En ny uafhængig tænketank spirer. Peter Mogensen skal være direktør, og Politiken vil levere fast spalteplads.
»Tænketanken Kraka skal bidrage til at udtænke brede politiske løsninger, der sikrer velfærdssamfundet.« Sådan lyder beskrivelsen af den kommende tænketank Kraka, hvor Politiken vil bidrage økonomisk og lægge spalteplads til. Det skriver Berlingske Tidende.
»Kraka skal etableres som en uafhængig fond, der samarbejder med Politiken,« hedder det endvidere. Tilsyneladende har sponsorerne deres tvivl om, hvorvidt Kraka vil være helt uafhængig. Både LO-formand Harald Børsting og DI-vicedirektør Ole Krog sidder med i tænketankens bestyrelse, og de har hver deres bekymringer for at støtte økonomisk.
Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger er der modstand i DI's hovedbestyrelse. »Her finder flere erhvervsledere det helt uspiseligt, at de skulle yde støtte til en tænketank, der er så tæt knyttet til den centrum-venstreorienterede Politiken,« skriver Berlingske.
Hos LO er man også skeptisk. Men her gælder det til gengæld modstand mod at yde støtte til et projekt, som ikke er mere centrum-venstreorienteret end Politiken.
Bestyrelsesformand Peder Nedergaard tror på, at projektet nok skal blive finansieret. Han regner med at gå offentligt ud med projektet til foråret. Foreløbig har Dansk Landbrug og Fødevarer meldt sig på banen med en pose penge.
JP/Politikens koncerndirektør, Stig Ørskov, sidder også i bestyrelsen. Det er planen, at Politikens politiske kommentator Peter Mogensen skal være direktør i foretagendet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.