Hærværk

Politiet søger vidner til hærværk mod mediebygninger

TV 2 Østjylland og DR i Aarhus blev mandag aften udsat for hærværk, da der blev malet med rød maling på bygningerne

Østjyllands Politi efterlyser vidner til det hærværk, der blev begået mod TV 2 Østjylland og DR’s bygning på Olof Palmes Allé i Aarhus mandag aften.

Det skriver politikredsen i sin døgnrapport.

Politiet fik anmeldelse om, at der var begået hærværk mod DR’s bygning mandag aften klokken 22.15. Der var kastet rød maling på indgangspartiet, og der var skrevet flere slagord med relation til konflikten i Gaza.

Ifølge politiet søgte betjente efter spor på stedet og kørte rundt i området efter gerningsmændene, der ikke blev fundet.

Ved en efterfølgende patrulje ved flere medier i Aarhus opdagede en patrulje senere på natten, at TV 2 Østjylland på Skejbyparken i Aarhus N var udsat for noget lignende.

”Østjyllands Politis vurdering er, at der er tale om de samme gerningsmænd til begge episoder, og hærværket efterforskes som politisk motiveret,” skriver politikredsen i døgnrapporten.

Vidner eller andre med eventuelt kendskab til sagen kan kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.

To personer set på overvågning

Hos TV 2 Østjylland blev der skrevet på facaden, at man skulle skamme sig. Budskabet var akkompagneret af fire andre sætninger:

”50 % af Gaza er børn”, ”Flere journalister dræbt i Gaza end i alle andre krige”, ”Drab af journalister er krigsforbrydelser” og ”Den 4. statsmagt: Tag ansvar!”.

Hos TV 2 Østjylland ser man altid med alvor på den slags, og mediet anmeldte episoden til politiet, fortalte chefredaktør Dennis Kragelund i går til Journalisten:

”Vi kan se på overvågningen, at der har været to personer henne for at male. De har ikke smadret noget og har ikke forsøgt at komme ind.”

Derfor vurderer man ikke på TV 2 Østjylland, at episoden har betydning for medarbejdernes sikkerhed eller procedurer i huset.

Også DR anmeldte hærværket til politiet.

”Det har ikke givet anledning til nogen ændringer for medarbejderne eller ændringer i DR’s sikkerhedsprocedurer,” oplyser presseafdelingen i et skriftligt svar.

0 Kommentarer

Læs også

Politianmeldt

DR og TV 2 Østjylland udsat for hærværk

09. JANUAR 2024