search

Politiken anklages for at være utroværdig

Politikens troværdighed har lidt skade under Muhammed-krisen. Avisen har begået fejl og været subjektive, og man sidder med fornemmelsen af, at avisen er ude i et politisk ærinde, mener tre mediefolk.LINEDANS. En del bekymrede mails har læsernes redaktør på Politiken, Lars Halskov, fået under Muhammed-krisen. Læserne har været bekymrede for, om Politiken kan adskille Tøger Seidenfadens holdninger fra den journalistiske dækning.

Politikens troværdighed har lidt skade under Muhammed-krisen. Avisen har begået fejl og været subjektive, og man sidder med fornemmelsen af, at avisen er ude i et politisk ærinde, mener tre mediefolk.

LINEDANS. En del bekymrede mails har læsernes redaktør på Politiken, Lars Halskov, fået under Muhammed-krisen. Læserne har været bekymrede for, om Politiken kan adskille Tøger Seidenfadens holdninger fra den journalistiske dækning.

»Folk spørger, om vinklerne bliver skåret til, så de passer til avisens holdninger. Nogle er bekymrede for, om vi kan holde tungen lige i munden i dækningen. Jeg kan godt forstå spørgsmålene – der er mange følelser involveret i denne sag, men jeg svarer læserne, at generelt har avisens holdning ikke indflydelse på den journalistiske dækning af sagen. Men i visse tilfælde er det gået alt for stærkt, og så opstår der fejl,«siger Lars Halskov.

Han nævner for eksempel, at Politiken trykte et udkast af det berømte brev fra de 11 ambassadører til statsminister Anders Fogh Rasmussen frem for originalen. Han nævner også historien, hvor Politiken gennemgik 'Muhammed-mappen', som Islamisk Trossamfund havde med på deres rundrejse.

»De journalistiske artikler om mappen var ellers god klassisk journalistik, men i artiklen, hvor mappens indhold blev gennemgået, var der flere fejl i delegationens materiale, end artiklen påpegede. Så det måtte jeg senere understrege i avisen,« siger Lars Halskov.

David Trads, journalistisk lektor på Syddansk Universitet, mener, at fejlene er problematiske for Politiken, fordi de kan være et tegn på, at der ikke bliver stillet kritiske spørgsmål på redaktionen, inden historierne bliver trykt.

»Man sidder med fornemmelsen af, at det i denne sag på Politiken er så vigtigt at kritisere tegningerne, Jyllands-Posten, regeringen og Dansk Folkeparti, at man hele tiden er villig til at strække sin journalistik. Det virker, som om alle er enige på redaktionen, og så glemmer man at stille kritiske spørgsmål til hinanden og overser de journalistiske advarselslamper. Og så opstår fejlene. Du kan blive så forhippet på den gode historie, at tvivlen hele tiden kommer dig selv til gode. Fejlene i sagen vipper til den samme side hver gang,« siger David Trads.

Han mener, at en del af forklaringen er, at der på Politiken er udbredt enighed om, hvordan journalistik skal laves.

»Det har altid slået mig, hvordan mellemlederne på Politiken tænker ens og har en ensartet tankegang om, hvad en god historie er. Der er ikke så mange anderledes tænkende, og der er ikke så mange anarkister som på for eksempel Jyllands-Posten,« siger David Trads.

Chefredaktør Tøger Seidenfaden understreger, at David Trads ikke har været ansat på Politiken og siger:

»Min oplevelse er, at vores redaktionschefer er ganske forskellige, og alle deltager meget aktivt i de ret selvkritiske journalistiske miljø, vi har på avisen.«

Chefredaktøren beklager de fejl, avisen har begået i Muhammed-sagen, men han mener, fokuseringen på dem er ude af proportioner.

»Det afgørende er dels, at fejlene ikke rokker ved historierne, dels at vi straks retter dem. Det forekommer mig, at fokus på disse fejl afspejler en politisk og måske mediepolitisk dagsorden, mere end de i sig selv kan bære,« siger Tøger Seidenfaden.

Han mener, at Politiken begår en grov sjuskefejl, da de bringer kladden i stedet for originalen til ambassadør-brevet som illustration.

»Vi brugte en hel side på at rette og beklage. Men det rokkede ikke ved historiens pointe. Det samme gælder, da vi overså, at et OIC-initiativ tidligere har været omtalt. Men det ændrer ikke på, at brevets indhold var nyt, og at statsministerens tilbageholdt brevet i forhold til nævn, partier og offentlighed, indtil vi rejste sagen. Kort sagt er historien og top-rubrikken uberørt,« siger Tøger Seidenfaden.

Troels Mylenberg er leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet.

Han er ikke ubetinget glad for Politikens dækning af Muhammed-krisen. Ikke fordi han giver topkarakterer til de to andre store morgenavisers dækning af den samme sag – tværtimod.

Han hæfter sig ved en gennemgang af de tre store morgenavisers dækning af Muhammed-krisen fra den 5. februar og 24 dage frem, som dagbladet Information fremlagde den 3. marts. Her viser det sig, at Politiken halvdelen af dagene havde en bærende artikel på forsiden om regeringens håndtering af sagen, foruden ti ledende artikler.

»Det tyder ikke på, der er vandtætte skotter mellem lederartiklerne og de journalistiske artikler. Som læser af Politiken, er jeg ikke overbevist om, at alle sider af sagen er hørt, og jeg føler ikke, der er 100 procent journalistisk ligevægt,« siger Troels Mylenberg.

Tøger Seidenfaden afviser påstanden og beskylder i stedet andre medier for ikke at være vågnet op til, 'hvad pressens rolle bør være i en sag som Muhammed-krisen'.

»Når en sag er så enestående og så polariserende – politisk og offentligt – som Muhammed-sagen, er det uundgåeligt, at læsere nogle gange vil opleve journalistik, der stiller spørgsmålstegn ved grundlaget for deres egen opfattelse, som ensidig eller utroværdig. Det afgørende er, at vores dækning nøgternt set er troværdig,« siger Tøger Seidenfaden.

Politiken er det eneste medie, der borer i regeringens rolle i Muhammed-sagen. Det mener journalisten Erik Valeur, mediekommentator på Politiken og på Jyllands-Posten.

Han synes, det er godt, at Politiken – efter hans mening – som eneste medie løfter opgaven at bore i regeringens rolle i Muhammed-sagen. Men engagementet slår nogle gange ud i subjektive rubrikker og betoninger, og holdningsstoffet bliver indimellem for markant blandt andet med en lederartikel på forsiden. Og så er der begået fejl.

»Politiken har gjort det helt rigtige ved at gå kritisk til regeringen, sådan som det er pressens opgave. Men avisen burde alene have gravet tingene frem og lade dem tale for sig selv i stedet for indimellem at udstyre dem med subjektive betoninger, overskrifter og lederkommentarer,« siger Erik Valeur.

Han har samlet dokumentation for sin påstand og nævner som eksempel side 4 i avisen fra den 14. februar. Her lyder rubrikken »Foghs møde med yndlingsmuslimerne«.

»Det er subjektivt, negativt ladet og sarkastisk,« siger Erik Valeur.

Et andet eksempel er forsiden af kultur-sektionen den 28. februar med overskriften »Den store grøftegraver«. Statsminister Anders Fogh Rasmussen er her illustreret som et spejlbillede med to forskellige udtryk i ansigtet.

»Den er meget subjektiv. Avisen beskylder ham faktisk for løgn og manipulation ved hjælp af rubrik og illustration. Det er sikkert sandt – men det skal man vise med journalistikken,« siger mediekommentatoren.

Han nævner også fejlen med Tim Jensen, religionsforskeren, der på forsiden af Politiken sagde, at han havde advaret Jyllands-Posten om konsekvenserne ved at bringe tegningerne. Det viste sig, at han havde snakket med Jyllands-Posten, samme dag tegningerne var blevet bragt.

Tøger Seidenfaden svarer:

»Hvad Tim Jensen angår, er forholdet jo det, at han indtil den 6. marts fastholdt, at han havde 'advaret' Jyllands-Posten. Da vi fik at vide, at JP kunne dokumentere, at han nu erkender, at han først talte med JP på udgivelsesdatoen, bragte vi den oplysning samme dag som JP selv gjorde.«

Tøger Seidenfaden afviser, at hans kommentarer blandt andet på forsiden og i lederartikler om Muhammed-sagen giver Politikens journalistiske dækning et subjektivt præg.

»Risikoen for, at kommentatorer skygger for journalistikken eller omvendt, anser jeg ikke for at være stor. Men jeg er naturligvis ikke den bedste til at bedømme min egen indsats. Samlet set synes jeg faktisk, at Politiken har gjort det bedre end længe i de seneste uger,« siger chefredaktøren.

 

Politiken skriver om egne fejl

Torsdag den 9. marts bringer Politiken artiklen »Pressejurist: Politiken har begået væsentlige fejl.« Politiken gennemgår her fem fejl, de har begået under Muhammed-sagen, og har fået pressejurist og afdelingsforstander på Danmarks Journalisthøjskole Oluf Jørgensen til at vurdere og kommentere dem.

1) 19. februar: Politiken omtalte i flere artikler et brev, som 11 muslimske ambassadører den 12. oktober sidste år sendte til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Men det er en kladde til brevet, der er i avisen, og som bliver citeret i to artikler.

2) 28. februar: Politiken oversætter mappen, som Islamisk Trossamfunds delegation havde med på deres rundrejse før Muhammed-krisen. I faktabokse bliver fejlene i mappen korrigeret, men ikke alle fejl er med. En udeladt fejl er, at delegationen medbragte en tegning af Muhammed med titlen »Mor med profet«. I mappen var det blevet oversat til »Lav sjov, mor dig og leg med profeten.«

3) I en af de korrigerende faktabokse i 'mappe-artiklen' citeres islamforsker Jørgen Bæk Simonsen for, at alle planer om moskeer siden 1980erne er strandet på kommunale lokalplansspørgsmål. Det er ikke korrekt, da interne stridigheder blandt muslimer også har stoppet moskeplaner.

4) Samme dag på avisens forside lyder overskriften »Eksperter: Muhammed-mappe indeholdt kun mindre fejl«. Læsernes redaktør har internt kritiseret rubrikken for ikke at være dækkende og præcis, og han viderebringer en læsers kritik af rubrikken i sin lørdagsklumme.

5) Den 4. marts skriver Politiken »Statsministeren tilbageholdt betydningsfuldt brev i fire måneder«. Historien holdt ikke. En række medier – heriblandt Politiken – havde tidligere skrevet, at Statsministeriet havde modtaget brevet.

I alle tilfældene på nær fejl nummer 4 bragte Politiken rettelser. Ifølge artiklen mener Oluf Jørgensen ikke, der er noget galt med Politikens redaktionelle linje i Muhammed-sagen.

»Min kritik går på en række væsentlige fejl og fordrejningerne i artiklerne,« siger han.

Pressejuristen mener, det er et generelt problem, at det kan være svært at få øje på dementier og rettelser i den daglige avisstrøm.

»Det er selvfølgelig især et problem, når en sag er så stor som den her sag,« siger Oluf Jørgensen.

Artiklen nævner ikke fejlen vedrørende religionsforskeren Tim Jensen.

* Læs også i dette nummer af Journalisten: »Ideologi på forsiden«, »Morgenavisernes prioriteringer«, »Kulturkamp på kulturgangen« og »Chefideologens indtog«

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen