Tirsdag skiftede politiken.dk næsten umærkeligt udseende. Navigationen på siden er lavet om, der er kommet ny typografi – og så er kultur- og forbrugersiderne ibyen.dk og tjek.dk blevet en del af politiken.dk
»Tirsdag tog vi det første skridt mod et bedre politiken.dk. Når man tænker på, hvor galt det kan gå, er det gået godt. Vi er ikke helt på plads, men vi synes, at det var vigtigt at komme ud og se det leve,« fortæller Frederik Storm, som har stået for projektet sammen med informationsarkitekt Lars Damgaard, udviklingschef Anders Emil Møller og resten af Politikens udviklingsafdeling.
Han vil ikke betegne omlægningen som et ”redesign”, men en ”tiltrængt løbende forbedring”.
I det nye look er navigationsknapperne ”nyheder”, ”kultur” og ”sport” i toppen af siden fjernet, fordi de blev brugt for lidt. Og logoet er ændret fra ”Politiken.dk” til blot ”Politiken”
»Vi ønsker, at Politiken skal tale med én stemme,« siger Frederik Storm, der peger på, at der også er skåret i antallet af farver.
»Ibyens farve var pink, tjek.dk brugte blå – og sporten og kulturen havde også deres egen farve. Til sidst var der ikke flere farver tilbage,« siger Frederik Storm.
I stedet er de tre gennemgående farver på hele sitet rød, sort og hvid.
Samtidig er typografien ændret til Capitolium, så det svarer til papiravisen
Selv om trafik til nyhedshjemmesider i stigende grad kommer fra sociale medier, så spiller forsiden fortsat en stort rolle for brugerne af politiken.dk, forklarer Frederik Storm.
»De fleste kommer ind via forsiden og scroller ned af siden for at se hvad der er sket siden sidst,« forklarer han.
Frederik Storm siger, at siden lige nu kører bedst på Mac, og allerbedst på Safari-browsere. Visningen er dårligst i Chrome på maskiner med Windows 7. Han forventer at siden kører lige godt på alle maskiner om et par uger.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.