressenævnet igennem kan du se i Politiken bevidst ikke har fundet det "relevant at indhente klagernes kommentarer." Altså adoptivforældrene.
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=146464
Det stikmodsatte af hvad journalisten bag historierne siger i denne artikel. Vi taler her om personer, der ikke er vandt til at optræde i medierne som er blevet udstillet som løgnere og det som er værre uden at Politiken har gidet at løfte røret. Det mener Politiken at de fortjener en pris for.
Jeg hedder Daniel men skrev forkert.
@ Dan Svensson
At Politiken har fået en over næsen er fint nok - men det siger bare ikke noget om substansen.
Hvis der er tale om en historie, der aldrig burde være fortalt - er der et problem.
Mener du, at det er sådan?
Sikke noget sludder jeg skriver. Politiken får kritik af Pressenævnet fordi de aldrig har hørt forældrene i sagen på trods af artiklerne rummer meget hård kritik af forældrene. Det Politiken siger til Pressenævnet viste sig altså at være nøjagtigt det modsatte af hvad journalisten Dorrit Saietz er citeret for i denne historie. Det er vigtigt det her fordi Politikens historier var hele mediemøllen rundt.
Den her sag fortjener at blive rundet af. Der er for få dage siden faldet dom i Pressenævnet mod Politiken, der indstillede sig selv til Cavling-prisen for historierne, for ikke at høre for ikke at høre forældrene i Amy-sagen. Forældrene havde altså ret - laver Politiken og Journalisten en historie på det, hvilket man vel sådan set skylder sine læsere?
http://www.pressenaevnet.dk/Om-Pressenævnet/Nyheder.aspx?M=News&PID=79&NewsID=7745
Med Venlig Hilsen
En bekendt af familien
Flere