Politiken bringer i dag en rettelse, efter at avisen i søndags påstod, at B.T. havde Helle Thorning-Schmidts fortrolige skattesag en måned før valget. Der er sket en misforståelse, men historien holder, lyder det fra Politiken. De har skrevet historien mod bedre vidende, mener chefredaktør på B.T. (Rettet)
Den er blevet kaldt tilsvining. Den er blevet kaldt ulødig. Men værst af alt – den er blevet kaldt politisk motiveret.
Historien om, at Helle Thorning-Schmidt har fået uberettigede fradrag i seks år, ramte forsiden af B.T. blot en uge før valget. Artiklerne havde potentiale til at blive en bombe i valgkampen, og B.T. blev fra flere sider anklaget for med vilje at smide historien på det mest opportune øjeblik for blå blok.
B.T. forsvarede sig. De kunne ikke skrive historien før, fordi dokumentationen ikke var på plads. Men den påstand rykkede Politiken ved i søndags. Her påstod en professor i skatteret, Aage Michelsen, at B.T. en hel måned før valget havde sendt ham dokumentet med Helle Thornings skattesag. Olav Skaaning Andersen, chefredaktør på B.T. afviste historien, men ønskede ikke at komme nærmere ind på, præcis hvornår skatteafgørelsen kom B.T. i hænde.
I dag måtte Politiken i afdelingen for Fejl og Fakta så rette ind. Ifølge en redegørelse fra professoren, Aage Michelsen, modtog han først dokumentet fra B.T. den 31. august – ikke en måned, men blot 16 dage før valget. Bo Maltesen, der sammen med Hans Davidsen-Nielsen har skrevet historierne til Politiken, beklager fejlen.
Hvordan endte den fejl i avisen?
»Vi taler med Aage Michelsen for to uger siden, og det er de citater, vi gengiver i avisen i søndags. Når vi efterfølgende er gået ind og har lyttet båndet igennem, kan vi høre, at der kan være tale om en misforståelse. Man kan forstå professorens udtalelser på båndet på to måder: Enten, at B.T. sendte ham dokumentet omkring en måned før valget, eller også kan man forstå det sådan, at han vurderer, at B.T. har haft det omkring en måned før valget. Vi skriver det første, det er objektivt forkert, og det beklager vi og retter i Politiken tirsdag. Men Aage Michelsen fastholder samtidig, at ifølge hans vurdering har B.T. haft dokumenterne i omkring en måned før valget, så historien holder,« siger Bo Maltesen til Journalisten.dk.
Hvorfor prøvede i ikke at dokumentere Aage Michelsens udsagn ved at tjekke mailen?
»Vi havde intet grundlag for at betvivle Aage Michelsens udsagn, men da han tjekker sin mail søndag, kan han se, at han modtog materialet 16 dage før valget. Det er selvfølgelig altid kedeligt at skrive noget forkert i avisen, og det er så det, vi retter i dag.«
Trods vedholdende forsøg er det ikke lykkedes Journalisten.dk at komme i kontakt med Aage Michelsen. Men vi har set den redegørelse, professor Aage Michelsen har skrevet om sagen til Politiken og B.T. Her fremgår det, at professoren skulle have modtaget en mail fra B.T.s redaktionschef Simon Andersen om morgenen den 31. august.
Men professoren hævder i sin redegørelse, at B.T. allerede ringede “i slutningen af august” for at bede ham kommentere på Skats afgørelse af Helle Thornings skattesag, som avisen ifølge professoren på det tidspunkt var i besiddelse af.
Hvorfor skriver i denne historie uden at have tilbundsgående dokumentation for det?
»Jeg ville sidde fyldt med bondeanger, hvis vi havde skrevet noget, der var helt ude i hampen i forhold til virkeligheden. Men historien holder stadigvæk, for Aage Michelsen står fast på det aller vigtigste i historien – han fastholder, at B.T. har kontaktet ham omkring en måned inden valget, og det citerer vi ham loyalt for. Aage Michelsen er professor og en anerkendt skatteekspert i dette land. Hvor lang tid før, B.T. har ringet til ham, kan vi ikke dokumentere. Men når han siger, at han er blevet ringet op af B.T. omkring en måned inden valget, så stoler vi naturligvis på ham.«
Af hensyn til kildebeskyttelsen ønsker Bo Maltesen ikke at oplyse, om Politiken fra andre kilder har hørt, om B.T. kontaktede dem en måned inden valget.
Er det okay at mistænkeliggøre B.T. på det grundlag?
»Vi har ikke mistænkeliggjort B.T. Vi har viderebragt citater fra en mand, der fortæller og nu fastholder, at B.T. kontaktede ham omkring en måned før valget. Det har vi så forelagt B.T., og vi refererer deres svar. Jeg har absolut intet problem med, at vi har skrevet, som vi har skrevet. Jeg mener, at B.T.’s træden uden om spørgsmålet om, hvornår de har fået dokumentet, er en bekræftelse af, at de har haft det i hænde før, de sendte det til Aage Michelsen. Hvorfor siger de ikke, hvornår de har fået det? Hvorfor ikke bare dementere? Så havde der ikke været nogen historie,« siger Bo Maltesen.
På B.T. mener chefredaktør Olav Skaaning Andersen, at Politiken bragte historien mod bedre vidende.
»Jeg er stadig chokeret over, hvor lemfældigt Politiken omgås fakta. Selv om jeg i sidste uge utvetydigt havde fortalt Politikens journalist, at oplysningerne var ukorrekte, kørte de bare videre og trykte en forkert historie, der var baseret på én utroværdig kilde. Det er jeg altså slet ikke imponeret af,« skriverOlav Skaaning Andersen i en mail til Journalisten.dk.
Han mener ikke, Politiken har gjort nok for at rette op på den skade, de har forvoldt.
»Jeg er da glad for, at Politiken har erkendt deres fejl, men det ville klæde dem også at rette den utvetydigt. For skaden er jo sket. Historien kørte i alle medier hele weekenden, og Politiken har på et fuldstændig uberettiget grundlag søgt at betvivle B.T. journalistiske motiver i denne sag.«
Opdateret 14:14 med udtalelser fra Olav Skaaning Andersen.
Rettet 16:28: Journalisten.dk har ikke talt med Olav Skaaning Andersen, men har modtaget hans kommentar over mail.
17 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak for kvalificeret input.
En anden grund til, at jeg efterspurgte tanker om kildekritik er, at lækagesagerne også har en anden ting til fælles.
Her er journalisterne alle gået efter den såkaldt 'lille historie', kildens informationer, i stedet for den 'store historie', at en centralt placeret kilde lækker informationer belagt med tavshedspligt til skade eller nytte for en given politiker. Kort sagt informationer, der utvivlsomt lækkes, som led i en politisk motiveret kampagne og hvor man som journalist må være helt klar over, at man bliver udnyttet af kilden.
Det samme modus operandi genfinder vi senest i sagen om Henrik Sass-Larsen, hvor informationer fra Politiets Efterretningstjeneste om en ministerkandidats sikkerhedsgodkendelse, det vil sige strengt fortrolige informationer, der udelukkende er beregnet for ledelsen i statsministeriet og en ganske snæver kreds af personer, på forunderligste vis finder vej til udvalgte dele af pressen.
Hvorfor fravælger man i alle disse sager den store historie?
Skyldes det måske frygten for i fremtiden, at gå glip af historier fra regeringskilder? Og hvis ja, hvor sundt er dette afhængighedsforhold så for den såkaldt frie presse og den brede offentlighed?
Selvfølgelig skal journalister motivgranske - det står nærmest på side 1 i lærebogen, og der bliver undervist i det på journalisthøjskolen. Alle kilder har et motiv. Nogle vil bare gerne dele ud af deres viden til almenvellets bedste, andre vil promovere sig selv, en del har en sag, de brænder for, enkelte vil skade andre OG promovere sig selv, og nogle få vil bare skade andre.
Hvis historien er god nok - og her mener jeg væsentlig og vigtig nok og er fuldt bevidst om elasticiteten i det begreb - har jeg intet problem med, at kilden har et mindre pænt motiv. Men det kræver samtidig, at man gør sig ekstra umage med at verificere oplysningerne OG tjekke, om der skulle være en slags motiv bag motivet, der ikke er oplagt ved første gennemgang.
Og efter min mening skal man gøre sig allermest umage med at tjekke og være kritisk, når det er en kilde, man enten sympatiserer med, eller som kommer med en historie, der er en våd drøm. I de tilfælde kan ens egne blinde vinkler for let komme til at dominere, hvis man ikke er opmærksom og kritisk over for sig selv og historien.
Bedste hilsner
Susanne
Lutter gode kommentarer. Jeg må da også selv erkende, at verden måske er mindre sort og hvid end jeg først antog. Og tak for det.
Men jeg synes der mangler et væsentligt perspektiv. Et perspektiv, der går igen i en række af de andre lækagesager, der har trukket overskrifter de sidste par år.
Jeg taler selvfølgelig om mediernes egen kildekritik. Når en kilde henvender sig med en historie, der har til formål enten at sværte eller styrke en given politiker eller offentligt kendt person, hvordan er procedurerne så? Hvilke tanker gør et medie sig om eventuelt, at lade sig (mis)bruge i politisk øjemed? Er den, i visse personers øjne, gode historie altid det bærende og burde man ikke ind imellem takke nej som journalist, når kildens motiv er så åbenlyst, som det ofte er i disse sager?
Og ja, jeg ved godt, at journalister ikke skal motivsøge hos kilder og at 'vi jo bare skriver historien'. Men den holder altså ikke længere i den ny medievirkelighed, hvor særlige rådgivere, politiske kommentatorer og journalister i stadig større grad sætter dagsordenen.
Jeg efterlyser simpelthen en mere principiel diskussion om brugen af kilder. Så byd frisk ind med et par bevingede ord.
mht timingen: Naturligvis giver timingen anledning til debat, for selvfølgelig er det diskutabelt. Men jeg vil vove den påstand at samtlige større historier under valgkampen er blevet bragt med timing/størst gennemslagskraft/størst dagsordensættende mulighed in mente.
Vil jeg klandre B.T. for at søge størst mulig gennemslagskraft? Næh.
Vil jeg kladre B.T. at de bruger tid på at få tjekket historien inden de bringer den? Næh. Og her går jeg naturligvis med på B.T.'s påstand om, at det er det, de bruger tiden på.
Vil jeg frikende B.T. for politisk bias? Tjaaa, faktisk ja, når man kigger tilbage over de sidste par år, så skyder de da med spredehagl i det politiske spektrum. At de så også skyder med løst krudt ind imellem, det er bare ikke godt nok, men realitisk set er det også hvad der sker med de hardhitters, de har gående. Nogle er mere fritgående missiler end andre.
Har B.T. skarpvinklet og skåret igennem benet? Tja, Læs Susannes Sayers glimrende kommentar.
Umiddelbart efter at historien blev offentliggjort i BT havde Jyllands-Posten en større dækning af sagen, så vidt jeg husker søndagen efter.
Heraf fremgik, at JP - for netop at undersøge om der var indikationer for at BT havde "gemt" sagen til efter at valget var udskrevet - havde henvendt sig til samtlige de eksperter, som BT havde henvist til, for at høre hvornår BT havde rettet henvendelse til dem for at høre om deres vurdering. Så vidt jeg husker det var svarene enslydende, at "eksperterne" var blevet kontaktet ca. 1 uge før historien blev trykt i BT. Altså ikke en indikation på, at sagen var gemt til den ville kunne eksplodere i valgkampen. Tværtimod en sag, som i hast var blevet researchet og bragt.
I mine øjne - og jeg er ikke journalist - er denne fremgangsmåde hensigtsmæssig og solid at anvende i forsøget på at gå bag om, og vurdere, BT´s motiver for sagens dækning og timing på.
Det kan man imidlertid ikke påstå om Politikens arbejde i sagen, der underbygger at hvor der er en (ond) vilje er der en vej. Sagen er ringe researchet og selektivt vinklet fra Politikens side.
I betragtning af den anklagende og moraliserende pegefinger hvormed Politiken fra sin piedestal sædvanligvis adresserer sin omverden er det påfaldende, at der ikke prompte er faldet en undskyldning for, at man har "trukket vod" efter den mest belastende forklaring, undladt at tjekke den, og bragt den i avisen med den følge, at man får anklaget en kollega/konkurrent for at politisere og gå "blå bloks" ærinde.
Om sagens substans er der at sige, at der er indtrådt forældelse. Det betyder, at der ikke kan ske genoptagelse. Det betyder derimod ikke, at fradraget var berettiget eller at skattereglerne var fulgt. I andre sammenhænge (og ikke mindst på skatteområdet) er det sådan, at man har pligt til at kende loven uanset hvor uigennemskuelig den er. Urimeligt eller ej - sådan er det. Ukendskab diskulperer ikke. Ydermere er der - ikke mindst i skatteretlige sammenhænge - den erfaring, at når der begås fejl tilgodeser fejlen altovervejende den, der begår den. Den omtalte sag bekræfter denne iagttagelse.
Politiken dumper hver dag ned i min postkasse. Jeg undrer mig jævnligt over hvorfor.
Flere