Ifølge Politiken var noget af den vigtigste information den 2. maj, at chefredaktør Bo Lidegaard havde solgt rettighederne til sin kommende bog til udlandet. Historien var den næstvigtigste ifølge prioriteringen på forsiden. Så vigtig, at omtalen af bogen også fik forsiden på kultursektionen.
Artiklerne er bygget op af citater fra chefredaktøren, der taler om sin egen bog, og fra en direktør i det amerikanske forlag, der netop har købt rettighederne. Der er ikke andre kilder, der udtaler sig. Både forsideplaceringen og manglen på upartiske kilder møder kritik.
»Den massive omtale overdriver betydningen, og man gør sig selv lidt til grin,« siger Bjarke Larsen, der er chefredaktør på Bogbranchens uafhængige fagblad Bogmarkedet.dk.
Historien i Politiken handler om, at rettighederne til Bo Lidegaards kommende bog om de danske jøders flugt til Sverige i 1943 er solgt til det amerikanske forlag Knopf. Forlaget vil udgive bogen i flere lande til september.
»Det er normalt, at medier promoverer deres egne journalister, når de udgiver bøger, og det er ikke så tit, at fagbøger bliver solgt til USA. Så det er ikke en hverdagsbegivenhed, men det er heller ikke så usædvanligt, som Politiken fremstiller det,« siger Bjarke Larsen.
Susanne Gribfeldt arbejder med at sælge bøger til udlandet på forlaget Lindhardt og Ringhof. Hun har aldrig set en artikel om salg af rettigheder blive slået så stort op eller komme på forsiden. Hun er enig med Bjarke Larsen i, at det ikke er hverdag, at man kommer ind på det amerikanske marked:
»Men det er ikke overraskende, at netop den bog bliver solgt, da der er megen interesse for Anden Verdenskrig for tiden, og Bo Lidegaard er et respekteret navn,« siger Susanne Gribfeldt.
Flere lande har også købt rettighederne til Erik Valeurs prisvindende debatroman Det 7. barn. Han er journalist og censor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:
»De studerende skal fortælle, hvordan deres historier skal prioriteres. Hvis en elev var kommet med denne historie og sagt, at den skulle på forsiden, så havde det trukket ned i karakteren, fordi man ikke vil sætte sådan en historie på forsiden. Bøger bliver jo solgt til udlandet hele tiden, og den udkommer først til september. Man får umiddelbart den tanke, at det nok er, fordi chefredaktøren er indblandet,« siger Erik Valeur.
I det interne debatforum på Politiken bliver der også stillet spørgsmålstegn ved, om man havde trykt artiklen på forsiden, hvis den ikke handlede om chefredaktørens bog. Chefredaktør Anne Mette Svane afviser, at de ting har noget med hinanden at gøre:
»Bo Lidegaard har ikke haft noget at gøre med prioriteringen, og grunden til, at vi har prioriteret den højt, er, at det er en god kulturhistorie om en bog, der bliver solgt til seks lande. Jeg anerkender fuldt ud, at det kan virke specielt, når Politikens ansvarshavende chefredaktør er kilde til en historie på forsiden, men hvis historien er god nok, skal det ikke miskreditere ham, at han er chefredaktør,« siger Anne Mette Svane.
Flere journalister på Politiken har i det interne debatforum også stillet spørgsmålstegn ved, om historien er så god, når man ikke har andre end forfatteren selv og forlagsredaktøren som kilder på historien. Blandt de kilder, som journalisten har snakket med, er der heller ikke nogen, der beskriver det som en begivenhed med særlig stor nyhedsværdi, at en forfatter sælger rettighederne til en historisk bog i udlandet.
Anne Mette Svane forklarer, at hun er enig i, at det havde klædt historien med en ekstra kilde, uden at det dog er problematisk, som historien fremstår i dag. Politiken har en ambition om at få meget kulturstof på forsiden, og det er i den kontekst, at man skal se prioriteringen:
»Den er en to’er på forsiden og ikke lagt op som en bærende historie. Vi behøver heller ikke have kilder, der skal skrive i stentavler, at det er forsidestof. Vi vurderer selv, om det er noget, der er vigtigt og interesserer mange af vores læsere,« siger Anne Mette Svane.
Er det ikke vigtigt at have en upartisk kilde, der kvalificerer det, som forfatteren og forlagsdirektøren siger om et produkt, de selv har økonomiske interesser i?
»Vi kunne også sagtens have interviewet Jussi Adler Olsen og hans forlagsredaktør som de eneste i en historie om, hvor godt det går for hans bøger,« siger Anne Mette Svane. s
Politiken giver forside til redaktørens egen bog
Ifølge Politiken var noget af den vigtigste information d. 2. maj, at chefredaktør Bo Lidegaard havde solgt rettighederne til sin kommende bog til udlandet. Historien var den næstvigtigste ifølge prioriteringen på forsiden. Så vigtig, at omtalen af bogen også fik forsiden på kultursektionen.
Artiklerne er bygget op af citater fra chefredaktøren, der taler om sin egen bog, og fra en direktør i det amerikanske forlag, der netop har købt rettighederne. Der er ikke andre kilder, der udtaler sig. Både forsideplaceringen og manglen på upartiske kilder møder kritik.
»Den massive omtale overdriver betydningen, og man gør sig selv lidt til grin,« siger Bjarke Larsen, der er chefredaktør på Bogbranchens uafhængige fagblad Bogmarkedet.dk.
Historien i Politiken handler om, at rettighederne til Bo Lidegaards kommende bog om de danske jøders flugt til i 1943 er solgt til det amerikanske forlag Knopf. Forlaget vil udgive bogen i flere lande til september.
»Det er normalt, at medier promoverer deres egne journalister, når de udgiver bøger, og det er ikke så tit at fagbøger bliver solgt til USA. Så det er ikke en hverdagsbegivenhed, men det er heller ikke så usædvanligt, som Politiken fremstiller det,« siger Bjarke Larsen.
Susanne Gribfeldt arbejder med at sælge bøger til udlandet på forlaget Lindhardt og Ringhof. Hun har aldrig set, en artikel om salg af rettigheder blive slået så stort op eller komme på forsiden. Hun er enig med Bjarke Larsen i, at det ikke er hverdag, at man kommer ind på det amerikanske marked:
»Men det er ikke overraskende, at netop den bog bliver solgt, da der er megen interesse for anden verdenskrig for tiden, og Bo Lidegaard er et respekteret navn,« siger Susanne Gribfeldt.
Flere lande har også købt rettighederne til Erik Valeurs prisvindende debatroman Det 7. barn. Han er journalist og censor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:
»De studerende skal fortælle, hvordan deres historier skal prioriteres. Hvis en elev var kommet med denne historie og sagt den skulle på forsiden, så havde det trukket ned i karakteren, fordi man ikke vil sætte sådan en historie på forsiden. Bøger bliver jo solgt til udlandet hele tiden, og den udkommer først til september. Man får umiddelbart den tanke, at det nok er fordi chefredaktøren er indblandet,« siger Erik Valeur.
I det interne debatforum på Politiken bliver der også stillet spørgsmålstegn ved, om man havde trykt artiklen på forsiden, hvis den ikke handlede om chefredaktørens bog. Chefredaktør Anne Mette Svane afviser at de ting har noget med hinanden at gøre:
»Bo Lidegaard har ikke haft noget at gøre med prioriteringen, og grunden til, at vi har prioriteret den højt, er, at det er en god kulturhistorie om en bog, der bliver solgt til seks lande. Jeg anerkender fuldt ud, at det kan virke specielt, når Politikens ansvarshavende chefredaktør er kilde til en historie på forsiden, men hvis historien er god nok, skal det ikke miskreditere ham, at han er chefredaktør, « siger Anne Mette Svane.
Flere journalister på Politiken har i det interne debatforum også stillet spørgsmålstegn ved om historien er så god, når man ikke har andre end forfatteren selv og forlagsredaktøren som kilder på historien. Blandt de kilder, som journalisten har snakket med, er der heller ikke nogen, der beskriver det som en begivenhed med særlig stor nyhedsværdi, at en forfatter sælger rettighederne til en historisk bog i udlandet.
Anne Mette Svane forklarer, at hun er enig i, at det havde klædt historien med en ekstra kilde, uden at det dog er problematisk som historien fremstår i dag. Politiken har en ambition om, at få meget kulturstof på forsiden, og det er i den kontekst, at man skal se prioriteringen:
»Den er en to’er på forsiden og ikke lagt op som en bærende historie. Vi behøver heller ikke have kilder, der skal skrive i stentavler, at det er forsidestof. Vi vurderer selv, om det er noget, der er vigtigt og interesserer mange af vores læsere,« siger Anne Mette Svane.
Er det ikke vigtigt, at have en upartisk kilde, der kvalificerer det, som forfatteren og forlagsdirektøren siger om et produkt, de selv har økonomiske interesser i?
»Vi kunne også sagtens have interviewet Jussi Adler Olsen og hans forlagsredaktør som de eneste i en historie om, hvor godt det går for hans bøger,« siger Anne Mette Svane.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tillykke til Bo Lidegaard, men at en velskrivende dansk chefredaktør fra netop Politiken får udgivet en bog om jøder under Anden Verdenskrig i USA er altså kun forventeligt. Også fordi der står en dansk fiskerkutter lige ved indgangen til Holocaustmuseet i Jerusalem. Jøder elsker myten om de danske fiskere, der uselvisk trodsede faren for at redde de forfulgte jøder. Jeg har ikke en mødt en amerikansk møde, der vidste at de fleste jøder måtte betale for flugten ligesom så mange andre i lignende situationer i nutiden.
Jeg er da sikker på, at mange af avisens læsere, især de jødiske, fandt prioriteringen helt rigtig.
Det er flot, at Bo Lidegaard har solgt en bog til udlandet, og jeg er sikker på, at Politikens dækning kan være med til at sikre, at bogen også bliver en økonomisk succes.
»Vi kunne også sagtens have interviewet Jussi Adler Olsen og hans forlagsredaktør som de eneste i en historie om, hvor godt det går for hans bøger,« siger Anne Mette Svane.
Det er ikke, fordi det er meget bedre. Det virker ikke, som om Anne Mette Svane forstår, hvad problemet er. Jussi Adler Olsen er ikke Politikens ansvarshavende chefredaktør, så hvordan hænger den sammenligning sammen?
"Anne Mette Svane forklarer, at hun er enig i, at det havde klædt historien med en ekstra kilde" - mere havde hun vel ikke behøvet at sige. Men hvis vi kigger på det, Bjarke Larsen, Susanne Gribfeldt og Erik Valeuer siger ovenfor, kan vi måske lære noget om, HVORFOR de andre ikke blev spurgt.