Det samme har efteruddannelsen naturligvis for vore medlemmer. Mange orienterer sig i den halvårlige udgivelse fra Den Journalistiske Efteruddannelse hos DMJX (Update) og bruger kursusbeskrivelserne til at zoome ind på relevant efteruddannelse, og hundredvis af DJ-medlemmer kommer af sted på efteruddannelse hvert år.

Problemet er, at ikke alle opsparede uger bliver brugt. Og set i et kontant overenskomstforhandlings-perspektiv er det jo tåbeligt at lade et gode, man har forhandlet sig til, forblive ubetalt. Det svarer næsten til, at vi lader en procentdel af lønnen blive hos arbejdsgiveren i forvisning om, at vi ikke gider eller kan nå at bruge pengene. Der er således et helt kontant argument for at tage sin efteruddannelse, hvis man har retten til den.

Men det skal også huskes, at for ledelsen er der klare, økonomiske argumenter for ikke at sende medarbejderen på efteruddannelse. Godt nok sender arbejdspladsen penge af sted til Pressens Uddannelsesfond hvert halve år. Men dette beløb (2.500 kroner/medarbejder for virksomheder, der er tilmeldt PU) giver ret beset kun adgang til en nedsat pris for kurserne. Der skal flere penge på bordet til at betale for hele kurset, og medarbejderens fravær kan jo også konteres og opgøres i form af lavere produktion og så videre.

Så for en virksomhed i en hårdt presset mediebranche kan der være argumenter for ikke at presse på for at få sendt de ansatte på efteruddannelse. Og for medarbejderen er der også grunde til at lade være: De kolleger, der bliver tilbage, skal lave mere, mens man selv er af sted.

På den måde er der en række udfordringer omkring efteruddannelsen, som ligger på arbejdspladsen. Og som dermed også er et anliggende for tillidsrepræsentanterne og kollegerne – gennem påvirkning kan forandringerne starte.
Men der er endnu et aspekt, nemlig kvaliteten af efteruddannelsen.

I foråret fik DJ og arbejdsgiverne i fællesskab udarbejdet en rapport om brugen af og synet på efteruddannelse, og her blev der blandt andet givet udtryk for, at kurserne lider af en mangel: De er gode for ansatte, der skal lære grundelementer i nogle nye færdigheder (fotograferende journalist, web-tv osv.) – men for den garvede medarbejder, der har stor rutine, er det ifølge nogle af konklusionerne noget nær umuligt at finde udfordrende kurser, der matcher ens niveau.

Den udfordring skal vi i fremtiden i fællesskab være bedre til at løfte. Det handler grundlæggende om, at Pressens Uddannelsesfond i højere grad skal stille gode og solide krav til udbydere af efteruddannelse.

Det er nemlig i høj grad et fælles ansvar for os alle, at vi sikrer mest og bedst efteruddannelse til flest. For vi har en pligt til at blive bedre.