Rejsedeklaration: Politikens rejse og ophold var betalt af Visit Odense. Bureauet har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.

Sådan deklareres en artikel fra Politikens rejseredaktion, som i løbet af sommeren blandt andet har besøgt H.C. Andersens fødeby.

Det er også blevet til besøg på øen Vejrø nord for Lolland, øresundsøen Hven og til Bornholm, som efterfølgende er blevet til rejseartikler i avisen og på politiken.dk.

Fælles for rejseartiklerne er, at Politikens rejse og udgifter er blevet enten delvist eller helt betalt af et lokalt Visit-bureau.

Betalingen fra bureauerne betyder, at Politiken på sin tur til Odense fik dækket udgifterne til togbillet, entré til museer, mad og overnatning.

Af den grund kan det fremstå selvmodsigende, når Politiken skriver, at avisen ikke bliver påvirket redaktionelt, mener Marie Frank-Nielsen, der er seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk.

”Det er svært at se, at det er fuldstændigt redaktionelt uafhængigt, når der er penge involveret. Som udgangspunkt ville jeg have paraderne oppe, selv om avisen skriver, at den ikke har ladet sig påvirke,” siger hun.

Hun understreger, at Politiken med rejsedeklaration har sit på det rene og ikke kan beskyldes for at udøve skjult reklame. Men:

”Det er en virkelig interessant og svær skillelinje. For spørgsmålet er, om Politiken ville have lavet historien, hvis ikke bureauet havde tilbudt at betale turen? Og har de lavet artiklen lige så objektivt, som hvis de ikke havde fået betalt opholdet? Hvis man får noget af nogen, så kommer der ændrede forhold, og så kan det måske være svært at være lige så objektiv,” siger Marie Frank-Nielsen.

Vi har desværre ikke en bundløs kiste

Hos Politiken har det gennem længere tid været kutyme, at rejseredaktionen vælger at tage på ture, som kan være helt eller delvist finansieret af nogle andre end Politiken selv.

”Det gør vi, hvis vi synes, at rejsen er interessant og relevant for vores læsere. Og selvfølgelig hvis dem, der betaler, er indforstået med præmissen om, at det er os, der skriver og redigerer indholdet,” siger Tanja Parker, redaktionschef for Danmark-redaktionen på Politiken, som rejseredaktionen er en del af.

Hun siger, at det både er Visit-bureauerne, der henvender sig til Politiken med bud på, hvad man skal se og opleve, men at det også sker, at Politiken selv henvender sig til bureauerne.

Som eksempel nævner Tanja Parker en rejseartikel fra Lolland-Falster, hvor den pågældende Politiken-journalist henvendte sig til Visit Lolland-Faster, efter at det på redaktionen var besluttet, at man ville tage til landsdelen.

Omvendt var det Visit Odense, som henvendte sig til Politiken med et foreslået program, som blandt andet indebar et besøg til H.C. Andersens Hus samt en udstilling på et museum. Ifølge Tanja Parker blev det endelige program til i samarbejde med Politikens journalist.

Kunne I ikke lige så godt selv have betalt for togbillet, museumsadgang, måltider og overnatning og bare besøgt Odense på egen hånd?

”Det kunne vi muligvis godt. Men så havde vi måske prioriteret ikke at lave noget andet i stedet.”

”Vi har valgt helt generelt at acceptere, at en del af vores rejsejournalistik bliver til med nogle penge fra eksempelvis Visit-bureauer. Det ville da være dejligt, hvis vi bare havde en kiste, der var bundløs og kunne betale alting selv, men sådan forholder det sig ikke. Det er en præmis, vi har valgt at æde.”

Kan det virkelig passe, at en journalist ikke bliver påvirket?

Kan du forstå, hvis man som læser tænker: Gad vide om de havde taget afsted, hvis de ikke havde fået dækket 320 kroner til en togbillet? 

”Jeg kan godt forstå, hvis man principielt tænker, om det virkelig kan passe, at en journalist ikke er påvirket af det, hvis der er andre end arbejdsgiveren, der har betalt for noget. Men præmissen om, at vi ikke ville have taget til Odense, hvis ikke vi havde fået dækket udgifterne, er forkert. Der sker alt muligt interessant i Odense, og når man som os også laver rejsejournalistik med fokus på Danmark, så er det oplagt at tage til Odense.”

Hvornår har I sidst lavet en rejseartikel fra Danmark, hvor I ikke har fået dækket jeres udgifter? Har du nogen nylige eksempler?

”Ja, vi var eksempelvis på Djursland denne sommer. Det var på eget initiativ, hvor transport og overnatning var for egen regning. Vi tog afsted, fordi vi gerne ville se nærmere på området, fordi vi havde hørt, at der var sket en markant udvikling. Vi rejste også sindssygt meget rundt i Danmark på egen regning under corona, fordi det var det, man kunne. Vi lavede en hel bog med rejsetips til dejlige Danmark.”

Det lyder lidt latterligt at få dækket 40 kroner

Sidste år besøgte I på Politiken Hillerød, hvor I blandt andet sejlede på Slotssøen. Sejlturen kostede 40 kroner. Er der en nedre grænse for, hvad I vil tillade at få dækket af et bureau?

”Vi var vistnok på mere end én sejltur i forbindelse med reportagen, men medmindre der er tale om utroligt mange ture, så er det nok småpenge, vi taler om. Det er ikke noget, der ville vælte vores budget, og jeg kan da godt høre, at det lyder lidt latterligt at få dækket 40 kroner.”

Ville du ønske, at I selv havde betalt for det, så I kunne være sluppet for rejsedeklarationen?

”Nej, for så havde vi gjort det. I princippet er det ligegyldigt, om vi får dækket nogle sejladser til småpenge, eller om vi får dækket noget meget dyrt.”

”Man er nødt til at stole på, at vi uanset prisen opfører os journalistisk frit og uafhængigt, når vi er på tur. Og det gør vi også,” lyder det fra Tanja Parker.