Politiets dørvogter og grænsekontrol

 

 

Kriminalreportere er utilfredse med Rigspolitiets kommunikationssrådgiver, Søren Kragh Pedersen. Rigspolitiet er blevet lukket og bureaukratisk, mener reporterne. Mere professionel, siger Søren Kragh Pedersen.

"Du går bare op. Tredje sal til højre."

Politimanden i lugen ser dårligt på JOURNALISTENs udsendte, da han anviser os vejen til Rigspolitiets kommunikationsrådgiver, Søren Kragh Pedersen. Vi når faktisk helt ind på rigspolitichef Torsten Hesselbjergs gigantiske hjørnekontor uden at blive antastet.

Rigspolitiet virker lige så åbent som Hovedbanegården, men det kan være et tilfælde. Der burde nemlig være lukket for pressen i Rigspolitiet, hvis flere kriminalreporteres kritik af Søren Kragh Pedersen skal stå til troende.

"Det er stort set sovjetagtige tilstande. Før i tiden kunne man ringe til de enkelte politichefer i de forskellige afdelin-ger og få oplysninger og udtalelser. Det er lukket nu," siger Niels Northroup, leder af Ritzaus politi- og retsredaktion.

"Det virker som om, Søren Kragh Pedersen har misforstået sin rolle. I stedet for at hjælpe mig videre blev jeg kropsvisiteret og krydsforhørt," siger journalist Joakim Frøsig fra TV 2 Nyhederne.

Men vi bliver ikke befamlet, da vi træder ind på Kragh Pedersens kontor, som ligger i forlængelse af Rigspolitichefens. I gråt jakkesæt ser han os an, og først da vi foreslår, at billedet af ham skal tages i et forhørslokale, folder han sine arme over brystet og afviser os.

"Jeg afhører jo ikke folk," argumenterer han.

Heller ikke vores forslag om, at han skal være dørvogter, tiltaler Søren Kragh Pedersen, men han giver sig til sidst.

"Jeg kan slet ikke genkende mig selv i den rolle, som de her journalister putter mig i. Jeg taler med et utal af journalister hver dag, og jeg oplever ingen problemer."

 

Systemets mand
Søren Kragh Pedersen er uddannet journalist, og han har arbejdet med rets- og politistoffet på både Jyllands-Posten og TV-Avisen. Men hans nye rolle er at give Rigspolitiet presserådgivning og at hjælpe journalister igennem til de rigtige kilder og informationer.

Det var også det, han gav udtryk for, da han kort efter sin tiltræden i Rigspolitiet den 16. oktober 2000 havde et uformelt mødte med redaktionen på TV 2s kriminalmagasin Station 2.

Den daværende redaktionschef på Station 2, Hans Peter Blicher, spurgte Søren Kragh Pedersen:

"Er du en hjælp for os eller et filter mellem politiet og os? Han svarede: En hjælp. Men det har han ikke ubetinget været," fortæller Hans Peter Blicher, som i dag er redaktionschef på TV 2 Nyhederne.

"Lige siden han tiltrådte, har vi skullet argumentere for, hvorfor vi skulle have de og de oplysninger, hvis vi skulle igennem til kilder i Rigspolitiet," siger Hans Peter Blicher.

 

Krydsforhør
En af de journalister, der er utilfreds med Søren Kragh Pedersens filtrering, er journalist Joakim Frøsig fra TV 2 Nyhederne.

I begyndelsen af 2001 henvendte han sig til Rigspolitiet for at få statistik over, hvor mange børn der blev udsat for vold, og hvor mange der blev myrdet. Han skulle også bruge en politimand, som kunne fortælle om den slags kriminalitet.

"Det var meget tungt at få hjælp til at få sådan en stati-stik. En så banal opgave burde tage fem minutter. I stedet var Søren Kragh Pedersen skeptisk og begyndte at krydsforhøre mig om, hvad historien gik ud på, og hvorfor jeg skulle bruge de tal," fortæller Joakim Frøsig, som efter talrige telefonsamtaler over et par uger endte med at skændes med pressechefen i telefonen.

Søren Kragh Pedersen hu-sker godt episoden, men han er slet ikke enig med Joakim Frøsigs vurdering af situationen:

"Det var ikke en banal opgave. Vi havde ikke de tal i databasen. Men jeg fandt en politimester i Ringsted til ham, selv om det hverken var min eller Rigspolitiets opgave."

Søren Kragh Pedersen mener, det er helt naturligt, at han spørger om, hvad historien går ud på, og hvad vinklen er.

"Ellers kan det jo være svært at finde den rigtige kilde og de rigtige tal," forklarer han.

Det var ikke sådan, Joakim Frøsig opfattede det.

"Det virkede som om, han forsøgte at modarbejde min historie – måske har Søren Kragh Pedersen glemt, hvordan det var at være tv-journalist."

En anden del af Søren Kragh Pedersens arbejde er at sørge for, at det kun er de rigtige informationer, som kommer ud til offentligheden. Derfor overhører han en stor del af de interview, som blandt andet Rigspolitichefen Torsten

Hesselbjerg giver.

"Det kan være svært, når man står i interviewsituationen, helt at overskue alle sine udtalelser. En lille talefejl kan gøre megen skade bagefter," siger kommunikationsrådgiveren, som gerne bryder ind under interview, hvis han finder det nødvendigt.

 

Indsnævring
Efter hans tiltræden skal alle journalister, der vil tale med politifolk i Afdeling A i Rigspolitiet, gennem Søren Kragh Pedersen. Afdeling A rummer blandt andet Rejseholdet, Kriminalteknisk afdeling, Afdelingen for Særlig økonomisk Kriminalitet og Ordenspolitiet.

"Jeg gør jo bare det, som enhver seriøs virksomhed også gør," siger Søren Kragh Pedersen.

Men mange af politireporterne er trætte af den begrænsning. Også lederen af Ritzaus politi- og retsredaktion, journalist Niels Northroup:

"Befolkningen får færre oplysninger om de forskellige holdninger, der findes inden for politiet. Det er ærgerligt, især fordi politiet er betalt af skatteborgerne og har nogle magtbeføjelser, som andre ikke har."

Søren Kragh Pedersen erkender, at informationsstrømmen nu bliver kontrolleret, men det er nødvendigt, fordi Rigspolitiet brugte for meget tid på at tale med journalister. Der røg også for mange forkerte informationer ud, forklarer kommunikationsrådgiveren:

"Pressen tror, at bare en menig politimand siger, at der skal net under Storebæltsbroen, så er det politiets officielle holdning. Der er simpelthen for mange tilfælde, hvor politifolks personlige opfattelser pludselig bliver til Dansk Politis. Det er for uprofessionelt for en organisation med 14.000 ansatte."

Søren Kragh Pedersen er ikke helt uforstående over for kritikken.

"Jeg ville da selv reagere med en vis skepsis, hvis jeg sad på den anden side af skrivebordet, så jeg kan da sagtens følge deres reaktion."

0 Kommentarer