search

Politiken den store vinder ved Årets Pressefoto

Der står navnet på en Politiken-fotograf på seks af førstepriserne ved Årets Pressefoto, der netop er overstået. »Politiken har i år 100 gram ekstra,« siger Pressefotografernes formand Lars Lindskov til Journalisten

Seks ud af 15 førstepladser. Politikens fotografer har erobret en dominerende hovedrolle ved kåringen af de bedste fotografier 2013, der netop er foregået i Den Sorte Diamant i København.

Du kan se alle vinderne her.

Lars Lindskov, formand for Pressefotografforbundet, understreger, at niveauet i Danmark generelt er enormt højt – og tilføjer:

»Politiken har i år 100 gram ekstra. De har nogle fremragende fotografer, der måske får lidt ekstra plads og tid til at lave det gode og gennemarbejdede. Det giver sig udslag i Årets Pressefoto.«

Årets Pressefotograf er Joachim Andrian Mikkelsen

Politikens Joachim Adrian Mikkelsen løb både med prisen for Årets Reportage Danmark og Årets Pressefotograf. Han var desuden med i opløbet om Årets Danske Hverdagsbillede.

"Joachim er god til at være til stede, hvor han er, uanset, hvor det er. Han er en ambitiøs fotograf men også en far til tre, der tager hele sin familieorlov, hvor han er far på fuld tid," forklarer fotochef på Politiken Thomas Borberg i kataloget fra Årets Pressefoto, der netop er frigivet.

Man kan sende ham til Borgen og lave et billede til den nye finanslov, og han kan levere noget lynhurtigt til nettet, men han brænder for at lave reportage og portræt – det nære og menneskelige,” fortsætter Thomas Borberg.

Peter Hove Olesen tredobbelt vinder

Peter Hove Olesen. Politiken, tager hele tre priser: Årets Pressefoto, Årets Reportage og Årets Reportage Udland. Han var desuden med i opløbet om Årets Nyhedsbillede Udland.

Den sidste pris til Politiken går til Peter Klint Busk Jørgensen i Årets Åben Klasse. Han vinder for både DMJX og Politiken.

Scanpix, ejet af Berlingske Media, tog tre førstepladser – Mads Nissen vandt Årets Nyhedsbillede Danmark, Nikolai Linares vandt Årets Sportsbillede Reportage og samme Nikolai Linares vandt Årets Interaktive Multimedieproduktion.

Fem iPhone-billeder indsendt

Sidste år var 67 procent af alle billeder taget med Canon og 26 procent med Nikon. I år vinder Nikon ind på konkurrenten – ud af de 2.954 indsendte fotos er 58 procent taget med Canon og 39 procent med Nikon.

Det fremgår desuden af kataloget, at fem indsendte billeder er taget med iPhone.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen