Politiken vil fortsætte en fotoserie, hvor tidligere voldtægtsofre bliver fotograferet nøgne på gerningsstedet, og har i den forbindelse sat en eftersøgning i gang på Facebook.

Og den eftersøgning møder hård kritik fra organisation Voldtægtofres Vilkår.

I opslaget, der også er delt på Politiken-journalistens profil på Facebook, lyder det, at Politiken vil lave en billedserie med 8-10 kvinder, der vil fortælle deres historie, som kort vil blive bragt med billedet.

”Derudover skal du selv være med til at sætte ord på, hvad billedet reflekterer for dig,” står der i opslaget.

Det bliver forklaret, at idéen udspringer af en stor søndagsartikel, Politiken bragte 29. august i år. Her var kvinderne affotograferet nøgne og med skjulte ansigter – og altså på det gerningssted, hvor voldtægten fandt sted. Det er det, der skal gentages i billedserien, som muligvis bliver til en udstilling.

”Vi skal IKKE rekonstruere overgrebet. Vi skal sammen skabe et billede, hvor det er kroppen, der taler – eller skriger. Billedet skal fortælle os noget, som er svært at beskrive med ord. Og det arbejder vi os frem til i fællesskab, så alle bliver glade for resultatet,” står der i opslaget.

Der står til gengæld ikke, hvad det er for en historie, Politiken gerne vil fortælle. Og det møder kritik.

”Hvis du rækker ud til voldtægtsofre, er du nødt til at forklare, hvorfor du synes, at det er vigtigt, at vi fortæller vores historier ved at tage tøjet af og fortælle om noget, der kan være retraumatiserende,” siger Kathrine Storgaard Carlsen, der er bestyrelsesmedlem i Voldtægtofres Vilkår.

Efterlyser kompetencer til at håndtere traume

I opslaget er det beskrevet, at kvinden i første omgang kan tale uforpligtende med journalisten, og at fotografen først senere bliver koblet på ude på gerningsstedet, hvor kvinden er velkommen til at have en ven med.

Men det er ikke en situation, som Kathrine Storgaard Carlsen ville være tryg ved.

”En journalist og en fotograf er ikke som udgangspunkt uddannet til at håndtere et angstanfald, og det kan godt opstå i den situation. Der mangler opmærksomhed på, at det er sensitivt.”

”Problemet er, at de ikke udtrykker overvejelserne omkring, hvad det kan give af reaktioner, når et voldtægtsoffer genbesøger gerningsstedet. Det skal håndteres professionelt, for nogle udvikler PTSD eller angst efter en voldtægt.”

Det er jo helt frivilligt, om man stiller op. Kan man ikke bare lade været med det?

”Når man er voldtægtsoffer, er man traumatiseret og ved ikke nødvendigvis, hvad der sker i situationen, selv om man frivilligt har sagt ja. Man bør i Politikens tilfælde være klædt på til at håndtere det.”

Bør selv bestemme motivet

Organisationen undrer sig samtidig over, hvorfor Politiken ikke lader kvinderne være med til at bestemme, hvordan deres individuelle historie bliver fortalt og formidlet visuelt.

”Når konceptet er så rigidt fastlagt på forhånd, oplever vi det i højere grad som deres fortolkning af kvindens traume. Hvorfor skal ansigtet nødvendigvis være gemt? Hvorfor må jeg ikke have tøj på? Hvorfor skal gerningsstedet lægge rammerne om billedet?”

”Det her er en ikke-åben tilgang. Og den er usensitiv,” siger Kathrine Storgaard Carlsen.

Derudover vækker det kritik fra organisationen, at Politikens journalist har lagt billederne af de to nøgne kvinder ind i den lukkede Facebook-gruppe.

”Mange oplever det som grænseoverskridende at dele billederne i det private rum på Facebook, og det kan være med til at retraumatisere bare at se på de fotos. Lukkede Facebook-grupper er ikke det samme som at åbne en avis.”

Fotochef: Ingen skumle bagtanker

På Politiken fortæller fotochef Peter Hove Olesen, at de har gjort, hvad de kunne for at fare med lempe og gå ad de rette kanaler i forbindelse med både deres facebookopslag og fotografering af kvinderne.

”Vi har ingen som helst skumle bagtanker eller grumme intentioner. Men vi forstår jo godt den uro, det kan skabe, for det ER et delikat emne. Derfor har vi også været ekstra forsigtige, og det var jo oprindeligt en af vores kilder, der foreslog, at hun ville portrætteres på denne måde,” siger han.

Han understreger, at opslaget i den lukkede facebookgruppe var godkendt og publiceret af gruppens egen administrator, som de også har spurgt til råds.

”Jeg har svært ved at se, hvordan vi ellers skulle have gjort det,” siger Peter Hove Olesen.

Men hvorfor har I på forhånd lagt jer fast på, hvordan ofrene skal portrætteres? Hvorfor har de ikke medbestemmelse?

”Men det er jo netop det, de faktisk har, i og med at de selv henvender sig til os. Vi går ikke ud og beder nogen fortælle om en voldtægt for så bagefter at sige, at du i øvrigt skal være nøgen og tilbage på gerningsstedet. I det synes jeg, at der ligger en respekt for kvinderne. Det er dem, der fortæller deres egen historie,” siger han.

Overvældende respons

Fotochefen fortæller, at Politiken ikke har fået nogen direkte henvendelser fra kvinder, der syntes, at deres opslag var ubehageligt. Til gengæld har de fået 30 henvendelser fra kvinder, der gerne ville høre mere om projektet. Seks af dem er blevet fotograferet.

”Responsen fra dem er mildest talt overvældende. De har været meget glade for det og har hele vejen selv haft medbestemmelse på, hvordan de gerne vil fremstå, og hvordan deres følelser omkring overgrebet formidles bedst,” siger han.

Undervejs har kvinderne hele tiden haft mulighed for at springe fra, hvis de fortrød deres medvirken, ligesom de har haft mulighed for at se alle billederne igennem.

”Journalister og fotografer er jo meget ofte til stede midt i folks sorg og følelsesliv, så reaktionerne har vi håndteret, ligesom vi håndterer den slags normalt. Og vi har oplevet stor tiltro fra kvinderne til, at det kan vi godt håndtere,” siger Peter Hove Olesen.