I mere end halvdelen af kriminalreporternes artikler og notitser nævnes det ikke, at politiet er kilde til nyhederne. Det betyder, at journalisterne kommer til at virke ukritiske og mister deres troværdighed, mener medieforsker.

Når politiet griber ind i den frie og uafhængige presses rettigheder, som det var tilfældet med aflytningen af Jyllands-Postens freelancer Stig Mathiesen, stiller journalisterne sig kritiske over for politiets arbejdsmetoder.

Men ifølge medieforsker ved CFJE Kirsten Sparre kniber det med den kritiske distance, når journalisterne bruger politiet som kilder.

Kirsten Sparre har i rapporten 'Politiet som kilde' undersøgt forholdet mellem politi og journalister. Hun har gravet sig igennem en uges dækning af politi- og kriminalstof i seks forskellige medier, blandt andet Radioavisen, Ekstra Bladet og Fyens Stiftstidende.

Hun kom frem til, at i 80 procent af historierne fra den 11.-17. februar i år optrådte politiet som eneste kilde, og i over 60 procent af historierne optrådte det som skjult kilde. Når politiet ikke bliver skrevet på som kilde, fremstår oplysningerne som fakta, mener Kirsten Sparre.

"Når journalisten gør politiets oplysninger til sine egne og fremstiller dem som fakta, sløres grænsen mellem journalist og politi, og det er umuligt at høre, hvilken stemme der taler," siger hun.

Ifølge Kirsten Sparre ødelægger det billedet af journalisten som kontrollør af magthaverne, når medierne ikke konsekvent lægger en kritisk distance til politiet.

Hun mener, at det store antal politihistorier uden klar kildeangivelse tyder på et forhold mellem politi og journalister præget af for stor tillid og endda direkte autoritetstro.

Journalisterne stoler så meget på informationerne fra politifolkene, at de ikke engang tager den forholdsregel at citere dem med navn. Det betyder, at forkerte informationer falder tilbage på journalisten, som dermed kan miste sin troværdighed.

"Det kan godt være, at oplysningerne er faktuelt korrekte, men det betyder ikke, at politiet kan betragtes som objektive i en bestemt sag," siger Kirsten Sparre.

"Politiet ser verden på en bestemt måde, men det er jo langt fra sikkert, at det har ret i, at der i en given sag er foregået noget kriminelt. Derfor bør politiet betragtes som partskilde og navngives hver gang," fortsætter hun.

I rapporten trækker Kirsten Sparre et eksempel frem fra TV2 Østjylland, hvor journalisten den ene dag fortæller om en 24-årig kvinde, som er blevet voldtaget, uden at referere til, at oplysningerne stammede fra det lokale politi. Den følgende dag rapporterede TV2 Østjylland, at kvinden havde indgivet falsk anmeldelse for at skjule for kæresten, at hun havde overnattet hos en anden mand. Det bliver ifølge Kirsten Sparre et problem for stationens troværdighed, fordi de ikke havde angivet, at politiet var ophav til historien.

Kildetjek
Kirsten Sparre mener, der kan være flere mulige forklaringer på, at journalister ikke anfører politiet som kilde. Blandt andet kunne en forklaring være, at meget af politistoffet er døgnrapporter og notitser om indbrud, etc.

Leder af Ritzaus kriminalredaktion Niels Northroup er enig i, at det er problematisk, at journalisterne ikke skriver kilde på politiets oplysninger.

"Det mindste, man kunne gøre, når man har ringet til politiet, er at skrive 'mener politiet'. Det smutter i nogle tilfælde, fordi der ikke er nogen tvivl om, at det, de siger, er rigtigt. Hvis de fortæller, at der er sket et trafikuheld på motorvejen, så er det i ti ud af ti tilfælde rigtigt," forklarer Niels Northroup.

"Når vi til et retsmøde spørger en politibetjent, om den tiltalte blev varetægtsfængslet, går vi ud fra, at det er rigtigt, det dobbelttjekker vi ikke, fordi det ikke er oplysninger, der tilhører nogen," fortsætter Niels Northroup.

Men ifølge Kirsten Sparre er det også vigtigt i detaljen at opretholde den kritiske distance til kilden.

"Det er jo faktisk det, der er med til at give journalistik merværdi for læseren og seeren. Ellers kunne man jo nøjes med at tjekke, hvad politiet fortæller på deres hjemmesider," siger Kirsten Sparre.

Niels Northroup er enig i, at det er vigtigt at gøre opmærksom på, at oplysningerne er set gennem myndighedernes øjne. Men han mener dog, det i nogle tilfælde er en større undladelsessynd end i andre.

Ifølge politiet
Jacob Vestergaard, kriminalreporter på Fyens Stiftstidende gennem seks år, mener, at det i mange tilfælde er overflødigt at skrive politiet på som kilde.

"Ved indbrudsnoter skriver vi ikke: 'Ifølge politiet'. Vi går ud fra, at folk ved, at oplysningerne kommer fra politiet. Hvis du skriver 25 noter i forlængelse af hinanden, så ville det virke idiotisk at skrive: 'Ifølge politiet' på dem alle sammen. Desuden hedder spalten 'Døgnrapporten'," pointerer Jacob Vestergaard.

"Det ligger i begrebet døgnrapport, at der kun er en kilde," fortsætter han.

Han mener, at når en forbrydelse er sket i et offentligt rum, er det rimeligt at betragte informationer om forbrydelsen som 'fælles gods', som man ikke behøver at citere politiet for. Anderledes står det til, når informationerne bliver følelses- eller værdiladede.

"Vi skriver for eksempel ikke: "Der blev i går middag begået røveri mod Danske Bank, oplyser politiet". Det ville virke tåbeligt. Vi har måske talt med politiet, banken og nogle vidner, og efterhånden har vi et ret præcist billede af, hvad der er sket, så de mere objektive kendsgerninger har vi ikke brug for at kreditere nogen som helst for. Men når vi når til, hvem der mistænkes, citerer vi selvfølgelig politiet," siger Jacob Vestergaard.

Når det gælder informationer, de har fået anonymt inden for politiet, skriver de naturligvis heller ikke kilde på, forklarer Jacob Vestergaard.

"Eksempelvis sagen med Bendt Bendtsens søn. Politiet vil kun officielt oplyse, at han har været i besiddelse af mindst 50 gram amfetamin. Men vores kilder inden for politiet oplyser noget andet. Så er de naturligvis anonyme, ellers ville de blive sigtet for at overtræde deres tavshedspligt, eller i det mindste stoppe med at tale med os. I sådanne sager må vores læsere stole på, at vore oplysninger passer. Det er et spørgsmål om troværdighed," siger han.

Eneste kilde
Kirsten Sparre kritiserer ikke kun, at politiet sjældent bliver skrevet på som ophav, men at det i mange tilfælde er det eneste ophav til historier om kriminalitet.

"Det bliver et meget enøjet billede af kriminalitet, hvis man ikke får andre kilder med," mener hun.

Kirsten Sparre beskriver i sin rapport Plejebo-sagen som et af de mere grelle eksempler. Her blev plejehjemsassistent Dorte Gramkow anholdt og sigtet for at have ydet aktiv dødshjælp til 22 beboere på det plejehjem, hvor hun arbejdede. Pressen stillede ikke spørgsmålstegn ved, hvorvidt Dorte Gramkov var skyldig eller ej, men tog politiets antagelser for gode varer.

"Det er et eksempel på, hvor beredvillige journalister er til at høre politiets version, og at politiet er villige til at komme med deres udlægning af sagen," siger Kirsten Sparre.

Jacob Vestergaard er enig i, at de ofte ikke har andre kilder end politifolk, men at det hænger sammen med, at det er svært at skaffe sig adgang til eksempelvis sigtede.

"Tit har vi ikke andre kilder end politiet, og det er ærgerligt, men et uløseligt problem inden for kriminaljournalistikken. Hvis politiet eksempelvis får varetægtsfængslet en person for lukkede døre for en forbrydelse, vi intet har hørt om, er det lidt svært at finde andre kilder end politiet. Den sigtede sidder i arresten, og er dermed praktisk talt umulig at få kontakt med," forklarer han.

FAKTABOKS

Kirsten Sparre analyserede kriminalhistorier fra seks forskellige medier fra den 11.-17. februar. De seks medier var:
– Fyens Stiftstidende
– Ringkøbing Amts Dagblad
– TV2 Østjylland
– Ekstra Bladet
– Berlingske Tidende
– Radioavisen

– Formålet med undersøgelsen var at undersøge det daglige politistof, for at finde ud af, hvordan kilderelationen er mellem journalister og politi.
– I den pågældende uge bestod 72 procent af stoffet af notitser. 22 procent var nyheder, mens seks procent var retsreportager.
– I ugen fra den 11.-17. februar 2002, hvor undersøgelsen fandt sted, var det Rejseholdets undersøgelse af mordet på den muslimske pige Sonay, som dominerede nyhederne.