Plastik bliver avisernes nye medie

Bøjelige plastikskærme er på vej til at erstatte gammeldags avispapir. Britisk-amerikanske Plastic Logic har netop indgået aftaler med både Financial Times, USA Today og the New York Times. Et kommercielt gennembrud ventes i 2010.

Bøjelige plastikskærme er på vej til at erstatte gammeldags avispapir. Britisk-amerikanske Plastic Logic har netop indgået aftaler med både Financial Times, USA Today og the New York Times. Et kommercielt gennembrud ventes i 2010.

Trykte aviser er måske så småt på vej i graven. De store dagblade i Storbritannien og særligt USA tror nu så meget på bøjelige plastikskærme som ny distributionsform, at de har indgået strategisk samarbejde med producenten Plastic Logic.

I første omgang skal følgende aviser levere indhold til fremtidens såkaldte eNewspaper: the Financial Times, USA Today og the New York Times.
Ambitionen er allerede i 2010 at gøre avisernes artikler tilgængelig på den kommende "Plastic Logic Reader", der med tiden vil kunne rulles sammen og stikkes i baglommen.

I modsætning til avisernes indhold på nettet, som for størstedelen er gratis og frit tilgængeligt på enhver computer, skal brugerne af Plastic Logic Reader hente avisernes indhold via en ny elektronisk butik, hvor man fra nettet vil kunne downloade et bredt udvalg af al slags læsbart indhold fra aviser, magasiner, blogs, ebooks og business-blade.

"Målet er, at alle brugere af Plastic Logic Reader skal have adgang til alt det indhold, de har brug for og kan ønske sig," erklærer adm. direktør for Plastic Logic, Richard Archuleta, ifølge Cnbc.com.

Han understreger, at aftalen med nogle af verdens største aviser blot er begyndelsen på noget, der kan ligne en medierevolution.
Plastic Logic planlægger at starte de første pilotforsøg i andet halvår af 2009 fulgt op af en større kommerciel udbredelse i 2010.

Dets seneste ePaper-model anses i øvrigt for at være langt mere interessant end den tilsvarende eReader fra Amazon, Kindle, som for nylig fik masser af opmærksomhed. Plastic Logic er blandt andet både tyndere, mere brugervenlig og ikke mindst væsentlig mere lækker. Forleden udråbte IT-magasinet Wired da også Plastic Logic Reader til at have potentialet til at kunne blive en reel spiller på markedet og sammenlignede dets coolfactor med iPhone. 

Herhjemme arbejder Innovation Lab ligeledes på udviklingen af bøjelige plastikskærme. Ifølge dets direktør, Preben Mejer, vil elektronisk distribution og elektronisk papir for alvor slå igennem omkring 2012. Til den tid vil det papirtynde plastik kunne anvendes til levende billeder i farver. Resultatet bliver en skræddersyet avis til lavere abonnementspris end den, som eksempelvis Berlingske Tidende og JP/Politikens Hus kan tilbyde i dag.

Sidstnævnte pointe giver håb avisbranchen.

Går det som Preben Mejer forudser, så vil den sidste papiravis blive udgivet i 2020. Altså om blot 11 år.

Se her tv-indslag med Preben Mejer og Politikens ansvarshavende chefredaktør Tøger Seidenfaden, der giver deres bud på plastikavisens fremtid. 

0 Kommentarer