Væbnede tunesiske politibetjente har mandag stormet mediet Al Jazeeras kontor i Tunesiens hovedstad, Tunis.
Det skriver Al Jazeera ifølge Ritzau.
Det sker, efter at præsident Kais Saied sent søndag aften fyrede premierministeren og suspenderede parlamentet. Det har skabt uro i landet, hvor præsidentens rivaler beskylder ham for at undergrave demokratiet.
Ifølge Al Jazeera indtog mindst 20 civilklædte og væbnede betjente mandag mediets kontor. Alle ansatte blev smidt ud af bygningen.
Betjentene havde angiveligt ikke nogen ransagningskendelse.
De involverede betjente meddelte angiveligt, at de udførte instruktioner fra landets retsinstans, og at alle journalister skulle forlade kontoret.
Journalisterne skulle slukke deres telefoner. De fik heller ikke lov til at vende tilbage til kontoret for at få fat i deres personlige ejendele. Det skriver Al Jazeera.