Politiken og avisens tidligere chefredaktør Bo Lidegaard har gjort sig skyldig i injurier. Det fastslår Københavns Byret.
Sagen udspringer af en artikel fra 2012, hvor Politiken uden nærmere dokumentation viderebragte en historieforskers mistanke om, at journalist Per Michaelsen skulle have været Stasi-agent under den kolde krig.
Københavns Byret har dømt Bo Lidegaard til at betale en tort-erstatning på 100.000 kr. til Per Michaelsen samt 10 dagbøder af 1.000 kr. Men Bo Lidegaard slipper for den fængselsstraf, som Per Michaelsen også havde krævet i sit sagsanlæg.
»Når man tager en retssag, så er det fordi, man håber at vinde. Men nu har retten talt, og jeg tager dommen til efterretning. Nu vil jeg tage mig tid til at nærlæse dommen i sin helhed, og så vil vi tage stilling til, hvad der skal ske, og hvorvidt vi vil anke dommen,« siger Bo Lidegaard til Journalisten.
Byretten har lagt vægt på, at Politiken har fremsat en ærekrænkende sigtelse:
”Der hvilede på et for spinkelt grundlag og som sigtelsens alvor taget i betragtning ikke kunne anses for berettiget ud fra hensynet til pressens ytringsfrihed og mediernes funktion,” skriver Københavns Byret i en pressemeddelelse.
Retten har desuden lagt vægt på, at Bo Lidegaard var bekendt med, at koldkrigsforskeren hverken ville be- eller afkræfte identiteten på den person, som han mistænker for at have været Stasi-agent.
»At blive angrebet for noget, der kan give livsvarigt fængsel. Hvordan kan Bo Lidegaard finde på at trykke det uden nogen form for dokumentation?,« sagde Per Michaelsen under et af retsmøderne i sidste måned ifølge Ritzau.
»Per Michaelsen er en lettet mand. Han er glad for, at der er blevet sat punktum i sagen, og at han er blevet renset for beskyldningerne. Vi vil ikke anke sagen for at flytte nogle cifre på en tort-erstatning. Men hvis Bo Lidegaard anker sagen, så vil vi forsøge at få retten til at skærpe erstatningen,« siger Per Michaelsens advokat Jakob Lund Poulsen.
Det handler sagen om
”Kendt journalist og Stasi-jæger mistænkes for at være storspionen, alle leder efter”. Sådan lød overskriften i dagbladet Politiken den 26. maj 2012.
Her udråbte Politiken den 73-årige journalist Per Michaelsen til at være den mand, som koldkrigsforskeren Thomas Wegener Friis fra Syddansk Universitet mistænker for at have været en dansk storspion for den østtyske sikkerhedstjeneste Stasi.
Dermed skulle Per Michaelsen angiveligt have drevet et utroligt dobbeltspil. Han er selv blevet kendt for sine artikler og bøger om danskere, der har været hemmeligt i tjeneste for Stasi.
Thomas Wegener Friis rejste selv mistanken om en dansk storspion i BT i april 2012, men forskeren ville ikke sætte navn på, fordi han ikke havde tilstrækkelig dokumentation.
Men Politiken satte måneden efter navn på, fordi avisen havde opsnappet, at Thomas Wegener Friis havde røbet navnet over for to kolleger på Syddansk Universitet. Da Politiken bragte historien, ville Thomas Wegener Friis hverken af- eller bekræfte navnet Per Michaelsen. Du kan se en mere grundig beskrivelse af forløbet her.
I september 2012 kritiserede Pressenævnet Politiken for at publicere en så alvorlig beskyldning uden nærmere dokumentation.
Derefter anlagde Per Michaelsen en injuriesag mod Politiken med krav om erstatning på 300.000 kr. og en ubetinget fængselsdom til avisens daværende chefredaktør Bo Lidegaard.
Senest opdateret klokken 14.24 med kommentar fra Per Michaelsens advokat.
11 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg må helt tilslutte mig Jesper Pedersens efterlysning rettet til Christian Vangsø Bentzen: Hvad er kilden til de rygte ang Lidegaard ? For mig at se er det ganske enkelt en løgn, som spredes. Journalister på Politiken var meget aktive med at ringe til mulige kilder og der var spekulative artikler i avisen inden den kriminelle. Hvis Lidegaard var hovedkilden er det underligt med den aktivitet.
Christian: hvorfra ved vi at Lidegaard pressede historien igennem? Smid gerne et link, hvis det er dokumenteret et eller andet sted. At Lidegaard er dømt kan ikke bruges i regnestykket, da han som ansvarshavende ville være dømt uanset hans faktiske rolle, så det underminerer sådan set bare dit argument, hvis det indgår som præmis. Mht at han ikke længere er ansat, hvad ved du som det, siden du også inddrager det i regnestykket? Er det gætværk eller viden?
Jørgen: Wegener gik netop ikke i medierne og ville i øvrigt ikke forholde sig til von høren sagen.
Utrænede læsere tolker at der må være noget om snakken siden Wegener ikke prompte afviser påstanden.
Trænede læsere ved jo godt at Wegener slet ikke ville deltage i historien og derfor hverken ville be- eller afkræfte nævenyttige spørgsmål.
Jeg er meget enig i at Hans D-N var på mere end bare dybt vand - faktisk langt udover sejlrenden.
Hvad man må formode er sandt, baseret på at journalister vitterligt er nogle sladre-tanter, er at Hans D-N fik historien af Lidegaard himself.
Det er i sig selv problematisk at en ansvarshavende chefredaktør fodrer en profileret journalist med en historie som muligvis er sand desuagtet at der er præcist nul kilder der understøtter den.
Jesper Pedersen spørger om om Lidegaard har "presset historien igennem" og det ved vi at han de facto gjorde.
Han er ligeledes straffet af en domstol men ikke længere ansat.
Do the math :-)
Må sige jeg bakker op om Dragsdahls pointe og undren. Hvorfor tager Journalisten ikke den etiske problemstilling op på andet end det juridiske niveau? Det ville bestemt være interessant at undersøge, hvordan sådan en historie kan opstå. Er det virkelig en journalist, der med det tynde kildegrundlag, har fået kæmpet sin historie igennem? Hvis det er tilfældet så står det skidt til med den journalistiske etik på Politiken. Skulle det omvendt vise sig at Lidegaard har presset historien igennem er det også en interessant historie.
cHRISTIAN vANGSØ BENTSEN Jeg uddyber gerne, hvis det skulle blive nødvendigt, hvad jeg skrev ang Wegener Friis og Jensen. Men det er en afledningsmanøvre fra din side. Det centrale er, hvorvidt journalisterne og redaktionen på Politiken har udvist den nødvendige omhu. Lidegaard har tidligere udtalt, at Bent Jensen begår "voldtægt" på sine kilder. Det burde haver afskrækket avisen fra at gøre ham til kilde - endog en anonym. Wegener Friis har ofte været ude i medierne med ganske vilde påstande. Det burde også have opmuntret til en vis varsomhed. Tilsyneladende har denne affære medført, at han nu ikke længere søger omtale, så lidt selverkendelse eller pres fra nogen er altså indtrådt. Også karakteren af Wegener Friis udtalelserne til BT burde have afskrækket journalisterne, da de ikke kunne finde yderligere. Hvorfor gik manden i medierne med noget, som han ikke have dokumentation for? Og mig bekendt har ingen senere, trods forsøg, fundet noget lignende i Stasi arkivet. Rygtespredningen fortsætter trods dommen, hvor Berlingske får skrevet, at kun Per Michaelsen ved, hvorvidt anklagen er sand. Nej, vi bør alle vide, at den er usand indtil det modsatte er bevist, Hvis jeg nu f.eks. skrev, at Vangsø Bentsen nok er den eneste, som ved, hvorvidt det er sandt, at (.....) - udfyld selvparantesen. Der er virkelig brug for etisk oprydning ijournalisters adfærd og tankegang.
Flere