Playboy-redaktør smidt i fængsel for usædelighed

Redaktøren af indonesisk Playboy er blevet idømt to års fængsel for usædelighed af højesteret, efter islamiske organisationer har lagt voldsomt pres på dommerne.

Redaktøren af indonesisk Playboy er blevet idømt to års fængsel for usædelighed af højesteret, efter islamiske organisationer har lagt voldsomt pres på dommerne.

Erwin Arnada var indtil for nylig en fri mand og samtidig redaktør af den indonesiske udgave af magasinet Playboy. Men den 9. oktober faldt den endelige afgørelse i den retssag imod ham, der har kørt i årevis. Højesteret i Indonesien besluttede, at Erwin Arnada skulle fængsles.

Årsagen er, at Playboy er et usædeligt blad, og dommen er udmålt til to års ubetinget fængsel. Det skriver Reportere uden Grænser (RSF) på deres hjemmeside.

»Erwin Arnada bør ikke sidde I fængsel, da han havde sørget for at få en tilladelse til at udgive bladet og ikke brød medielovgivningen,« mener RSF.

Organisationen, der arbejder for pressefrihed, henviser til, at den amerikanske præsident Barack Obama netop har besøgt Indonesien.

»Ideen om et velfungerende demokrati og moderne islam, der blev hyldet af den amerikanske præsident Barack Obama, bør følges op med religiøs tolerance og respekt for andres følelser,« skriver de videre.

Ifølge RSF blev retten underlagt voldsomt pres fra flere islamiske organisationer for at idømme Erwin Arnada en streng straf for at udgive Playboy.

Det indonesiske Playboy er ellers i forvejen en del anderledes end bladet i mange andre lande, idet det ikke indeholder et eneste billede, hvor en kvinde er helt nøgen. Ikke desto mindre indstillede folkene bag bladet udgivelsen i 2007, efter voldsomme protester og demonstrationer fra muslimske grupper.

0 Kommentarer