“Det minder mig om USA, hvor man på tv kan se journalister og fotografer i helikoptere, hvorfra de zoomer ind på de værste detaljer i trafikuheld. Jo mere blod, desto bedre. Det er det, der er ved at ske i dansk presse.”
Kriminalinspektør Niels Larsen, Hvidovre Politi, er politiets talsmand over for pressen i sagen om kvinden og hendes to sønner, der blev dræbt i Rødovre. Det frustrerer ham, at pressen ikke bedriver selvjustits. I stedet tromler pressen frem uden at tage hensyn til den ramte familie, deres venner og omgangskreds.
“Jeg har måttet beskytte de pårørende mod pressen. Det forstår jeg ikke, for de pårørende er den svage part i det her – skulle pressen ikke selv beskytte dem?” spørger Niels Larsen, der efterhånden har opøvet en vis evne i at lugte, hvad den næste forside eller det næste tv-indslag vil udbasunere.
“Hver gang jeg fornemmer, hvor pressen løber hen, ringer jeg til de nærmeste, så de ikke skal få chokket gennem tv eller forsider og spisesedler. For eksempel ringede jeg til den dræbtes mor, da pressen fandt anledning til at nævne, at kvinden havde et andet liv,” siger Niels Larsen med henvisning til pressens oplysninger om, at den dræbte kvinde var prostitueret.
Niels Larsens tonefald nærmer sig indimellem det opgivende:
“Det virker som om, pressen er ligeglad med, at nogle pårørende får et nervesammenbrud, der måske varer resten af livet.”
Nye grænser
Niels Larsen mener, at pressen overskrider grænsen mellem det oplysende og det udstillende. Det gælder blandt andet i forbindelse med undersøgelsen af de brændte knoglerester.
“Hvorfor skal jeg fortælle journalister, hvor stor volumen er på det materiale, vi finder i slaggerdyngerne. Det vil jeg ganske simpelt ikke. Det har ikke betydning for pressen, og det er ikke væsentligt for offentligheden. Fotograferne vil sågar tage billeder ned i materialet – jamen hvorfor?! Jeg måtte forhindre det og forklare, at det ville være enormt sårende for familiens nærmeste pårørende, kvindens mor og søster.”
“Jeg har fuld forståelse for pressens interesse i sagen, men jeg vil ikke bidrage til at gøre den til et show. Jeg kan ikke se, at offentligheden har interesse i at svælge i de nederste detaljer fra den mest makabre ende af tilværelsen,” siger Niels Larsen, der også selv har prøvet at komme under mediernes pres.
“Pressen holder sig ikke tilbage med at sige, at politiet skylder dem en tjeneste. “Vi hjalp jer med eftersøgningen, da vi viste billederne af den forsvundne familie!”, siger de. Det er rigtigt, det gjorde pressen – men jeg skylder ikke nogen noget.”
Lukket land
Kriminalinspektøren står langtfra alene med sin kritik. Hele Rødovre Kommune er i dag lukket land for journalister. Ingen kilder på drengenes skole eller fritidshjem vil længere bidrage med oplysninger over for pressen. Kommunen har i stedet udpeget skoleforvaltningens chef Bente Schoubye som talsmand. Og hun sidder så tilpas langt væk fra sagen, at det kommunale låg for længst har sænket sig ned over den gryde, historien skulle koge i. Og journalisterne har angiveligt opgivet hende som kilde.
“Jeg har kun talt med én journalist,” siger Bente Schoubye.
Også forældrene til børn i de to klasser, som de dræbte drenge gik i, har aftalt tavshed over for pressen. Mindst en af forældrene er gennem en stråmand blevet kontaktet af Billed-Bladet, der tilbød 6.000 kroner for et klassebillede, hvor én af de dræbte drenge figurerer. Tilbudet blev afslået.
Kriminalinspektør Niels Larsen fortæller:
“Både en formiddagsavis og et ugeblad har kontaktet forældre, der har børn i de to drenges klasser for at få fat i klassefotos. Ugebladet ville betale 6.000 kroner.”
Niels Larsen har på flere møder på drengenes skole advaret forældrene om, at historierne vil fortsætte.
“Det hele handler om at holde gryden i kog, fordi historien sælger aviser. Derfor havde et formiddagsblad for nylig en historie med kvindens skolekammerat fra 6. eller 7. klasse. Hvorfor skulle det være relevant?!”, siger Niels Larsen, der i dag selv er ekstra meget på vagt. Især varer han sig for at gentage politiets rolle i _Plejebo-sagen, hvor politiet i Ekstra Bladet blev citeret for at udtale sig om skyldsspørgsmålet.
“Mit indtryk er, at mange interviewer mig, fordi jeg skal fortale mig og udtale mig om den sigtedes skyld. Og så har de jo den vinkel. Jeg skal be- eller afkræfte, om der er sandheder i de seneste dages forsider, for derigennem at sige noget om skyldsspørgsmålet,” siger Niels Larsen.
Håndgranat på forsiden
Med ændringen af retsplejeloven kan journalister i retten argumentere for åbne retsmøder. Det andet grundlovsforhør, hvor den sigtede fik varetægtsfængslingen forlænget, var således åbent.
“Journalister siger til mig: “Det er første gang, vi får så mange detaljer fra et retsmøde i en efterforskning i en drabssag, og vi ville være idioter, hvis vi ikke brugte dem!”. Og så svarer jeg: “Jamen, hvor er din egen grænse!?”,” siger Niels Larsen, der er stærkt kritisk over for den del af åbenheden, der hæmmer efterforskningen.
“Journalister er jo ikke bundet af retsplejeloven, de kan placere håndgranater på forsiden nærmest uden videre. Og al den støv, det hvirvler op, må vi andre så dæmpe. Det fremprovokerer masser af vidner, der mener, de kan bidrage med noget. Og andre medier kaster sig over vinklen. Det betyder, at vi skal bruge megen tid på journalister og vidner. Begge dele sænker den egentlige efterforskning.”
“Det er et problem, at pressen gennem åbne retsmøder har fået så mange oplysninger, at de har kunnet interviewe vidner, inden vi har kunnet afhøre dem. Det kan gøre dem til dårligere vidner, fordi de gennem interviewet er blevet bibragt en erkendelse, de måske ikke havde inden interviewet.”
Måske lidt overraskende er Niels Larsen ikke fuldstændig uforstående over for journalisters metoder.
“Jeg ville da have gjort det samme som pressemand. Jeg forstår godt mekanismen, jeg synes bare, at nogen burde bevare overblikket og sige “stop!”.”
|
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.