
Den danske havbund har det skidt, og det sætter Politiken fokus på denne sommer.
Hvor blev fiskene af?
Det spørger Politiken om i deres sommerserie om det nødlidende danske havmiljø, hvor torsken, ålegræsset og rødspætten er forsvundet og erstattet af algevækst, fedtmøg og altædende krabber.
Med egne ord ”blæser Politiken til kamp for vores gispende havmiljø” og opfordrer deres læsere til fortælle, fotografere og dele, hvad de observerer om det danske kystliv. Eller rettere manglen på liv.
Det kan lyde som en aktivistisk sag for Politiken, og det er det til dels også, siger Peter Schøler, der er redaktør på projektet.
”Det har et læserinddragende, aktivistisk ben, hvor vi rækker ud til vores læsere og andre interesserede for at være med til at sætte fokus på det her.”
”Jo flere, der deler budskabet og engagerer sig, jo flere får forhåbentligt øjnene op for, at alt ikke er godt under havoverfladen. Det må gerne vække nogle følelser i folk, så de får en oplevelse af, at det har ændret sig til det værre,” siger han.
Kirkegården på havet
For det står skidt til for den danske havbund. Det er bredt anerkendt og noget, som eksperter til Politiken sætter følgende ord på:
”De eksperter, vi har talt med, taler om havbunden som ‘kirkegården på havet’, eller omtaler den som et ‘ligtæppe’,” fortæller Peter Schøler.
Hvorfor ikke lade eksempelvis en NGO om at være aktivistiske – hvorfor skal I være det?
”Det er en måde for os at vise noget temperament på. At sige, at Politiken leverer både kritisk journalistik, features og reportager, men at vi også går et skridt ekstra i forhold til at engagere dem, der læser os.”
”Vi er inde på et område, hvor det er erkendt, at der er et problem, og at det står skidt til. Det er ikke et holdningsspørgsmål. Holdningen ligger i, om man vil bruge ressourcer på at ændre det,” siger han.
Vil skabe politisk bevidsthed
Ideen til sommertemaet om den nødlidende danske havbund udsprang af et debatindlæg fra foråret, hvor en fritidsfisker beskrev, at han de seneste årtier har oplevet, hvordan der bliver færre og færre fisk at fange.
Debatindlæggets påstande blev siden efterprøvet og er mundet ud i dette års sommerprojekt.
Ifølge Peter Schøler har man ikke et erklæret politisk mål med sommertemaet, men håbet er i stedet at skabe noget politisk bevidsthed.
Han henviser til, at miljøminister Magnus Heunicke (S) tilbage i juni måned præsenterede Vandområdeplan 3, hvor ministeren fik sagt, at ”det er skræmmende, når havbunden ligner en ørken.”
”Fra politisk hold er der blevet sagt, at man gerne vil gøre noget ved problemet. Så det vil vi minde politikerne om med disse artikler.”
Påmindelsen til beslutningstagerne må meget understøttes af brugernes egne billeder og oplevelser. På den baggrund håber Peter Schøler, at der kan komme noget journalistisk ud af brugerinddragelsen.
”Der er heldigvis allerede kommet en del henvendelser ind i vores indbakke. Hvis vi får et større antal indberetninger fra brugerne, vil vi gerne lave lave journalistik ud fra det og bringe det videre til beslutningstagerne,” siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.