Den just vedtagne redningsplan for TV 2 skal til kontroltjek. Kulturministeriet vil se på flere detaljer, inden den fremlægges for EU-Kommissionen senest den 4. februar. (opdateret)
Selv om et bredt politisk flertal fredag sagde god for brugerbetaling af TV 2 fra år 2012, er den endelige redningspakke ikke helt på plads.
Berlingske Business skriver i dag, at Kulturministeriet endnu ikke er færdig med at gennemtænke og tilrettelægge alle detaljer i planen.
Dermed kan man muligvis nå at tage højde for kritikken fra konkurrenterne, der har raslet med juristernes sabler. Eksempelvis gav kontorchef i Håndværksrådet lic. jur. Peter Vesterdorf fredag udtryk for, at den fremlagte redningspakke vil få problemer med at få EU-Kommissionens godkendelse – særligt det forhold, at brugerbetalingen ikke vil ramme seerne ens og dermed kan opfattes som diskrimination.
"Det kunne lyde, som om man skal betale ekstra, hvis man ser andet end de to public service-stationer. Det betyder i realiteten, at man belønner folk, der kun ser de to danske kanaler. Derfor tror jeg, at aftalen får en vanskelig gang gennem EU-Kommissionen. Det kunne blive opfattet som en form for diskrimination," udtalte Peter Vesterdorf til Ritzau.
Siden har professor i medievidenskab, Frands Mortensen, udtrykt stort set samme skepsis.
Men ifølge dagens udgave af Berlingske Business er Kulturministeriet klar over, at der skal kigges på væsentlige detaljer.
Afdelingschef Jesper Hermansen tilkendegiver således, at man nu vil kaste sig over de områder i redningsplanen, som kan give anledning til problemer i forhold til EU. Gennemtænkningen og tilrettelæggelsen af alle detaljer i planen for brugerbetaling for TV vil blive behandlet, inden man senest den 4. februar skal fremlægge planen for EU-Kommissionen, skriver avisen.
Over for Journalisten.dk tilføjer Jesper Hermansen dog, at der ikke er tale om at lave korrektioner til den politiske aftale:
»Men der er selvsagt en række detaljer i den konkrete udmønting heraf, der skal nærmere fastlægges,« bemærker Jesper Hermansen med tilføjelsen:
»Som det tydeligt er sagt hele tiden, skal Kommissionen godkende den endelige omstruktureringsplan. Vi håber naturligvis, at de vil godkende planen, men det kan selvsagt ikke garanteres på forhånd.«
Læs også: Brugerbetalt TV 2 er en realitet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.