Det er en daglig kamp at bevare DR som uafhængig nyhedsformidler, advarer DR's generaldirektør Kenneth Plummer efter Journalistens beskrivelse af DSB's spin.
Hver eneste dag skal både chefer og medarbejdere i DR bruge deres professionelle pondus på at hindre uvedkommende interessenter fra at blande sig i DR's nyhedsformidling.
Sådan lyder den alarmerende melding fra DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, der senest har måttet tage stilling til DSB's systematiske forsøg på at miskreditere en journalist på TV-Avisen over for DR's ledelse.
»Vores opgave i DR er i fællesskab at tage kampen op og værne om vores rolle som danskernes eneste nyhedsformidler, der er helt uafhængig af såvel kommercielle som politiske interesser,« siger Kenneth Plummer til Journalisten.dk.
I den konkrete sag henvendte DSB's administrerende direktør, Søren Eriksen, sig personligt til Kenneth Plummer med den påstand, at journalist Lars Abild på TV-Avisen skulle være økonomisk i lommen på DSBs konkurrent Arriva. Kenneth Plummer gik videre med oplysningerne til DR Nyheder. Det udløste øjeblikkeligt en intern undersøgelse, hvor Lars Abild var under mistanke.
DSB kunne dog ikke dokumentere påstanden.
Kenneth Plummer lægger ikke skjul på, at det er sjældent, at han som øverste chef vælger at gå videre med oplysninger, der kan være et mere eller mindre godt skjult forsøg på påvirkning.
»Det sker, at jeg bliver konfronteret med rygter og anklager rettet mod DR's medarbejdere og chefer. I de situationer overvejer jeg altid nøje, om det giver mening at viderebringe informationerne til den relevante chef.«
I den konkrete sag blev DR Nyheder voldsomt forsinket efter DSB's spin mod journalist Lars Abild. Kenneth Plummer afviser dog, at løsningen er, at han som øverste chef konsekvent afviser at gå videre med rygter og anklager mod journalister.
»Min generelle holdning er, at vi i DR kun kan bekæmpe det pres, vores journalister udsættes for ved at have en åben dialog internt i DR,« understreger han over for Journalisten.
Kenneth Plummer ønsker ikke at gå i specifikke detaljer om den usædvanlige henvendelse fra Søren Eriksen. Han har tidligere – via sin kommunikationsafdeling – tilkendegivet over for Journalisten.dk, at han ikke har »noget at tilføje i forhold til det forløb, du beskriver i din artikel i Journalisten.«
Læs også: DSB hetzer kritiske journalister
4