DJ kritiserer politiet for at føre endnu en sag mod Miki Mistrati for ulovlig indtrængen på minkfarme. Men politiet afviser kritikken over for journalisten.dkMiki Mistrati blev i mandags frikendt i et civilt søgsmål om indtrængen på 34 minkfarme ved byretten i København. Derfor opfordrede Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregård, anklagemyndigheden til at droppe den straffesag mod ham, der i sidste uge blev rejst for samme forhold.
Journalisten.dk har forelagt opfordringen for Søren Riis Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi, der sidder med sagen, og spurgt, hvorfor man vælger at opretholde sagen, efter at Miki Mistrati er blevet frikendt i byretten?
»Der er jo en ankefrist, og vi reagerer ikke på nogen måde på en dom, som ikke er endelig. Det er klart, at når der er en endelig dom, så må vi jo vurdere, hvilke konsekvenser den eventuelt måtte have for straffesagen,« siger Søren Riis Andersen.
Miki Mistrati kritiserede i går selv anklagemyndigheden for at have rejst straffesag mod ham, mens der allerede kørte en civilsag mod ham for samme forhold:
»Rigsadvokaten har været fuldstændig bevidst om, at der har været hovedforhandlinger i retten, hvor jeg skulle tale under vidneansvar. Alligevel vælger de halvanden uge før at rejse en tiltale for rundt regnet det samme. Jeg synes, at det er stærkt kritisabelt, at man ikke venter og har respekt for, at der faktisk er en ret, der sidder og tager stilling til det her,« sagde Miki Mistrati i går til journalisten.dk.
Søren Riis Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi, der sidder med sagen, afviser kritikken:
»Jeg er selvfølgelig med på, at det er samme aktører og samme omstændigheder, sagen udspringer af, men det ene er en straffesag, og det andet er en civilsag. Der er det helt sædvanligt, at de kører deres eget liv. Der er ikke noget krav om, at vi skal afvente en civilsag,« siger han.
Søren Riis Andersen forklarer, at han er opmærksom på, at der verserer en erstatningssag, men at han ikke kender til, hvad der er kommet frem i den, og hvilke forklaringer der er afgivet.
Hvorfor har det ikke været relevant at sætte sig ind i den civile sag, når den mere eller mindre er den samme?
»Vi har behandlet sagen på vores grundlag, altså den efterforskning vi har haft, og det har vi ment har været tilstrækkeligt til, at der skulle rejses en tiltale,« siger Søren Riis Andersen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.