Pressen gør det nemmere for rockerne at få nye medlemmer ved at behandle dem som kendte og skrive om deres celebre liv, mener politichef. Han kritiserer Ekstra Bladet, Politiken og Se & Hør. Medieprofessor afviser kritikken.
Politiet kritiserer de danske medier for at være medskyldige i, at flere rekrutteres til de danske rockerbander. Pressen er for ukritisk, lyder det fra politiet i dagens Politiken.
»Når rockerne bliver fremstillet som kendisser, er det med til at få unge mennesker til at se dem som eksempler på det celebre liv,« siger Kim Kliver, der er leder af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter.
Det er blandt andet overskrifterne »Kærlighedsferie i Spanien« i Ekstra Bladet om HA-rockeren Brian Sandbergs ferie med kæresten Kira Eggers, og »Den glade engel – hjemme hos Jønke« i Se & Hør, som har været på besøg hos Hells Angels' talsmand.
Politiet kritiserer også Politiken selv for at lægge spalteplads til at Bandidos' præsident kan fortælle om det vakkelvorne venskab med Hells Angels.
Den kritik har politiinspektør Svend Foldager tidligere været ude med. I et læserbrev i juni kritiserede han Politiken for et stort interview med Bandidos-chefen.
»Det siver næsten fra artiklen, at journalisten er benovet over at møde en kriminel, kendt og frygtet person, når de endda tilføjes, at rockeren har et mærke med "Expect no mercy" på brystet,« skrev Svend Foldager dengang.
Kim Kliver forstår godt, at medierne gerne vil høre prominente rockeres kommentarer, for eksempel om bandekonflikten.
»Men hvor er den kritiske journalistik i forhold til rockerne eller banderne? Den kritiske journalistik fungerer fint over for os i politiet – og det skal den også. Men når en talsmand for en af grupperne bliver interviewet om det mest centrale – hvorfor skyder I på folk – så får de lov at slippe af sted med at sige, at det vil de ikke svare på,« siger han.
Men kritikken er forfejlet, mener Frands Mortensen, der er professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet.
»Jeg opfatter det som stærkt tvivlsomt, at nogen søger ind i banderne, fordi nogle rockere optræder som kendisser i pressen. Jeg tror, der kan være masser af andre årsager til, at unge ønsker at blive bandemedlemmer,« siger han til Politiken.
2