Pinlig punktstørrelse, Elkjær

Det går ikke at nægte det. Jeg er en papirnørd.Når kasserne fra trykkeriet kommer, så flår jeg dem op og snuser til det nye nummer af Journalisten.

Det går ikke at nægte det. Jeg er en papirnørd.
Når kasserne fra trykkeriet kommer, så flår jeg dem op og snuser til det nye nummer af Journalisten. En salig duft. Jeg bladrer det hurtigt igennem med lige dele skræk og glæde. Glæde over alt det, som er lykkedes, og skræk over de fejl, som man næsten altid finder.

Skrækken var ikke mindre, da nummer 18 kom i går. Vi havde et nærmest totalt computernedbrud i sidste uge på web, mail, printer og hele molevitten, samtidig med at vi skulle aflevere bladet til Datagraf. De sidste sider blev afleveret til fods på CD.

Efterdønningerne fra nedbruddet har faktisk stadig ikke lagt sig og gør produktionsforholdene særdeles vanskelige.

Nå, jeg bladrede som nævnt Journalisten igennem. Nå, det kører sgu' da meget godt……lige indtil side 18.
AAARRRGGG!!!!

Pressenævnets kritik af Journalisten er fremhævet i boks, som den skulle være. MEN PUNKTSTØRRELSEN ER SAT NED, så det ser ud som om vi prøver at skjule den. PINLIGT!

Tænk, at ingen af os fangede det, da vi tjekkede PDF på skærmen! Jeg tror, det var tidligere justitsminister Erling Olsen, der engang sagde, at man skal erkende sine fejl, men at man ikke behøver optræde med dem. Det bliver vi nødt til nu.
Kendelsen vil selvfølgelig blive bragt igen i næste nummer i normal punktstørrelse.

Med beklagelse
Jakob Elkjær, redaktør Journalisten

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right