Fra iagttager til aktør
I takt med, at kontakten i trioen blev tættere og tættere, mærkede Peter Bjørn Thomsen, at hans rolle var ved at skifte fra iagttager til aktør. Han mener, at der er en flydende grænse mellem hvornår man er professionel journalist.
“Som journalist kan man ikke bare være vidne til et voldeligt overfald på en gågade og stå og tage notater til sin artikel. Man er nødt til at forholde sig til tingene. Kunsten er så, at ens holdninger ikke skal løbe af med én,” siger han.
Tidligt i forløbet, da han holdt de første møder med Lone Marie Pedersen og Naser Khader, orienterede Peter Bjørn Thomsen Aktuelts chefredaktører, Kresten Schultz Jørgensen og Anders Jerichow, om, at han var i gang med et arbejde, der kunne påvirke ham som journalist. De to redaktører udtrykte respekt for hans engagement.
“Det kan være meget svært at vurdere selv og finde ud af, hvornår man er for tæt på, og hvornår man er ude i gråzonen. Jeg er helt sikker på, at jeg har været tæt på grænsen denne gang, men jeg håber, jeg har holdt mig på den rigtig side,” siger Peter Bjørn Thomsen.
Efter sagen havde været dækket en måneds tid i de danske medier, meddelte Peter Bjørn Thomsen sine chefer, at han ikke længere ønskede at skrive om Nidal og Nasra.
“På det tidspunkt gik jeg ind og handlede aktivt, så kunne jeg ikke samtidig skrive om sagen,” siger Peter Bjørn Thomsen.
Han tror ikke på objektiv journalistik. Derimod mener han, at man som journalist bør være nøgtern, fair og nuanceret.
“Det lyder smukt, når journalister siger, at de er objektive i deres journalistik, men det er en teoretisk betragtning at hævde, at man laver objektiv journalistik. Det er et mål, man hele tiden skal sætte sig for øje. Et mål, der er umuligt,” siger Aktuelt-journalisten.
Peter Bjørn Thomsen peger på, at der er en grænse et eller andet sted, hvor man er nødt til at forholde sig til avisens indhold som menneske.
“Det er helt fint, når journalister holder en distance til deres stof, det er nødvendigt for, at de behandler stoffet rimeligt. Omvendt er man også nødt til at have en holdning, ellers bliver stoffet ligegyldigt.”
Fra det øjeblik Peter Bjørn Thomsen stoppede med at skrive, gik han for alvor aktivt ind i sagen. I perioder snakkede han mere med de andre i gruppen end med sin familie. Det blev blandt andet hans opgave at skaffe penge til projektet. Via kanaler fra sit tidligere job som arbejdsmarkedsjournalist lykkedes det ham at samle 90.000 kr. ind. Men da det ikke var nok, ringede han til B.T. for at få avisen til at skrive, at Nasra og Nidal manglede penge. Her optrådte han som privatperson.
Peter Bjørn Thomsen opfatter førstsig selv som privatperson og dernæst som journalist.
“Hvis de to roller støder sammen, så er det altså privatpersonen, der er vigtigst for mig. Samtidig er det personlige værdier og holdninger, der er vigtigst, hvis man vil lave ordentlig journalistik. Jeg har det også sådan, at det at lave journalistik er et betroet job med et stort ansvar. Når man kommer tilpas tæt på en sag, så kan jeg personligt ikke arbejde med den journalistisk. Det var af hensyn til læserne, at jeg stod af.”
Journalist Lone Marie Pedersen skriver fortsat om Nasra og Nidal i Socialpædagogen. Hun ønsker ikke at kommentere sit engagement over for JOURNALISTEN.