1,5 millioner tyskere blev udsat for telefonaflytning sidste år, en stigning på cirka 10 procent i forhold til 2001. Det viser en foreløbig undersøgelse, som Max Planck Instituttet i Freiburg fremlagde i maj.

Tallet er ikke alene uventet højt, det dækker også over, at flertallet (60 procent) af de aflyttede ikke indgik i den egentlige efterforskning. De vakte tilfældigvis politiets interesse, fordi de – uden at ane det – havde ført samtaler med mistænkte.

"Undersøgelsen rummer ikke specifikke data om aflytning af erhvervsgrupper, der er fritaget for vidnepligt (journalister, præster, advokater, parlamentarikere, red.). Vi har altså ingen eksakte oplysninger, men det er heller ikke det væsentlige: Alene faren for aflytning betyder, at vi må have en lovgivning, der beskytter journalister," mener Benno H. Pöppelmann, der er juridisk ekspert i det tyske journalistforbund, DJV.

Max Planck Instituttet fandt også ud af, at politiet kun i 27 procent af tilfældene efterfølgende orienterede de berørte om aflytningen – og det er imod lovens bogstav.

Instituttet påpeger endvidere, at dommerne bruger alt for kort tid til at vurdere politiets begæringer om telefonaflytning. Vurderingen af sagsakterne tager sjældent mere end et par timer, og overstås gerne på et kvarter.

DJV fører allerede samtaler med justitsminister Brigitte Zypries (SPD) om problemet.

"Ministeren har sagt, at der skal ske noget – men ikke, at journalister skal fritages for telefonovervågning. Hun vil i stedet ændre dommernes arbejdsgang, så de passer bedre på, når de skal give tilladelse til aflytning," fortæller Benno H. Pöppelmann.

Antallet af afviste begæringer hos dommerne kan opgøres i promiller.