Plummer: Stop klynkeriet

Medieåret 2008: Al snak om krise i DR er skudt helt ved siden af. Generaldirektør Kenneth Plummer mener slet ikke, der er grundlag for at bruge ordet »krise«. I et interview med Journalisten.dk sender han et klart signal til samtlige chefer i DR om at stoppe klynkeriet.

Medieåret 2008: Al snak om krise i DR er skudt helt ved siden af. Generaldirektør Kenneth Plummer mener slet ikke, der er grundlag for at bruge ordet »krise«. I et interview med Journalisten.dk sender han et klart signal til samtlige chefer i DR om at stoppe klynkeriet.

Knap var det nye år skudt i gang, før det væltede frem med dommedagsprofetier om DR. Chef efter chef kom med nødråb indledt af DRs dramachef, Ingolf Gabold, der sammenlignede DR med »en strandet hval« og erklærede, at man nærmede sig »en katastrofe for public service i Danmark«.
Siden stillede sågar nyhedschef Ulrik Haagerup sig op i hylekoret og bebudede, at seere og lyttere måtte forberede sig på masser af fejl som følge af spareplanerne.
Selv tillidsfolk bemærkede det usædvanlige i, at det nu var DR-cheferne selv, som græd ud for åbent tæppe. Som formanden for journalistgruppen i DR, Steen Larsen, sagde til Journalisten.dk:
»Det bliver ikke nemmere at genfinde gejsten, når cheferne begynder at sige det, vi har sagt gennem lang tid. Vi havde hellere set, at de havde bakket os op, inden det var for sent«.

Men den megen DR-klynk er helt forfejlet.
Det mener DRs egen generaldirektør, Kenneth Plummer, der i et interview med Journalisten.dk sender et klart signal til sine egne folk om at se fremad.

Han ønsker ikke at kommentere direkte på udtalelserne fra hverken Ingolf Gabold eller andre, men understreger dog flere gange, at der slet ikke er belæg for at tale om krise.
»Jeg mener ikke, man kan sige, at DR er eller har været i en krise. Krise er et ord, man bruger, når en virksomhed er i en egentlig lukningstruet situation,« siger Kenneth Plummer, der erkender, at det naturligvis har været hårdt at gennemføre den seneste spareplan.
»Jo, det er korrekt, at vi har været i en svær situation, men vi har på intet tidspunkt været i en livstruende situation,« siger han og tilføjer:
»Vi er nu i en situation, hvor vi har styr på DRs økonomi og har en klar strategiplan for de kommende år. Det vil sige, vi er allerede på vej igennem den vanskelige situation.«

DRs generaldirektør anmoder samtidig alle om at genfinde begejstringen:
»Alle os, der arbejder i DR, har rigtigt meget at være stolte og glade over – for danskerne bruger os næsten i tre timer dagligt i gennemsnit. Vi taler om ALLE danskere. Hver dag. Vi har altså en kæmpe betydning. Derfor vil det være klogt af os at fokusere på, hvad vi kan og skal i det nye år – og ikke så meget på, hvad vi ikke kan og ikke skal,« siger Kenneth Plummer, der dermed på mange måder er enig med Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, der i sin faste blog på Journalisten.dk indtrængende bad DRs medarbejdere om at begynde at »elske sig selv« igen:

»Det ville være skønt, hvis DR stoppede op med et nytårsfortsæt om i 2008 at rejse sig og i stedet vise sig med det mod, den vilje og det intelligente indhold, der har gjort kanalen til et kulturimperium gennem tiden,« hed det blandt andet i bloggen fra Ellen Trane Nørby.

Kenneth Plummer følger op med at sige, at DRs medarbejdere har masser af grunde til at elske sig selv: »Og vi skal vise, at der er en relevans i at have en public service-aktør som DR.«

Mener du, det ligefrem har været skadeligt med klynkeriet?
»Der er ingen tvivl om, at jeg mener, at vi skal fokusere på at se fremad,« lyder svaret.

Og ser man i DRs planer for 2008, så mener Kenneth Plummer, at der allerede nu er grund til både begejstring og optimisme:

»Det er kendt, at der er nogle gamle programmer og formater, som er stoppet på grund af spareplanen, men også af den simple grund, at vi skal forny os. Vi har nu lagt hele P2 om, hvor vi har store forventninger til, at det vil give en rigtig stor nytteværdi for danskerne. Det er blevet mere en musikkanal i løbet af ugen, men til gengæld gør vi mere ud af kultur- og magasin-programmerne i weekenden. På P1 er vi på vej med dokumentar-timen og stedsans. Og vi kommer med reportagen, som alle er nye spændende programformater, som bygger på vores stolte traditioner inden for montage og reportage,« siger Plummer.

Han fremhæver samtidig en anden nyskabelse – DR 2 Udland:
»Det synes jeg er et alle tiders eksempel på et smalt program, som vi laver til en ret lille gruppe danskere, hvor vi giver dem noget unikt udlandsstof. Vi kommer også med et ugentligt kulturmagasin og filmmagasin på DR 2. Og en masse spændende aftener er på vej på DR 2, så en gruppe danskere får mulighed for at fordybe sig. Og senere på året er der premiere på Album – endnu en stærk dramaproduktion – en slags krønike over flere danske generationer.«

I sidste uge beskrev vi her på websitet, hvordan DRs store britiske forbillede, BBC, overvejer at indsnævre dets public service-grundlag.
Men den tankegang afviser Kenneth Plummer, der starter med at sige, at man ikke umiddelbart kan sammenligne Danmark og DR med Storbritannien og BBC. Dernæst peger han på, at det nugældende medieforlig allerede indebærer, at DR fokuserer langt mere snævert, end tilfældet er med BBC.

»I forlængelse af det gældende medieforlig har vi skruet en konkret strategiplan sammen for de kommende år. Det vil sige, hvad skal retningen og rammerne være for DR. Og de er allerede væsentligt snævrere end rammerne for BBC, som eksempelvis laver mange flere kommercielle aktiviteter. Der er DR meget mere fokuserede. Når man kigger på DR2 især, men også DR 1 og hvad vi bringer på radiokanalerne og nettet, så er det i høj grad unikt. Og det vil være svært at begrænse vores fokus yderligere,« siger DRs generaldirektør.

Han understreger samtidig, at DRs grundlag og opgave er at være noget for alle danskere – på alle dage året rundt og på alle elektroniske platforme.
»Vi skal også levere de brede tilbud, som styrker sammenhængskraften og giver danskerne noget at være fælles om. Men det er i sig selv også en unik opgave i en medievirkelighed, hvor mere og mere af det, der kommer fra de kommercielle aktører, er rettet mod helt bestemte markedssegmenter,« siger Kenneth Plummer.

 

Læs også de øvrige artikler i serien Medieåret 2008 om danske medievirksomheders planer for det nye år.

 

0 Kommentarer