Lad os nu sige, at Ralf Pittelkows ønske til lige omtale af alle,skal efterkommes - vhordan hutlen skal man så gøre i praksis.

For det første  er emdierne befolket af journalister, der reagerer journalist-fagligt og ikke kommunikations-fagligt. Og skulle journalisterne endelig bøje sig ind mod det andet fagområde, kan man altså let komme til at forelægge en sag, et synspunkt, helt og andeles forkert, fordi man som udenforstående ikke er tæt på hele set-upét for det enkelte parti med historie, strategi, taktik, osv. 

 For det andet kan det altså være svært at lave relevant medieproduktion med selvsamme tilbud til de store og små partier, hvor løsgængere  også er en del af showet. Jeg tænker også en del på det færøske medlem, der så ikke bare skal sige, at man hælder til blå eller rød stue. 

Så teoretisk set er Ralf Pittelkow ret spændende at lytte til, men i praksis går den simpelt hen ikke. 

Jeg synes, at den nyudnævnte rektor fra DJH leverede et meget flot og velargumenteret indlæg i Jyllands Posten.

Nyheder er...noget nyt. Fogh-regeringen var...noget knap så nyt. Derfor fik oppositionen og dens visioner forhåbentlig mere plads i valgdækningen end regeringens forsikringer om, at alt var godt. Mængden af omtale blev fordelt i henhold til basis-reglementet i al journalistik. Som ikke blev født på Danmarks Journalisthøjskole, men som tilsyneladende er ubegribeligt for både Pittelkow og mange andre, der snor sig i systemet i stedet for at holde afstand. Et spørgsmål om levevej i stedet for levemåde. Jeg forsikrer dig, Pittelkow, at det findes. Journalistisk levemåde. At kende forskel på kilder og venner. At kende forskel på nyheder og gentagelser.

Come on. Fordi man angriber Pittelkows metode, så er det da ikke et forsvar for DRs såkaldte ræverøde journalistik. Man skal jo ikke kaste med sten...og hvis Pittelkow har leveret noget juks, så er det da svært at tage hans indhold alvorligt.

 At læse en vestresnoet holdning ind i kritikken fra Flemming Tait Svith siger mere om hvor enøjet du tilsyneladende er. (Og nej, jeg siger ikke at han har ret i kritikken af Pittelkow, kun at den er journalistfagligt og ikke politisk funderet, sådan som jeg læser det).

Og nej, jeg er ikke ubetinget fan af hverken Svith, DR eller Pittelkow - kun af lødige diskussioner. Og den forsøger du og Pittelkow tilsyneladende at afspore.

mvh

Flemming Tait Sviths seneste indlæg kan læses her:

http://domino.djh.dk/appl/djh/blogs/mediebrokker.nsf/dx/pittelkow-4.htm?opendocument&comments

Ja, det vidner i hvert fald om, at formidling ikke er så nemt, som det lyder...

Jeg er faktisk enig i, at der i journaliststanden er en overvægt af folk, der stemmer til venstre, hvilket kommer til udtryk i en omsiggribende bekymringsjournalistik, men hvis man ikke kan se Mikael Bertelsens satire, så er alt håb ude...

 Søren Rasmussens selvmål er et af de flotteste længe set.  

Ralf Pittelkow har i flere medier rejst en interessant debat om Danmark Radios og TV2's dækning af det netop overståede folketingsvalg. Han har set nærmere på, hvorvidt dækningen gavnede regeringen eller oppositionen. Konklusionen er »mildt sagt opsigtsvækkende«, som han skriver i Jyllands-Posten den 2.12., og »sætter et spørgsmålstegn ved tv-kanalernes troværdighed«: »Samlet set havde indslagene voldsom slagside til fordel for oppositionen«. Spørgsmålet er imidlertid, om Pittelkow har noget at have sin kritik i. Ud fra hidtidig forskning er svaret: Nej.

Forskningens status

Det ligger uden tvivl et stort stykke arbejde bag Pittelkows artikel om tv-nyhedernes politiske balance – og respekt for det. Pittelkow har ret, når han i P1-udsendelsen »Mennesker og medier« den 7.12. påpeger, at den akademiske forskning i Danmark ikke har været til meget hjælp i debatten. Det skyldes formentlig, at den overvejende del af dansk medieforskning ikke har det særlig godt med statistik, og derfor ikke har foretaget den type analyser af danske nyheder, der ville kunne be- eller afkræfte Pittelkows påstande. At der ikke er blevet forsket mere i emnet kan kun undre, for kritikken er langt fra ny.

For tiden gennemføres der på Center for Journalistik ved Syddansk Universitet det første større empiriske forskningsprojekt om danske tv-nyheders politiske balance, men resultaterne forventes ikke at foreligge før en gang næste år. Rigtig forskning tager tid. Alligevel kan vi allerede nu se nærmere på centrale dele af Pittelkows analyse og argumenter.

Pittelkows »forskning«

Her er ikke plads til en længere diskussion om forskningsmetode, men lad mig sige så meget, at Pittelkows fremgangsmåde er temmelig uvidenskabelig. Det har han også selv påpeget i debatten. Men det er langt fra så simpelt at analysere medieindhold, som han fremstiller det. Ikke mindst er problemet, at han har været alene om at gennemføre undersøgelsen. Vi har en række videnskabelige resultater, som viser, at det faktisk er meget vanskeligt at afgøre, om medierne gavner den ene eller den anden politiske side. Ikke mindst ved vi fra forskningen, at den afgørende faktor for, hvordan man som tv-seer oplever den politiske balance, er ens egen politiske ståsted. Dette problem har man en række videnskabelige værktøjer til at undgå i forskning, og dem anvender vi. Derfor bliver vi nødt til at vente på videnskabelige resultater for at have et relevant empirisk grundlag for at diskutere, om danske tv-nyheder i deres valgkampsdækning virkelig favoriserer den ene eller den anden politiske side.

Forskelle fra valg til valg

Uanset, om Pittelkows resultater så i virkelighed er et resultat af hans forudindtagethed, skal vi dernæst holde fast i, at han kun har set på et valg. Det er et stort problem, for selv om vi fra eksempelvis svenske valganalyser ved, at der altid er nogle partier, der begunstiges mere end andre, ved vi også, at det ikke sker på nogen systematisk vis. Netop sådan en systematik skulle vi forvente, hvis der vitterlig var tale om en partisk skævvridning. Det kan for eksempel næppe tolkes som en fordel for den daværende SR-regering, at over halvdelen af alle tv-indslag om valget i 2001 handlede om udlændinge og problemer med integrationen. Måske er det rigtigt, at oppositionen blev begunstiget i tv-nyhedernes valgdækning i 2007 – men at dømme fra hidtidige resultater blev de samme partier ikke begunstiget i 2001 – og så står det jo 1:1.

Krav til balance i nyhedsdækningen

Desuden mener jeg, at Pittelkow forlanger mere, end rimeligt er, når han ønsker en mere striks balance i valgdækning. For det første er det nærliggende – og en journalistisk dyd – at sætte kritisk fokus på magthaverne. Det må også gælde under et valg, selv om Pittelkow åbenbart ønsker, at kritikken af regeringen skal nedtones. Men formålet med kritik kan jo ikke være kritik for kritikkens skyld, hvor det så bare handler om at kritisere alle aktører lige meget. Det gør en forskel, om oppositionen kommer med et kritisabelt forslag, som trods alt kun er ord, eller om regeringen handler kritisabelt. Og det skal journalister selvfølgelig tage hensyn til i deres dækning.

Desuden viser forskningen fra en række lande, at der er flere problemer forbundet med et mere snævert defineret balancekrav. Der er ret store forskelle fra land til land i Europa, men erfaringerne fra f.eks. Storbritannien viser, at sådanne krav til balance i mediedækning ofte medfører kedelig valgdækning. Desuden er »virkeligheden«, hvor end man definerer den, sjældent politisk balanceret: Hvis et parti dummer sig særlig meget, eller et parti ikke rigtig fører valgkamp, ville en balanceret dækning betyde en skæv dækning af de faktiske forhold. Dumheder tiltrækker nu engang særlig meget opmærksomhed, passivitet gør det modsatte, og også det skal journalister selvfølgelig forholde sig til.

Journalisternes politiske holdninger

Helt afsporet bliver diskussionen dog, når Pittelkow insinuerer, at mediernes mulige ubalance kunne skyldes, at journalisterne »ligger politisk langt til venstre for befolkningen som helhed«. Der er to problemer, der knytter sig til denne påstand. For det første har vi ingen gode data om danske journalisters politiske holdninger (men vi er i gang med at undersøge det nærmere). Udenlandske resultater viser, at journalister generelt stemmer en anelse til venstre for midten sammenlignet med hele befolkningen, men ikke særlig meget. En for nylig gennemført spørgeskemaundersøgelse på de tre danske journalistuddannelser viser et lignende billede, når vi ser på journaliststuderende. Den eneste markante forskel til den samlede danske vælgerbefolkning er, at de studerende stemmer mere på midterpartierne end på de borgerlige og DF. Det forholder sig dog ikke sådan, at der er markant flere, der stemmer til venstre for midten.

Journalister er dygtige håndværkere

Så er der det andet, væsentlig større problem i hans argumentation: Påstanden om, at journalisternes politiske holdninger skulle influere deres dækning af det politiske. Der er ret stor forskningsmæssig enighed om, at journalisternes egne holdninger rangerer langt nede på listen over faktorer, der spiller systematisk ind på den samlede dækning. Professionelle normer, redaktionel ledelse, journalistiske rutiner og meget andet er væsentlig vigtigere for, hvad vi kan se på tv og læse i aviserne, end hvem journalisterne måtte stemme på. I det hele taget kan denne udprægede mistillid fra Pittelkow til journalisternes professionalisme undre: En række undersøgelser viser, at en af de allervigtigste professionelle normer for journalister er objektivitet og upartiskhed. Det er underligt, at netop journalisternes professionalitet igen og igen skal beklikkes. Selv om vi ved, at akademikere i centraladministrationen meget ofte stemmer på De Radikale, hører vi sjældent et argument om, at danske embedsmænd derfor ikke kan være loyale over for den til enhver tid siddende regering.

Selv hvis Pittelkow havde ret, er det påfaldende, hvor mange journalister med tilknytning til Danmarks Radio der er borgerlige, hvilket Lone Kühlmann forleden gjorde opmærksom på i dagbladet Information (http://information.dk/149494). Desuden har tidligere ledere på DR's tv-avis haft vigtige funktioner i Venstre, og Kühlmann pointerer: »Allerede dengang mumlede medarbejderne på TV-Avisen en del i krogene om, hvilket ramaskrig der ville lyde, hvis for eksempel SF havde en lignende dobbeltdækning.«

Vælgerne manipuleres ikke bare sådan

Endeligt er spørgsmålet tilbage, om en eventuel skævvridning betyder noget for vælgernes stemmeafgivning. Det er nok, fordi Pittelkow mener, at en sådan effekt findes, at han overhovedet har lyst til at bruge så mange kræfter på debatten. Problemet er imidlertid, at der er enormt mange forhold, man skal tage højde for, når man studerer, hvordan medierne muligvis påvirker vælgernes holdninger. En sådan påvirkning er afhængig af emne, kontekst, egne holdninger, diversiteten i hele mediebilledet og meget andet. I denne sammenhæng er det vigtigt at skelne mellem holdninger og prioritering af emner: Medierne har nok især en indflydelse på, hvad vi synes, som er vigtig, men i mindre grad en direkte indflydelse på vores holdninger. Mens nemlig holdninger til politiske spørgsmål som oftest er meget stabile over længere tid, ændres vores prioritering af, hvilke emner der er mere eller mindre vigtige her og nu, væsentlig oftere. Derfor er det som udgangspunkt måske mere relevant at se på, hvilke emner der bliver taget op, og ikke så meget på, hvordan de bliver behandlet. Det er og bliver dog omdiskuteret i forskningsverdenen, hvordan medierne kan påvirke vælgernes holdninger og i sidste ende deres stemmeafgivning.

Set bort fra det, selv hvis vi antager, at tv-nyhedernes angivelige venstredrejning har en hvis indflydelse, så er alle de store dagblade i Danmark med Politiken som undtagelse ikke kendt for at være særlige røde, tværtimod. Derfor kunne man faktisk argumentere for, at en eventuel venstredrejet tv-dækning netop er med til at sikre et samlet set balanceret mediebillede – især fordi nogle forskningsresultater peger på, at avisernes indflydelse på borgernes holdninger er større end fjernsynets.

Hvorfor så meget fokus på Pittelkows debatindlæg?

Tilbage bliver så spørgsmålet om, hvorfor vi egentlig skal bruge så mange kræfter på at diskutere en undersøgelse, som Ralf Pittelkow selv betegner som uvidenskabelig. Ville vi bruge lige så meget krudt på at diskutere en læges debatindlæg, hvis han skrev »jeg har godt nok ikke undersøgt det videnskabeligt, men min næse fortæller mig, at hvidløg hjælper mod testikelkræft?«. Nej, vel?

Der er nok to grunde til, at vi diskuterer det her offentligt: For det første handler det om journalisterne selv – og hvem kan ikke lide at tale om sig selv. For det andet køber journalisterne Pittelkows grundlæggende argument: At journalister (uanset deres politiske holdninger) rent faktisk kan sætte præg på medieindholdet. Men virkeligheden er som sagt den, at en lang række andre faktorer har en væsentlig større betydning for, hvad vi ser i medierne. For at kunne se den afgørende svaghed ved Pittelkows argumentation skulle journalisterne altså acceptere, at de hver især kun er et meget lille tandhjul i et meget stort mediesystem – men det piller måske for meget ved selvforståelsen.

En oversigt over de nævnte forskningsprojekter findes her:

http://www.sdu.dk/journalistik

David Nicolas  Hopmann påstår, at danske journaliststuderende (og journalister) ikke ligger særlig meget til venstre for befolkningen. Det er direkte usandt.

Her er dokumentationen:

 http://www.180grader.dk/nyheder/Journaliststuderende_Villy_som_statsminister.php

53% af de journaliststuderende stemte på SF og Enhedslisten, mens Dansk Folkeparti kun fik 0.4% af stemmerne.

Og det er ikke kun blandt de journaliststuderende, at den politiske ensidighed er utrolig chokerende.  Selv på den konservative gratisavis Urban, der udgives af Det Berlingske Officin, er der rødt  flertal:

 http://www.180grader.dk/nyheder/Urbans_redaktion_27_stemmer_p_Thorning_-_3_p_Fogh.php

Oppositionen - SF, S og RV - fik 27 stemmer, mens kun to stemte på regeringspartierne. Og ingen stemte på Danmarks trediestørste parti, Dansk Folkeparti.

PS. Vi glæder os til, at Journalisten snart tager dette emne op, som nok er dansk journalistiks største problem. Nemlig at journalisterne politisk er helt ude af trit med læserne, fordi mangfoldigheden totalt mangler.  

Søren Rasmussen, når du henviser til "journaliststuderende" må jeg foreslå dig at læse resten af rubrikken i den fine grafik du linker til. Der står: "Sådan stemmer de journaliststuderende <b>fra RUC</b>". Hvis du skulle påvise at journaliststuderende generelt set stemmer på venstrefløjen, har du brug for at komme med tal for SDU og DJH også. De findes derude, så start jagten!

 Hvis ikke du kommer med holdbare argumenter, er du ikke en tøddel bedre, end os journalister, som du beskylder for at politisere.

Her er de konkrete stemmetal fra det chokerende prøvevalg på Danmarks Journalisthøjskole:

http://www.uriasposten.net/?p=5199

Det er ikke kun DR, der har et stort problem. Det har faktisk hele medieverdenen, fordi i stedet for mangfoldighed er der massiv ensidighed blandt journalisterne - og den er altså venstreorienteret. 

Som chefredaktør Ole Birk Olesen påpeger (i Stiften - se linken), så kan man ikke lave  journalistik ufarvet, idet journalistik handler om til- og fravalg. Derfor er der i medierne en skæv dækning af problemerne i Danmark, fordi hovedparten af journalisterne er venstreorienterede. Det er jo netop det, som Ralf Pittelkow så overbevisende har dokumenteret i sin analyse af den skæve valgkamp-dækning i DR.

Du læser, som et spøgelse klapper. Fuldstændigt håbløst. Jeg giver dig ikke ret i særligt meget, men du har ret i, at de prøvevalg, der er foretaget på de forskellige journalistuddannelser viser, at især Det Radikale Venstre og SF de sidste par år har fået forholdsvis flere stemmer, end de har gjort af resten af befolkningen. Men du isolerer problemet. Har du foreksempel en idé om, hvordan det generelt ser ud blandt unge studerende på videregående uddannelser. Min mavefornemmelse siger mig, at situationen dér er den samme. Og hvad vil du gøre ved det? Du bliver nødt til at fortælle, hvad du mener der skal gøres ved det, istedet for bare at slå automatpiloten til, og sende 180grader.dk-lydende salver afsted. Dét er forudsigeligt, og du springer samtidig over mit argument med, at jeg ALDRIG har oplevet netop det, som du klandrer journalister for at gøre - at bringe deres egne politiske holdninger ind i journalistikken. Du insinuerer, kommer med påstande og beviser absolut intet. Intet.

Og lad dette så være det sidste ord herfra. Jeg gætter på, at det inden længe vil fyge med links til enkeltstående begivenheder, der absolut intet beviser. Plummers t-shirt inkluderet.