De færreste har fuldt ud forstået konsekvenserne af, at EU-Domstolen i 2014 afgjorde, at personer, der er blevet omtalt i onlinemedierne, kan have ret til at blive slettet fra Googles søgeresultater.

Manøvren betyder ikke, at mediet skal fjerne artiklen – hvis du ved, hvad du leder efter, kan du stadig finde den. Men et opslag i tidens globale fælles leksikon Google og de andre søgemaskiner vil ikke dukke op, når man søger på eksempelvis et navn.

Endnu færre ved, at i de tusindvis af tilfælde, hvor Google imødekommer ønsket om, at personen ikke vil kunne findes via en søgning, får offentligheden ikke noget at vide om det. Mediet bliver orienteret om resultatet, men må gætte sig til, hvem der klagede, hvad der blev klaget over, og hvorfor søgemaskinen har valgt at fjerne det.

Vi taler vel at mærke ikke om små tal. I skrivende stund har Google fjernet knap 800.000 søgeresultater i Europa på den måde. Alene i Danmark er 9.000 fjernet.

Det er suverænt Google, der afgør, hvad der skal fjernes. Medmindre de giver afslag, og afgørelsen ankes til domstolene. Det betyder kort sagt, at medierne har fået demens. Og brugerne ved det ikke. Nervebanen mellem søgningen på Google og mediets arkiv er blevet klippet over – uden at det fremgår.

Hvis du for eksempel søger på en bestemt person, der i fortiden har haft en tvangsauktion og nu rådgiver i investeringer, så får du ikke den information – hvis Google i forlængelse af EU-dommen har vurderet, at oplysningen er mindre væsentlig for offentligheden end den skadevirkning, den har for det enkelte omtalte menneske.

Det er skelsættende, og vi skal tale om det. Først og fremmest fordi vi i stigende grad vænner os til, at hvis det ikke kan søges frem, så findes det ikke. Det tror jeg, en del skoleelever såvel som journalister har vænnet sig til. Men nu kan det også skyldes, at hovedpersonen ikke vil have det frem. Og det behøver ikke være uskyldige sager, det kan også være store firmaer og stater, der kører skytset i stilling over for Google.

Vi skal også tale om det, fordi ingen kender de præcise kriterier for, hvornår Google imødekommer kravet om at fjerne noget. Google er en forretning. Google er yderst bevidst om sit image. Derfor kan søgemaskinen have andre grunde i baghovedet, når beslutningen træffes om at klippe en nervebane i hemmelighed. Det er kun, hvis Google siger nej, at det bliver en sag.

Det her er stort. Forestil dig, at man begyndte at klippe artikler ud af aviserne eller fjernede artikler fra mikrofilm på Det Kongelige Bibliotek. Og der ville ikke engang være et hul på siden. Eller et tomt felt på mikrofilmen.

Jeg synes, det er skrækkeligt. Hvordan kunne det komme så vidt? Danmark har ikke markeret nogen holdning op til, at EU afgjorde sagen. I dag kan Journalisten ikke få et interview med nogen som helst i Justitsministeriet om sagen, og hvorfor vi ikke gik ind i den dengang.

Mediedemens har et skær af Orwell over sig. Bogen ’1984’, skrevet af George Orwell og udgivet i 1949, handler om Winston Smith, der er lønnet af staten til at omskrive historiske dokumenter og fremme en given propaganda. I disse år omskrives søgeresultater massivt. I en slags pænhedens tyranni eroderes vores fælles hukommelse. Og vi ved det ikke engang.