Selv om fotojournalist Johnny Wichmann fra Nyborg to gange har skrevet til billedbureauet POLFOTO, at det ikke mere må sælge hans fotografier, fortsætter POLFOTO, som om ingenting er ske.
KONFLIKT. Selv om fotojournalist Johnny Wichmann fra Nyborg to gange har skrevet til billedbureauet POLFOTO, at det ikke mere må sælge hans fotografier, fortsætter POLFOTO, som om ingenting er sket.
Som konsekvens af konflikten mellem en lang række pressefotografer og bureauet bad Johnny Wichmann i både oktober og november om, at alle hans billeder skulle fjernes fra POLFOTOs arkiv, og at bureauet 'omgående' skulle ophøre med at sælge hans ting.
Alligevel modtog han i december penge for to solgte billeder, ligesom han midt i januar kunne se et af sine egne fotografier offentliggjort af TV 2/FYN. Med POLFOTO som afsender. Billedet blev både bragt i en nyhedsudsendelse og på stationens hjemmeside.
Med til historien hører, at fotografiet var taget specielt til Ekstra Bladet. Selv om avisen – ligesom POLFOTO – er en del af JP/Politiken-koncernen, sælger Ekstra Bladet også sine originale billeder til andre medier.
Således også Johnny Wichmanns billeder, hvad fotografen intet har imod. Blot vil han under ingen omstændigheder sælges via POLFOTO på grund af den aktuelle strid.
Journalisten har prøvet at få en forklaring fra POLFOTO, men det er svært.
Redaktionschef Torben Bille vil ikke sige noget, men henviser til sin salgschef, Kirsten Anker Sørensen, der siger:
»Uha … Hvis billedet er taget for Ekstra Bladet, har vi ret til at sælge det. Men du skal tale med vores chef, Bo Maltesen. Han er fuldstændig inde i reglerne, og det er ham, der udtaler sig.«
Journalisten har i tre dage forgæves afventet en kommentar fra Bo Maltesen.
Formanden for Presse-fotografforbundet, Lars Lindskov, kalder forløbet beskæmmende:
»Selvfølgelig har de ikke ret til at sælge de billeder, når fotografen har sagt nej. Hvis ikke de forstår det, kan det ende med, at vi får nedlagt fogedforbud. Det er da beskæmmende.«
Hvad Johnny Wichmann skrev:
»Jeg opsiger hermed mit samarbejde med Polfoto med 14 dages varsel. Ved varslets udløb skal Polfoto ophøre med at sælge mine billeder, ligesom at de bedes fjernet fra Polfotos arkiv. Har Polofoto overført mine billeder til andre arkiver bedes de fjernet fra disse, og hvis dette ikke er muligt bedes Polfoto oplyse hvilke arkiver det drejer sig om.« (Uddrag af Johnny Wichmanns brev 7. oktober 2005 til POLFOTOs chef Bo Maltesen)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.