De er en flok gamle rotter, siger de. De er vant til gamet og har mærket finans-krisen, men de fleste tjener alligevel over gennemsnittet for en fastansat.

FUSION. I sommer tog 10 erfarne freelancere springet. Fire mand fra Deadline Press på Frederiksborggade flyttede over til seks kolleger i City Pressekontor ved Sankt Petri Kirke, fordi begge kontorer manglede folk til dyre kontorpladser til knap 3.000 kroner månedligt.

Vi er landet i Københavns hippeste handelskvarter – Pisserenden – et stenkast fra Vor Frue Kirke, lige op ad en række progressive tøjbutikker. På Larslejsstræde tager syv freelancere imod i mødelokalet, og de indrømmer over en kop kaffe, at det er finanskrisen, der har ført dem sammen.
»Ja, det er det i høj grad. Vi søgte nye folk, men vi fik ikke nogen henvendelser, det var meget påfaldende.

Tidligere har det ikke været et problem. Vi tror, at mange nu vælger at sidde hjemme,« siger Annette Wiborg, og rundt om bordet nikker de afdæmpet.
De 10 freelancere er gået vidt forskellige veje ind i freelanceverdenen; én er blevet fyret, en anden har opsagt et nyt job, og en tredje har forlænget barselsorloven. Fælles for dem er, at de er glade for at have egen forretning.

Kontoret har fordelt ministerposter, så der er mælk i kaffen, printerpapir i maskinen og toiletpapir til værdigt trængende. Desuden har de en statsminister, der er tovholder. Men savner de aldrig en rigtig leder at læne sig op ad?
Det mener Morten Andersen kan være en pointe i forbindelse med flytningen, hvor praktiske ting kan diskuteres i en uendelighed, men Jette Rosenberg er ikke helt enig.
»Vi finder ud af det. Jeg synes næsten, det er skrækkeligt, at du spørger, om vi har brug for en leder. Det var jo derfor, vi blev freelancere,« siger hun, og Rie Jerichow supplerer:
»Vi har prøvet meget i vores arbejdsliv. Vi forsøger at tage problemer i opløbet, og det er ekstra nødvendigt, når vi er så mange, som vi er nu. Udfordringen er at have et kreativt miljø med faglig og social ping pong – og samtidig give de andre arbejdsro,« mener hun.

Her er ikke voldsomt meget albuerum, men hver freelancer har et stort skrivebord, og flere har også egne rum.

Er der nogen af jer, der har overvejet at spare den månedlige udgift?
»Ja … nej,« lyder det rundt om bordet. En enkelt har, men der er flertal for, at pladsen er en essentiel investering. Marianne Bom tager ordet:
»Jeg har tjent mange flere penge ved at sidde her, end jeg nogensinde ville have tjent hjemme ved vasketøj og legoklodser. Dels fordi samarbejdet med de andre har trukket nogle ret store projekter hjem. Men også bare det der med, at når jeg kommer herind, så er jeg på arbejde, så er jeg professionel.«

Der bliver igen nikket rundt om bordet. Arrangementet er et fornuftsægteskab. Deadline Press er stadig foreningen Deadline Press, men bor nu sammen med City Pressekontor og er også med i den forening.

Marianne Bom fortsætter:
»Hvis jeg kommer ind en dag og ikke har gang i så meget, så ser jeg, at de andre faktisk har travlt. Så tænker jeg, jamen lille Marianne, så må du jo også hellere se, om du kan lave noget professionelt. Så sætter man nogle ting i gang – og sørme, om der ikke er nogen fisk, der bider på krogen. Den energi havde jeg ikke haft, hvis jeg havde siddet hjemme,« fastslår hun.

Lise Engbirk fortæller, at det faglige ofte flyder sammen med det private på hjemmekontoret.
»Derhjemme er det svært at finde forskel på, hvad der er arbejde, og hvad der er fritid. Jeg går ned i gear, når jeg ikke har nogen sociale impulser omkring mig,« siger hun.

Finanskrisen har gjort det nødvendigt for mange freelancere at tænke nyt og anderledes, fordi kunderne har skåret hårdt i budgettet. Men finanskrisen kan også give større behov – både for kommunikation og for traditionel journalistik på visse områder, fortæller Birgit Brunsted:
»Mange journalister er gået over til at lave kommunikation, fordi det giver bedre. Men det vil jeg ikke. Jeg vil lave journalistik. Og jeg oplever, at flere blade nu er afhængige af freelancere på en måde, de ikke har været før.«