Politiken nominerer i år Emma Holten, Anja C. Andersen og Ditte Okman til Politikens Hørups Depatpris, der hylder stærke debattører, der højner og nuancerer den offentlige debat.
Emma Holten er for tiden i gang med en foredragsrække om feministisk økonomi, mens Ditte Okman er vært på radioprogrammet ’Det, vi taler om’. Den sidste nominerede, astrofysiker Anja C. Andersen, er prisbelønnet med sit store engagement i den offentlige debat, og hun kritiserede i stærke vendinger DR, efter at hun havde medvirket i programmet ’Ellen Imellem’.
Det er tre profiler, der er vidt forskellige og markerer sig på forskellige områder i den offentlige debat. Men særligt én ting har de til fælles, mener Politikens opinionsredaktør, fordi alle er med til at ”udvide grænserne for, hvem der kan være i den offentlige debat, og hvordan”, som hun siger til Politiken.
”Den demokratiske debat om vores samfund er ligegyldig, hvis ikke den er for os alle sammen. Og årets tre nominerede har alle gjort et banebrydende stykke arbejde for at vise, hvordan debatten kan blive det. Emma Holten ved at anvise nye måder at deltage i den fælles samtale på, når de traditionelle debatrum bliver destruktive. Ditte Okman ved at skabe et radiorum med plads til de konflikter, væsentlige dagsordner og kritikker, der i traditionel journalistik har været forvist til det såkaldte petitstof. Og Anja C. Andersen ved at bryde forskertabuet mod at sætte dagsorden med en stærk holdning, da hun oplevede selve videnskaben være under angreb,” siger hun.