Politiet ind i skattesag

Skattesagskommissionen har her til formiddag politianmeldt lækagen til BT af dagbogsudskrifter

Skattesagskommissionen har her til formiddag politianmeldt lækagen til BT af dagbogsudskrifter

BT bringer i dag en udskrift af dagbogsnotater, der er stærkt belastende for centrale parter i skattesagen.

Dagbogsnotaterne er skrevet af skattedirektør Lisbeth Rasmussen fra SKAT København.

Her til formiddag har skattesagskommissionen politianmeldt lækagen af notaterne til BT, skriver flere medier.

Kommissionen mener, at lækagen af materialet kan være strafbar. Formanden for kommissionen, Lars E. Andersen, har ikke flere kommentarer.

Dagbogsnotaterne blev oprindeligt skrevet af skattedirektør Lisbeth Rasmussen på computer. Dagbogen blev slettet, men politiet har senere fundet den slettede dagbog i en backup-fil.

De uddrag, som BT bringer i dag, viser, at forholdet mellem SKAT København og Skatteministeriet var ekstremt anspændt og belastet af undersøgelsen af, om Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, var skattepligtig i Danmark.

Lisbeth Rasmussen kalder i dagbogen direkte Skatteministeriets indblanding for magtfordrejning.

Daværende skatteminister Troels Lund Poulsens særlige rådgiver, Peter Arnfeldt, er sigtet for at have forsøgt at lække oplysninger til BT og Ekstra Bladet.

0 Kommentarer