Hvis du følger med i Bendt Bendtsens (K) kampagne for at blive valgt til Europa-Parlamentet, så har du måske set et stort billede af et skilt med politiets logo på her i weekenden?
Lørdag lagde Bendt Bendtsens kampagnehold et foto af skiltet på hans Facebook-side. Fotoet har påskriften ”Passer på dit hjem” og ”Stem på Bendt den 25. maj” og kan stadig ses her.
Men kampagnefotoet har trukket kritisk omtale på sociale medier, hvor blandt andre digital rådgiver Benjamin Rud Elberth på Twitter har undret sig:
Eksperter i markedsføring eller ophavsret på linjen? Går den her med politiets logo i et coverbillede på face? pic.twitter.com/fZ2jXYajWT
— Benjamin Rud Elberth (@BenjaminElberth) May 19, 2014
I strid med ophavsretten
Journalisten har spurgt mediejurist Peter Lind Nielsen fra advokatfirmaet Bird & Bird, der underviser i mediejura og ophavsret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
»Det er i strid med ophavsretten. Det er politiets officielle logo, og det er beskyttet. Det gælder selvfølgelig ikke, hvis du tager et foto med en politibil i baggrunden, men her er politiets logo det bærende på billedet,« fastslår han.
Peter Lind Nielsen tilføjer, at det ikke kan være i strid med markedsføringsloven, fordi den ikke gælder for politikere.
»Politisk arbejde betragtes ikke som kommerciel virksomhed, og derfor gælder god markedsføringsskik ikke for politikere.«
Købt hos Colourbox
Bendt Bendtsens presseansvarlige Morten Scheelsbeck fortæller, at billedet blev lagt på Bendt Bendtsens Facebook-profil lørdag. Søndag begyndte der at summe kritik på især Twitter, og mandag morgen er billedet blevet taget af Facebook-siden.
Fotoet stammer fra Colourbox, fortæller han.
»Vi har en aftale med Colourbox, og billedet lå blandt de stock-fotos, vi normalt bruger. Derfor valgte vi det og fik sat noget grafik på. Det lagde vi ud lørdag, og folk tog godt imod det. Folk delte det, og det fik mange likes. Søndag ser vi så, at nogen har diskuteret det, og vi undersøger sagen,« fortæller han.
Mandag morgen tager De Konservative kontakt til Colourbox – som hurtigt giver beskeden, at der er tale om en fejl.
»Vi skriver til Colourbox klokken 8, og 8.52 får vi et svar, hvor de skriver, at det er en fejl. Så snart vi får den besked, tager vi billedet af Facebook-siden,« siger Morten Scheelsbeck.
Konservative: Det er en skam
Colourbox skriver i mailen, som Journalisten har set:
”Desværre kan billedet ikke bruges.. jeg har bedt min kollega rydde op i politi kategorien og give leverandører klar besked.”
Morten Scheelsbeck ærgrer sig over, at De Konservative – ifølge en ekspert – er kommet til at krænke politiets ophavsret.
»Det er en skam. Jeg kan ikke se, at vi kunne have gjort noget anderledes, men det er en skam.«
Colourbox: Sluppet igennem kontrol
Hos Colourbox, der altså har solgt fotoet til De Konservative, ærgrer man sig også.
Hvordan kan det ske, at en kunde som De Konservative kan finde og bruge et foto, som de alligevel ikke må bruge?
»Det er sikkert, fordi en af vores fotografer har mærket det forkert. Vi har to kategorier: Stock-fotos og redaktionelle fotos. Der har en fotograf ikke været opmærksom på, at der var tale om et beskyttet logo,« siger adm. direktør Esben Darling Meng til Journalisten.
Han forklarer, at fotoet også er sluppet igennem Colourbox’ gennemsyn af fotos.
»Vi får 10.000 billeder ind om dagen. Vi gennemgår alle billeder, og det er meget sjældent, vi oplever sådan noget her. Men vi har ikke lige været opmærksomme på det billede,« siger han.
Det kan jo smitte af på en kunde som Bendt Bendtsen, der er midt i en valgkamp, at han har brugt et billede, som kan krænke ophavsretten. Hvad har I tænkt jer at gøre for at undgå den slags?
»Det er altid en gråzone mellem stock og redaktionelle billeder. Vi gør selvfølgelig det, at vi strammer op de steder, hvor vi kan se, at der opstår problemer, og vi prøver at være ajour med reglerne i de forskellige lande. Det er et område, vi tager meget alvorligt,« siger Esben Darling Meng.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.