Drosselvej lever op til sit navn, for Københavns ellers så livlige trafik lyder her på Frederiksberg så fjern, at den overdøves af formiddagens fuglekvidder.

Her bor Jørgen de Mylius.
Jørgen de Mylius ser sig selv som den glade journalist, der egentlig ikke har lyst til at sidde og revse mennesker. Hans venner beskriver ham som både besindig og konfliktsky.

Selv priser han sine kritiske kolleger: »Hvordan skal man ellers tage fat i de tølpere, der går rundt blandt os?«
Jørgen de Mylius har på enestående vis kæmpet det meste af et liv for sin overbevisning om, hvad public service kan og bør. Og den 29. januar kan han fejre 50 års jubilæum på DR’s lønningsliste som den første af Statsradiofoniens frontfigurer.

Da jeg ringer på døren til den hvide villa, kan jeg høre ham snakke i telefon på den anden side.
»Damhuskroen vil have alle weekender i december eller ingenting.«

Det har krævet koordination at få vores aftale på plads. Og jeg har lavet en aftale med fotografen om, at Jørgen de Mylius ikke skal få lov at ryste os af efter et par timer. Vi vil følge med ham.
»Hvis jeg sagde, at jeg nogen sinde ikke havde travlt, så ville min kone hive mig i armen og sige, “det passer jo ikke”. Der er altid travlt. Sådan har hele mit liv været, og jeg ville blive rædselsslagen, hvis det ikke var sådan,« forklarer Jørgen de Mylius, der har sat sig på en spisebordsstol af læder.

Han har ikke meldt sig syg i 50 år.
Vi snakker i halvanden time, indtil fotografen kommer.
De går sammen udenfor, og jeg sidder i dagligstuen med udsigt til guldindrammede portrætmalerier af adelsslægten de Mylius. Kamerablitzen oplyser rummet fra haven, og Beach Boys evergreenen “I Get Around” surfer ind fra arbejdsværelset gennem de åbne fløjdøre af glas. I entreen går hoveddøren op, og grinene fra Jørgens yngste datter og hendes veninder blander sig med lyden af stranddrengene.

Musikken, familien og arbejdet. De tre er uomgængelige og uadskillelige hovedpunkter i personen Jørgen de Mylius.

Fem gange har Jørgen gjort slægten de Mylius større, senest i 2005. Én gang blev det en dreng. Foto: Martin Bubandt

Opbakningen fra det brede publikum er aldrig forsvundet siden debuten 29. januar 1963, hvor den sekstenårige Jørgen de Mylius beklagede sig over DR’s håndtering af populærmusikken live i radioen. Han mente, at radioværterne manglede sans for, hvad ungdommen ville og burde høre. Ugen efter afviklede han Danmarks første Top20-udsendelse.

Med ét fik de danske teenagere deres eget musikalske samlingspunkt, og der blev danset jitterbug i gaderne. Jørgen de Mylius spillede plader og fik interviews med internationale superstjerner som Mick Jagger og Cliff Richard.
Et udpluk af hans CV byder på titler som radiovært, tv-vært, forfatter, DJ, skribent samt medstifter af landets første magasin om populærmusik.
Og medlem af Dansk Journalistforbund på dispensation i 1968.
»Jeg syntes, at det var en stor cadeau, for det talte ord var endnu ikke anerkendt som journalistik dengang. Men vores journalistgruppeformand Bent Skar fik en undtagelse i paragraffen af den daværende formand for journalistforbundet.«

Den største opbakning har dog altid været fra publikum.
Helt fra de tidlige år fik han så mange breve, at han tidligt måtte opgive at svare på dem alle. Og det er aldrig rigtigt stoppet.
»I dag, hvor de er inde i en computer, der deleter jeg dem efterhånden. Ellers springer min computer jo i små stykker.«
Publikum har sendt alt fra ris og ægteskabstilbud til faktuelle spørgsmål om musikverdenen, men efterhånden har én kategori gjort særligt indtryk. Det er brevene med tak for toner til tiderne.
»Det er jo ikke noget, jeg beder dem om, men noget, de gør selvbestaltet. Så jeg bliver sådan rigtigt rørt over det, for så kan jeg jo se, at mit arbejde et eller andet sted har haft betydning for en hel masse mennesker gennem årene.«

Det bliver formodentlig også mange af dem, der kommer de fem weekender i december, hvor Jørgen de Mylius spiller op til dans på Damhuskroen.
»Mit første interview var med Johnny Reimar, og der lovede han, at han aldrig nogensinde ville svigte teenagerne. Når jeg møder ham, siger jeg altid, at han har holdt sit løfte – det er de samme mennesker, der synger med på “Sikke en fest” den dag i dag. Det samme gælder også mig, jeg har bare teenagere fra tre årtier.«

På hjemmebane i DR’s diskotek, hvor mange førsteudgaver og klassikere mangler. Nogle er stjålet, andre blev aldrig købt. Foto: Martin Bubandt

Et mærke med teksten “Uanvendelig i ordinære programmer” og et lille dødningehovedstempel blev sat på blandt andet nogle plader med nyfortolkning af klassisk musik eller jazz. Foto: Martin Bubandt

Mens Jørgen de Mylius har haft et trofast publikum, har han også haft sine faste kritikere. Der har været mange bump på karrierevejen, og flere gange er pickuppen røget af rillen.
Jørgen de Mylius oplevede, at poppen og rocken fra hans første radiodebut i 1963 blev betragtet som værre end underlødig. Det var indstillingen hos de fire musikalske smagsdommere i pladekonciliet, der afgjorde nye pladers skæbner i DR. Når de tog stilling til en ny plade, endte den i én af to bunker, hvis den ikke blev godkendt.

Pladerne i den ene bunke blev forsynet med to ting. Et klistermærke med teksten “Uanvendelig i ordinære programmer” og et lille dødningehovedstempel. Den skæbne overgik blandt andet plader med nyfortolkning af klassisk musik eller jazz.
Den anden bunke var de plader, der slet ikke måtte spilles. De blev sendt retur med henvisning til, at DR “havde et hensyn at tage til befolkningen”. De lå på et rullebord, som Jørgen de Mylius ofte kastede lange blikke efter, og det var ved en sådan lejlighed, at han begyndte på sit oprør i det stille.

»Da den første Beatles-lp kom, fik jeg at vide, at den ikke kunne komme med i mine udsendelser. DR ville ikke købe den. Forklaringen var, at alle numrene alligevel lød ens, så jeg kunne bare fortsætte med at spille singlerne. Så spillede jeg mit eget eksemplar og skrev singlen “Love Me Do” på Koda-listen.«

»Har du betalt for at få ’de’ i dit navn?« bliver han ofte spurgt. Svaret er nej. I rammen sidder kammerherreinde Anna Marie Elisabeth de Mylius-Benzon, der døde i 1901. Foto: Martin Bubandt

Noget tyder på, at pladekonciliet oprigtigt ikke kunne skelne mellem numrene, for han hørte aldrig for det.
Han hørte til gengæld for så meget andet. Hans ven og kollega Claus Hagen Petersen mener ligefrem, at Jørgen de Mylius var den, der fik den hårdeste kritik i DR, og det kan Jørgen de Mylius selv nikke genkendende til.
»Jeg har måske taget nøkket fra dem, der kom efter, for jeg var ved et tilfælde den første, der præsenterede rocken og popmusikken i radioen, og det fik jeg jo rigtigt mange på hatten for.«

Andre mente, at hans musik og han selv var for ukritisk til de revolutionære 60’ere og 70’ere, men det har aldrig været hans ærinde at være vagthund.
»Jeg har egentlig ikke lyst til at sidde og revse mennesker, men jeg kan godt lide, at der findes kritisk journalistik, for hvordan skulle vi ellers tage fat i alle de tølpere, der går rundt blandt os? Jeg tror, at det er et tilfælde, at jeg ikke er kommet ind i det. Jeg er kommet ind i branchen ved at kolportere min glæde ved den nye musik, som ingen andre end dem, der var unge dengang, forstod, og ved at prøve at få den ind i mediebilledet.«

Det nåede så vidt, at der i 1968 blev orkestreret egentlige demonstrationer i gaderne mod Jørgen de Mylius og hans stil.
»Demonstrationerne er noget, jeg griner af i dag, for det var jo en meget lille skare. De syntes, at jeg var noget kommercielt fnidder-fnadder.«

Nogle af de mest markante kritikere blev efterfølgende ansat i DR.
»Det var fint, for den side af universet skulle også passes, og jeg var måske ikke særlig god til at sidde og analysere politiske tekster. Jeg synes, at alsidighed og mangfoldighed er en god ting, og det er sådan, at public service skal fortolkes. Det, jeg ikke brød mig om, var, at de så ikke syntes, at jeg hørte til.«

Modstanden mod Jørgen de Mylius og hans musik levede stadig i bedste velgående i 1977, da han med omtrent 7.000 radioudsendelser bag sig fik muligheden for at skifte mikrofon ud med kamera og flytte arbejdsadresse fra Radiohuset til TV Byen.

Han var alt andet end velkommen med sine DJ-unoder og jingler.
»Min allerførste velkomst, da jeg trådte ud af elevatoren første dag, var fra souschefen Mogens Kilde, som sagde: “Din pissemyre. Du tror, du er noget, men din tid her bliver ikke lang.” Det var fuldstændigt barnligt.«

Det var ikke kutyme at lægge låg på følelserne dengang. Første gang han lavede tv-programmet Pop-nøglen, kaldte produceren Edmond Jensen ham ind på sit kontor. Han kunne hverken lide quizzen eller musikken, og han blev så ophidset, at han kastede rundt med møblerne.
»Så måtte jeg sige til ham: “Hvis du synes, at der er noget galt, så må du udtrykke dig med ord. Du skal ikke kaste med stole.” Men det gjorde han, og det var der meget af dengang. Der var en del, der følte sig som små herremænd og mente, at de kunne tyre verden.«

Quizshowet fortsatte, men den slags er Jørgen blevet mødt med også længe efter. I 1989 gav daværende programchef Henrik Iversen en opsigtsvækkende forklaring, da han fortalte, hvorfor man havde valgt at stoppe Jørgen de Mylius’ tv-show Hitlisten.
»Han sagde de i mine ører berømte og berygtede ord: »Vi kan godt lide dine høje seertal, men vi kan ikke lide dine programmer«.«

Modsætninger til trods ser Jørgen de Mylius i dag tilbage på de mange års parløb med DR med tilfredshed. Han har holdt ved poppen og rocken, siden han som teenager brugte de fleste af sine penge på musikblade og vinyl. I dag kan hans private samling ikke være i de to kælderrum, han har dedikeret til plader, videobånd, cd’er og dvd’er, og hvor indrammede platinalbums står og hænger lidt tilfældigt, hvor der har været plads. Resten er på fjernlager. 100.000 skiver vinyl fylder en del.

Han har altid holdt ved den særlige slags populærmusik, selv når DR bestemte sig for at trække stikket til hitlisterne i radioen.
»Jeg var fuldstændig alene. Selv nogle af dem, som jeg vidste var af samme observans som mig, de begyndte at hyle som de ulve, de var iblandt. Og det var det, jeg aldrig nogensinde gjorde, og det er jeg faktisk lidt stolt af. Jeg stod fast. Det har jeg også fået nogle knubs af. Når flertallet er imod en, så får man nogle hak i tuden.«

Det mener han selv er en del af forklaringen på, hvorfor han den 29. januar næste år kan fejre 50 års jubilæum. Som national berømthed på lønningslisten i DR.
»Jeg vil helst tro, at det er, fordi jeg har været ærlig omkring det, jeg har syntes skulle ud i medierne. Der har aldrig været nogen skjulte dagsordener for mig. Og så tror jeg også, at min smag altid har ramt et eller andet i den danske kultur, som er faldet sammen med andre danskeres smag. Ellers havde der vel ikke været så mange seere og lyttere til mine programmer.«

”Jeg tror at min smag altid har ramt et eller andet i den danske kultur, som er faldet sammen med andre danskeres smag. Ellers havde der vel ikke været så mange seere og lyttere til mine programmer,” slutter Jørgen de Mylius. Foto: Martin Bubandt