POLITI I HAT OG BRILLER

Betjente forklædt som pressefotografer anholdte nytårsnat uromagere på Nørrebro. Pressefotograferne er rasende, og selv internt i politiet er der uenighed om, hvorvidt fremgangsmåden er rimelig.
Betjente forklædt som pressefotografer anholdte nytårsnat uromagere på Nørrebro. Pressefotograferne er rasende, og selv internt i politiet er der uenighed om, hvorvidt fremgangsmåden er rimelig.

 

• Nytårsnat spankulerede to fotografer hen til kollegaen Mogens Flindt fra B.T. Han stod parat med sit kamera for at dokumentere demonstranternes færden, og de to fotografer spurgte interesseret til Mogens Flindts teknik og udstyr.
»Jeg fortalte dem, at udstyret var topprofessionelt, og at de nok aldrig fik etaten til at betale for sådan noget. Så vidste de godt, de var afsløret,« siger Mogens Flindt.
De to fotografer var civilklædte politibetjente. Det blev tydeligt for enhver, da de kort tid efter anholdte to uromagere, som havde smidt flasker mod en af politiets indsatsvogne.
»Det er ekstremt uheldigt, hvis demonstranter får den opfattelse, at alle fotografer er politibetjente. Der er i forvejen svære arbejdsforhold for fotografer på Nørrebro, men hvis politi og presse bliver forvekslet, så får fotograferne også snart brosten i hovedet,« siger Lars Lindskov, formand for Pressefotografforbundet.

Hvad skal vi mene?
Politiets egen holdning til fremgangsmåden er noget uvis. Umiddelbart efter episoden gjorde Københavns Politis informationschef, Flemming Steen Munk, det klart, at betjentene ikke burde have anholdt demonstranter. Han var selv til stede ved urolighederne nytårsnat, og B.T.s Mogens Flindt gik med det samme hen til ham for at beklage sig over »fotografernes« fremfærd.
»Han gav mig ret i min kritik og fortalte mig, at det var forkert. Han ville sige til de to betjente ved debriefingen, at det ikke var hensigtsmæssigt, at de anholdte folk,« siger Mogens Flindt.
Samme forklaring gav Flemming Steen Munk til JOURNALISTEN i begyndelsen af januar.
Men den holdning tog en drejning i sidste uge, da sagen kom frem i først Ekstra Bladet, dernæst både radio og tv.
»Politiets opgave er at anholde forbrydere, og det er i denne sammenhæng vigtigere end pressens opgave. Jeg mener ikke, det er forkert med civilklædte fotograferende betjente, og det er op til deres eget skøn, om de vil foretage anholdelser. Men det kan man internt i politiet have forskellige holdninger til,« siger Hanne Bech Hansen, da JOURNALISTEN beder hende forklare de modstridende synspunkter.
Men der er ikke længere »forskellige holdninger internt« hos Københavns Politi i sagen. Da JOURNALISTEN kort tid efter interviewet med politidirektøren igen taler med Flemming Steen Munk, erklærer han sig nu enig med sin chef.

Tal med din arbejdsgiver
Både Dansk Journalistforbund og Pressefotografforbundet ser politiets nye metoder som endnu én i den række af konfrontationer, der har været mellem politi og presse de seneste måneder. De to forbund retter nu henvendelse til rigspolitichefen for at »få en dialog i gang om de to parters arbejdsbetingelser«. Desuden vil de tage sagen op med justitsminister Frank Jensen.
»Politiet må finde andre arbejdsmetoder. Jeg har fuld forståelse for deres arbejde, men det nytter ikke noget, at de på denne måde blander sig med pressen,« siger Lars Lindskov.

0 Kommentarer