Politiet får ikke råbånd fra Ungdomshuset

En journaliststuderende, som var til stede i Ungdomshuset under rydningen, skal ikke udlevere sit filmmateriale til politiet. Det har Københavns byret bestemt.

En journaliststuderende, som var til stede i Ungdomshuset under rydningen, skal ikke udlevere sit filmmateriale til politiet. Det har Københavns byret bestemt.

Politiet havde bedt om en dommerkendelse til at ransage den journaliststuderende Ditte Marie Nielsens hjem. Men det blev afvist af retten med den begrundelse, at Ditte Marie Nielsen har pressekort, at optagelserne skulle offentliggøres, og at Ditte Marie Nielsen ikke selv spillede en aktiv rolle som aktivist.

Retsmødet blev afholdt i Københavns Byret i den dybeste hemmelighed den 22. maj 2007, uden at produktionsselskabet Bastard Film eller Ditte Marie Nielsen havde kendskab til det. Ditte Marie Nielsen blev orienteret om afgørelsen af sin advokat Tyge Trier i går.
Hun siger, at hun godt vidste, at politiet havde anmodet om at ransage Bastard Film, men ikke at det også gjaldt hendes eget hjem.
”Jeg blev ret forskrækket, da jeg hørte det. Det er meget tættere på, når det er mit eget hjem, min egen computer og skuffe med underbukser,” siger hun.

Ditte Marie Nielsen mener, at kendelsen har principiel betydning for journalisters arbejde i fremtiden.
”Jeg befandt mig i Ungdomshuset, fordi jeg kunne love dem kildebeskyttelse. Det er et svært miljø at komme ind i, fordi aktivisterne er så skeptiske over for medierne. Hvis mit hjem var blevet ransaget, havde jeg ikke kunne overholde min aftale med de unge. Det ville måske også have afholdt andre journalister fra at gå ind i tilsvarende miljøer i fremtiden,” siger Ditte Marie Nielsen.

Ditte Marie Nielsens  beskikkede forsvarer, Tyge Trier, siger, at der så vidt vides ikke findes andre sager i 25 år,  hvor anklagemyndigheden har fået dommerkendelse til at ransage en journalists hjem. 

Ditte Marie Nielsen blev anholdt i Ungdomshuset den 1. marts og varetægtsfængslet i tre dage. Hun befandt sig i Ungdomshuset på Nørrebro, fordi hun skulle lave en dokumentarfilm for Bastard Film. Hun begyndte sine optagelser i august 2006.

2 Kommentarer

Rune Poulsen
4. JUNI 2007
Politiet får ikke råbånd fra Ungdomshuset
Dette viser bare tendensen fra politiet for tiden. får en til at tænke på om man snart skal til at søge asyl et andet sted!
Markus Lund
4. JUNI 2007
Skandaløst
Det er skandaløst at politiet anvender sig af alle tænkelige metoder for både at straffe folk der har været bare det mindste involveret i Nørrebrourolighederne i marts 2007. Som for at komme med en løftet pegefinger der har til formål at skræmme alle borgere fra vid og sans - hvad enten man var autonom eller 'uskyldig' journalist. (Citationstegnene dækker naturligvis over at man ikke var uskyldig i politiets øjne.)
Jeg håber Ditte Marie bliver frikendt og at hendes private hjem IKKE ransages. Jeg har selv prøvet at få ransaget mit værelse (jeg er 17, altså ikke-myndig). Det var meget ubehageligt - især fordi jeg vidste der lå bevismaterialer som kunne bruges imod mig. Heldigvis var de dog gemt så godt at politiet ikke fandt dem. De måtte heldigvis, i hvert fald i mit tilfælde, ikke endevende hele rummet men kun inspicere overfladisk.