Flere fodboldikoner var tilsyneladende i deres vittige hjørne oven på gårdsdagens mest omtalte episode ved VM, hvor stjernen Luis Suarez bed en modspiller i skulderen. Blandt andet citerede Politiken en twitterkonto, der skulle tilhøre Arsenals træner, Arsene Wenger, for at foreslå, at Suarez fremover burde spille med mundkurv.
Twitterkontoen var dog falsk, ligesom det var tilfældet med kontoerne for fodboldspillerne Gareth Bale fra Real Madrid og Steven Gerrard fra Liverpool, som Politiken også citerede.
»Det er en klar fejl. Vi har nogle retningslinjer for, hvordan man bruger sociale medier, som ikke blev overholdt. Vi undersøgte ikke godt nok, om det var ægte twitterkonti. I dag har jeg indskærpet vores regler, som blandt andet handler om, at vi skal være ekstremt omhyggelige med at verificere konti på sociale medier,« siger redaktionschef Karl Erik Stougaard.
Han fortæller, at artiklen ikke nåede at være publiceret i mange minutter.
Efterfølgende er artiklen blevet omskrevet og udstyret med en rettelse, der beklager fejlen.
Det er langtfra første gang, at et medie er kommet til at citere fra falske konti. Det er ifølge Karl Erik Stougaard også sket før for Politiken, og derfor indførte man retningslinjer for brug af sociale medier for et år siden. Ifølge retningslinjerne skal journalisterne ringe op og få verificeret indholdet og sikret sig, at det er i orden at bringe det, hvis der er tale om personer, som ikke er kendte eller har en fremtrædende rolle.
Når det kommer til personer i fremtrædende positioner i samfundet – som eksempelvis Steven Gerrard, kan man ifølge Karl Erik Stougaard ikke forvente, at de er til at få fat på.
»Derfor skal der en redaktør ind over, som skal vurdere, om det er en troværdig profil, og det kom der ikke i går.«
Men hvordan kan det ske, at man stadig hopper på falske twitterprofiler?
»Det kan ske, fordi der er nogen, der forsøger at snyde os, og de er dygtige til det. Præcis derfor er vi også nødt til at skærpe vores agtpågivenhed,« siger Karl Erik Stougaard.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"Det kan ske, fordi der er nogen, der forsøger at snyde os, og de er dygtige til det"
Ja, der kan sagtens være tilfælde, hvor det kan være svært at bedømme en profils ægthed. Men her havde det blot krævet et kig på de tre profilers profiltekster.
Ved to af dem står det direkte, at der er tale om parodi-profiler, mens den tredje skriver, at der er tale om profil til Liverpool-nyheder.
Twitter gør det ellers nemt. Fra deres hjælpecenter:
"Enhver konto, der har et blåt verificeret badge på sin Twitter-profil, er en verificeret konto.
Twitter verificerer løbende proaktivt konti for at gøre det nemmere for brugerne at finde dem, de leder efter. Vi koncentrerer os om brugere, som der søges ofte efter, f.eks. inden for musik, skuespil, mode, regering, politik, religion, journalistik, medier, reklame, erhvervslivet og andre væsentlige interesseområder.
Vi verificerer forretningspartnere fra tid til anden og enkeltpersoner, som har stor risiko for at blive efterlignet. Vi accepterer ikke verifikationsanmodninger fra den almindelige offentlighed."
Og videre:
"Sådan identificerer du en officielt verificeret konto:
- Verificeret-badget vises på en brugers profilside ved siden af deres profilbillede.
- Hvis verificeret-badget vises andre steder på en brugers profilside (som f.eks. i profilbilledet eller som en del af billedet i sidehovedet), er det ikke en verificeret konto."
Mere: https://support.twitter.com/articles/20170356-ofte-stillede-sprgsmal-om-twitter