Hvis sportsredaktionerne skulle bestemme, burde DBU's kommunikationschef, Lars Berendt, omskoles. Men sagen handler også om, at journalister forveksler kommunikation med censur og er sure over, at det bliver sværere at være journalist.

Pressen forveksler DBU's forsøg på at lave professionel kommunikation med censur, lyder det fra Kim Larsen, administrerende direktør i rådgivningsfirmaet Burson-Marsteller.

»Og så bliver debatten komisk. For det er ikke udtryk for censur eller et ønske om at undertrykke sandheden, at man kigger på retningslinjerne for brugen af sociale medier,« siger han.

Udtalelsen falder, efter at DBU's kommunikationschef, Lars Berendt, endnu en gang har fået den samlede sportspresse på nakken. Denne gang fordi DBU har efterkommet landstræner Morten Olsens krav om at forbyde spillerne på det danske landshold at kommunikere via sociale medier under EM-slutrunden til sommer.

Men:
»Der er intet mistænkeligt i at ville lave sådan en aftale. Der er store forventninger til landsholdet, og det er vigtigt at forsøge at undgå, at nogen eller noget via et uheldigt tweet bliver blæst ud af proportioner af pressen og dermed afleder opmærksomheden fra det, det handler om,« siger Kim Larsen.

Pressen døbte sagen "Twitter-gate", forbuddet har udløst paragraf 20-spørgsmål i Folketinget – og i DBU taler man i dag om pressens overreaktion.
»Berlingske/BT/sporten.dk har haft fem kommentatorer på banen. Og én af deres artikler handlede endda om, at den ene chef var enig med den anden chef i hans kritik af, at BT havde ret, og DBU havde uret. Der har godt nok været mange skud over målet i denne kamp,« mener Lars Berendt.

Han understreger, at ønsket om at styre spillernes brug af sociale medier intet har at gøre med at begrænse deres grundlovssikrede ret til at ytre sig.
»Graden af overreaktionen ligger vel mest i det forhold, at man bygger harmen og kritikken på den fejlagtige præmis, at der er tale om et forbud med relation til ytringsfriheden,« forklarer Lars Berendt.

Og Kim Larsen støtter DBU i, at pressen fejlagtigt har gjort spørgsmålet om pressens arbejdsforhold til et spørgsmål om spillernes demokratiske rettigheder.
»Det handler mere om, at journalister ofte skriver historier ud fra et enkelt tweet, og at de bliver frarøvet den mulighed. Sagen er derfor mere et eksempel på journalistisk proportionsforvrængning. For der sidder mange sportsjournalister, som måske i forvejen er irriterede over en lidt gammeldags og kontrolleret kommunikation fra DBU's side,« siger Kim Larsen.

Han minder dog om, at der med den digitale revolution er sket et opgør med traditionel topstyret kommunikation, hvor det gjaldt om at have kontrollen med alt, hvad der blev kommunikeret ud.
»I dag handler kommunikation om at blive en del af den historie, som bliver fortalt på blandt andet de digitale medier. Det er noget, mange virksomheder arbejder med. Det gælder om at være til stede der, hvor debatten foregår,« siger han.

Spørgsmålet er, om DBU's hensyn til spillernes koncentration overskrider hensynet til moderne kommunikation. Fernando Olsen er tidligere fodboldspiller og har i en årrække arbejdet som rådgiver for virksomheder og ledere. Han mener, at DBU bliver nødt til at erkende, at spillerne skal kunne twitte til deres fans.
»Spillerne skal sælge landsholdet som produkt, og der er de sociale medier en gave for den markedsføring. Se det dog som en mulighed i stedet for en trussel,« siger han.

Lars Berendt er åben for den argumentation, men påpeger, at landsholdet ikke bare er et produkt. Det er mennesker, der skal yde optimalt under pres.
»Beslutningen er truffet af landstræneren ud fra nogle sportslige, ledelsesmæssige overvejelser omkring spillernes samlede tidsforbrug på kommunikation under slutrunden. Ikke på indholdet af kommunikationen,« sammenfatter Lars Berendt.

Og set fra DBU's position lyder en konklusion, at den befolkning, der bruger medierne og støtter landsholdet, har stor forståelse for DBU's disposition i sagen.
»Jeg tror, at der ude i befolkningen er en større forståelse, end journalisters påstande giver indtryk af, for at DBU har ansat Morten Olsen med det sportslige ansvar for landsholdet, og at DBU derfor har en forventning om og tillid til, at hans sportslige, ledelsesmæssige beslutninger er hensigtsmæssige for den sportslige drift af landsholdet,« fastslår Lars Berendt.

Det er langtfra første gang, at Lars Berendt kommer i skudlinjen som kommunikatoren, der står mellem dansk fodbold og pressen. Kort fortalt mener mange journalister, at DBU er for lukket om de dårlige sager.
I 2011 skrev dele af pressen om natligt håndgemæng mellem angriber Nicklas Bendtner og en hotelgæst.

Dengang afviste Lars Berendt, at der overhovedet var en sag, ved at henvise til politiets juridiske behandling af den.
I dag forklarer Lars Berendt, at pressens dækning var forudsigelig og historien meget lille.
»Der er simpelthen en bagatelgrænse for, hvad vi anser for væsentligt,« forklarer han – og uddyber:
»Jeg var helt klar over, at historien ville være fantastisk for formiddagsaviserne, og jeg fortalte allerede søndag formiddag spillerne, hvordan Ekstra Bladets forside ville se ud, når avisen på et tidspunkt fik historien. Og min forudsigelse om både foto af "den forurettede" og Nicklas Bendtner var som forudset.«

Men selv om DBU vidste, at pressen ville køre historien, kommenterede DBU ikke.
»På det tidspunkt havde politiet ikke afsluttet deres efterforskning, og derfor ville vi have åbnet for en enorm spekulation i eventuelle anklager og straffe og konsekvenser for at spille på landsholdet, hvis vi var gået aktivt ud og orienteret om episoden på det tidspunkt,« siger Lars Berendt.

Først da politiet afviste sagen, gik DBU på banen.
»Så havde vi noget konkret at forholde os til og besvare. Og politiets afvisning af sagen understøttede vores opfattelse af sagens væsentlighed,« forklarer Lars Berendt.

Overordnet handler sagen om, hvorvidt DBU's kommunikationsafdeling er et serviceorgan for den presse, som DBU er afhængig af. Eller om DBU kan fravælge kommunikation via pressen, når den ikke tjener organisationens interesser.

Lars Berendts konklusion er klar: DBU skal ikke stille op for enhver pris.
»Medierne har en dagsorden, den behøver vi hverken at være enig i eller deltage i. Vi vælger at håndtere sagerne med udgangspunkt i vores interesser, og de er ikke altid sammenfaldende med pressens interesser. Og derefter er pressens reaktion typisk at konkludere, at så valgte DBU forkert.«

Er Twitter-sagen et udtryk for, at samspillet med pressen ikke altid fungerer?
»It takes two to tango. På det operative plan servicerer vi medierne på en måde, som vi sjældent får hverken ros eller kritik for. På det relationsmæssige plan arbejder vi gerne sammen med pressen, men vi har hverken en fælles referenceramme eller fælles succeskriterier,« forklarer Lars Berendt – der alt i alt synes godt tilfreds med sin egen performance.
»Jeg er ansvarlig for kommunikationen, og jeg kan med tilfredshed konstatere, at det samlede output har været stigende siden min ansættelse.«

Interviewet med Lars Berendt er – efter hans ønske – foretaget via email.