search

Pionerer afskediget på Seoghoer.dk

Aller Media har afskediget seks personer i forbindelse med en omlægning af koncernens webstrategi. »De drivende kræfter forsvinder fra Seoghoer.dk,« siger tillidsmand Kenth Gram Madsen.

Aller Media har afskediget seks personer i forbindelse med en omlægning af koncernens webstrategi. »De drivende kræfter forsvinder fra Seoghoer.dk,« siger tillidsmand Kenth Gram Madsen.

Aller Media vil fremover satse på de websites, der ikke blot giver trafik, men som også kan tjene penge via direkte handel med brugerne.
Som et led i den nye webstrategi lægges Kigind.com og Seoghoer.dk sammen, så Kigind får et faneblad på Se og Hørs site. I den forbindelse er tre medarbejdere sagt op på Se og Hørs hjemmeside, mens to bliver overflyttet fra Kigind.com, oplyser tillidsmand på Se og Hør Kenth Gram Madsen.

»For medarbejderne er det svært at forstå, at Allers største site målt på trafik, Seoghoer.dk, skal rammes så hårdt i forhold til, hvad man ellers investerer i digitale medier. Ud fra den betragtning er det selvfølgelig svært for medarbejderne at kapere en halvering af den nuværende medarbejderstab,« siger Kenth Gram Madsen.

Tillidsmanden forstår overordnet godt, at Aller ændrer webstragi for at undgå underskud, men er bekymret over, at meget erfarne medarbejdere ryger ud.
»Jeg vil nok mene, at det bliver en kvalitativ amputering. Vi trækker jo brugere ind i varmen med hyppige udskiftninger af nyheder. Det oprindelige mandskab er reduceret fra seks til tre. Så kommer der godt nok to fra Kig Inds webredaktion, men den ene skal stadig lave Kig Ind, og den anden skal være leder af afdelingen. Det er en kraftig beskæring af den journalistiske kraft. De drivende kræfter, der har været med til at starte Seoghoer.dk op, er blevet afskediget, så det er i den grad erfarent personale, der ryger ud,« siger Kenth Gram Madsen.

Til Mediawatch siger udgiverredaktør Per Ingdal:
»Vi konsoliderer vores indsats på nogle områder og forstærker vores indsats på andre områder. I den forbindelse har vi måttet sige farvel til nogle enkelte medarbejdere – i alt seks medarbejdere på webredaktionerne. Der har været tale om et miks af chefer, skrivende, redigerende, unge og erfarne medarbejdere. Vores fokus har været at beholde de medarbejdere, der udgør det optimale team i forhold til at løse den fremadrettede opgave.«

Kommentarer
1
erik haaest
30.09.10 13:47
Re: Pionerer afskediget på Seoghoer.dk
Engang var Aller Press et flagskib. I dag er Aller Media et vrag.
Gamle kaptajner langt over pensionsalderen prøver at styre. Unge med idéer skal ikke 'tro, de er noget'
Kriitik er lig med fyring.
Jeg skammer mig over, hvad der i dag sker i det, der en gang var min stolthed at arbejde for.
Erik Haaest
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen