»Fornuftige lønstigninger, forbedringer på pensionsområdet og bedre aftaler om arbejdets tilrettelæggelse prioriteres højest.«

Det private danske arbejdsmarked forbereder lige nu vinteren og forårets overenskomstforhandlinger. Det gælder også forhandlingerne på dagbladsområdet, hvor DJ har indgået ni forskellige overenskomster med arbejdsgivermodparten, Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA).

Overenskomsterne udløber ved udgangen af februar. Traditionelt set vil det derfor være sådan, at forhandlingsaktiviteten er på sit højeste i januar frem til deadline i februar. Traditionen er også, at DMA i kraft af sit medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening (DA) koordinerer sine bevægelser med forhandlingerne på det øvrige private arbejdsmarked.

Selv om vi i DJ ikke bryder os om sammenkædningen af vore aftaler, er der altid en vis risiko for, at dagbladsområdet på grund af reglerne i forligsmandsloven ryger til afstemning sammen med det øvrige private arbejdsmarked. Med den groteske følge, at et nej blandt vore egne godt 3.000 berørte medlemmer overtrumfes af et samlet ja fra flere hundrede tusinde andre. Det kan også få den konsekvens, at et ja blandt vore egne udslettes af et nej på resten af området.

Det afstedkommer en del frustration blandt medlemmerne over, at man ikke med sin egen stemme kan få indflydelse på det resultat, forhandlerne er nået frem til. Og det kan vel heller ikke helt udelukkes, at muligheden for sammenkædning af afstemningerne i sig selv påvirker forhandlingerne.

På ny må jeg her konstatere, at det er et vilkår, vi må leve med, men det ændrer ikke ved, at sammenkædningen er udemokratisk og umoderne.

Det lyder som lidt af en floskel at forudsige, at de næste overenskomstforhandlinger bliver vanskelige. Det bliver de – og set i det lys kommer de til at ligne så mange andre. Når jeg alligevel vil forsøge at give flosklen indhold, er det, fordi dagbladsforhandlingerne finder sted i en periode, hvor denne del af branchen står over for to store udfordringer: Den ene er en strukturel krise, den anden en global økonomisk krise, som er med til at forstærke de eksistentielle udfordringer, branchen har.

Det ser vi gennem nedskæringer på redaktionerne, hvor presset øges på de tilbageværende. Vi ser det ved, at en del virksomheder er i gang med at gennemtrawle lokale aftaler for at finde ekstra ressourcer. Husaftale efter husaftale bliver opsagt, så vore medlemmer løbende må forholde sig til en alvorligt presset virkelighed. Det handler om aftaler, der er opbygget igennem mange år, og som set over tid matcher de lokale forhold. De lokale styrkeforhold har så at sige formet indholdet i dem.

Vi ser også, at kloge hoveder og medieledere har travlt med at argumentere for, at journalister er for dyre. Prisen på journalistik må ned, siger de. Ofte er det specifikt DJ's "dyre aftaler", der står for skud. Som om det primært er DJ, der skal levere løsningen for medieledere for at få forretningen til at hænge sammen. I den mere skingre afdeling lyder det sådan: Hvis I – DJ, underforstået – ikke fatter det og er med til at gøre journalistik billigere, ender I som typograferne!
Verden er måske lidt mere kompleks end som så.

DJ går altid efter løsninger tættest muligt på medlemmerne. Så selv om vi kender markedet og udfordringerne, betyder det ikke, at vi holder os tilbage. Netop i en situation, hvor pengene er små, bliver andre emner interessante. Der skal dog ikke herske tvivl om, at fornuftige lønstigninger, forbedringer på pensionsområdet og bedre aftaler om arbejdets tilrettelæggelse prioriteres højest.
Det kan også ses som et svar på de talrige angreb, vi ser på lokale aftaler.

I en situation, hvor midlerne åbenlyst er mindre, kan parterne dog tillade sig at tænke kreativt. Her tænker jeg på forbedringer på barselsområdet, få ret til efteruddannelse, hvor det ikke er tilfældet, og på at forbedre det uddannelsesmæssige indhold i journaliststuderendes praktik.

Og så mener vi fortsat, at der skal fokuseres på emner, der kan løse pro-blemer på de enkelte virksomheder, for eksempel på freelanceområdet.

Udgangspunktet for forhandlingerne ligner derfor noget, vi tidligere har set. Krise eller ej, så er det det spil, der nu går i gang.

– Fred Jacobsen, næstformand for Dansk Journalistforbund